I slutningen af august 1944 var landgangen på D-dag en klar succes. De allierede tropper havde bidt sig fast, tyskerne havde lidt store tab i Falaise-lommen, og Paris var befriet. General Patton ønskede at rykke direkte frem mod Sydtyskland, men Montgomery fik lokket eller overtalt de allieredes militære leder, Dwight D. Eisenhower, til, at de allierede i fællesskab skulle føre en styrke gennem Holland ind i Ruhr-området.Planen hed Operation Market Garden og bestod af to dele. Store faldskærmsstyrker med mange forsyninger skulle kastes ud over Holland og besætte flere broer, især broen over Rhinen ved byen Arnhem. Det var Operation Market. Den suppleredes af Operation Garden, som beskrev, at kampvogne og infanteri skulle rykke frem over 100 kilometer og møde faldskærmsstyrkerne.
Market-delen begyndte godt. De allierede havde lært af faldskærmsstyrkernes delvist mislykkede landing på D-dag, og her blev en stærk styrke sat ned med ret små tab. Strategien var så, at disse styrker de første timer ville have fordel af overraskelsesmomentet. Men lige fra dette punkt begyndte tingene at gå galt. For det første var faldskærmstropperne blevet landet for langt fra broerne. Derfor tog det ret lang tid for dem at nå frem, og derved gik overraskelsesmomentet tabt. For det andet viste det sig umuligt at køre tungt materiel som kampvogne hurtigt frem gennem det hollandske landskab med smalle veje og utallige kanaler og broer. Det gjorde, at faldskærmstropperne først alt for sent fik den støtte, de behøvede.
Hertil kom, at tyskerne forbavsende hurtigt fik organiseret tropper og samlet kampvogne fra Tyskland, og selvom mange soldater var ældre mænd, store drenge eller allerede skadet, kæmpede de ret godt. Endelig var de allieredes radioforbindelser stort set ubrugelige, og det svækkede deres mulighed for at koordinere indsatsen og få luftstøtte. Market Garden endte derfor i løbet af en uges tid som en fiasko, og de allierede måtte med store tab (6000 allierede mod 2000 tyske soldater) trække sig ud uden at have nået angrebets strategiske mål. Slaget om broerne blev tyskernes sidste væsentlige sejr i krigen.
Antony Beevors bøger kombinerer almindelig historisk redegørelse med detaljerede beskrivelser af, hvad de enkelte deltagere ifølge erindringer, dagbøger og breve oplevede. Denne fremstillingsform har to styrker:
For det første oplever læseren krigens kaos. Efter mange sider med individuelle beskrivelser er man som læser igen og igen i vildrede om, hvor vi er hvornår, og hvilken plads denne episode har i slagets helhed. Men sådan er krig netop. Når først kamphandlingerne begynder, har ingen et reelt overblik.
For det andet viser Beevor krigens grusomme tilfældighed, hvor død og lemlæstelse rammer i blinde: ”En af de tyske sygeplejersker var ved at made en 90-årig mand med en ske, da hans hoved bogstaveligt talt blev kappet af af en granat, som havde passeret få millimeter fra hende. ’Hun sad der og stirrede,’ lammet af forfærdelse og vantro, ’stadig med tallerknen i sin hånd.’” Eller at mennesker i denne krigeriske umenneskelighed indimellem reagerer menneskeligt: En engelsk minør er blevet hårdt såret, lader det til, men han får det bedre og bliver bragt til en forbindeplads. ”Der lå en soldat ved siden af mig. Jeg kunne ikke se ham, men jeg kunne høre ham. Han jamrede og græd. Vi blev beskudt med artilleri, og han rakte over og tog min hånd og gav den et klem. Han syntes så at blive roligere, og det gav også mig en følelse af trøst. Om morgenen kiggede jeg derhen og så, at han var tysker... Han havde et frygteligt sår i højre side. Han var ved bevidsthed, og da han så, at jeg kiggede på ham, smilede han og mumlede noget. Jeg delte den smule vand, jeg havde tilbage i min vandflaske, med ham.”
Beevor er hård i sin vurdering af Montgomery. Han mener, at angrebet var dårligt planlagt, fordi succes krævede, at alt i planerne klappede perfekt. Men det gør alt ikke i en krig, allerede ved første kontakt med fjenden begynder planerne at smuldre, lærte taktikkens mester Clausewitz os.
Endvidere var ledelsen inkompetent. Og endelig var de allierede chefer, inklusive Montgomery, uvillige til at indrømme deres fadæse.
De allierede trak sig ud og overlod hollænderne til de tyske besættere igen. De tog hævn over hollændernes støtte til de allierede. Terror, tvangsarbejde og tvangsforflytninger blev hollændernes lod i vinteren 1944-1945, hvor der var reel hungersnød i Holland. I dele af landet måtte man klare sig med en tiendedel af det antal kalorier, man regner med er kroppens normalbehov.
Men de allierede havde ikke længere nogen strategisk interesse i Holland, og Tyskland blev rullet op ved angreb længere mod syd og fra østfronten.