Prøv avisen

Tysklands skæbne fortalt gennem fem personer

Otte millioner tyske mænd deltog i de voldsomme kampe på østfronten

Det tyske drama Vores mødre, vores fædre på DR 2 er rystende tv, der aftvinger respekt. Tilrettelæggerne er dog tæt på at relativere forbrydelserne ved at fremstille polakkerne som rabiate antisemitter

Otte millioner tyske mænd deltog i de voldsomme kampe på østfronten. Vores mødre, vores fædre har kun fem hovedpersoner, og på den måde fortæller filmen det store i det små.

Men netop fordi det store, Tysklands skæbne, er set gennem det små, disse fem menneskeskæbner, er det blevet til en tv-serie, som rejser så mange spørgsmål, at det er svært at blive færdig med den.

LÆS OGSÅ:"Matador glemmer krigens rigtige helte"

Vores mødre, vores fædre begynder i sommeren 1941, hvor Tyskland i fatalt overmod udfordrede det slumrende sovjetiske kæmperige og påbegyndte en invasion, som man regnede med snart var afsluttet. Da de fem siger farvel til hinanden i sommeren 1941, er det med ordene: Vi ses igen til jul. For i 1941 er troen på den endelige sejr blevet det mantra, som bringer enhver tvivl og betænkelighed til tavshed. Vi ser derfor, hvordan de usleste instinkter bliver sat i bevægelse af nazismen, og hvordan nazismens håndlangere håndterede instinkterne virtuost. Vores mødre, vores fædre er et stykke illusionsberøvelse, for filmen viser, at det ikke kun var SS, der stod for grusomhederne, men at værnemagten også var en del af denne statsdirigerede kriminalitet.

Da Wilhelm som officer protesterer mod masseudryddelserne, får han af sin overordnede besked om, at vi må sige farvel til den verden, vi kender. Da krigslykken vender, og nederlaget aftegner sig i horisonten, udbryder den gudfrygtige Wilhelm: Gud har vendt os ryggen på grund af vore grusomheder. Wilhelms bror, Friedhelm, gennemgår for så vidt den modsatte bevægelse. Han er en skønånd, som dyrker poesien, men undervejs mister han i en blanding af trods og frustration sit moralske kompas. Med skinnende øjne og stålsat hjerte er han nu med til at likvidere civilbefolkningen i Rusland.

Man har anklaget tyskerne for mangel på civilcourage og samvittighed, fordi de lod jødeforfølgelserne finde sted, men i Vores mødre, vores fædre bliver også polakkerne sat på anklagebænken. Det har vakt opstandelse i Polen. Hvad man godt kan forstå. De polske frihedskæmpere bliver skildret, som om de befinder sig på erklæret krigsfod med jøderne.

Anden Verdenskrig bød på enhver tænkelig og utænkelig afart af menneskelig nederdrægtighed. Men den bød også på heroisme, og polakkerne var dem, der med de største risici hjalp og skjulte jødiske flygtninge. Det kan man læse om i den tyske litteraturkritiker Marcel Reich-Ranickis betagende erindringer Mein Leben. Det har den i Danmark boende polsk fødte lyriker Janina Katz, der overlevede jødeforfølgelserne hos polske katolikker, fortalt om adskillige gange. Og Anden Verdenskrig kostede næsten en fjerdedel af den polske befolkning.

Det er hævet over enhver tvivl, at russerne gengældte tyskernes invasion med skånselsløs brutalitet, men i filmen sniger der sig en fornemmelse ind af, at så var russere og tyskere nok lige gode om det. Og det er jo ikke tilfældet. Det var nazisterne, der indledte det felttog mod Sovjet, som kostede omkring 20 millioner russere livet. Det er afgørende at fastholde, også selvom Stalins Sovjet var et regime, der holdt sine egne borgere i et jerngreb og aldrig lod dem drage ånde af det frie ord.

De nazistiske bødler bliver i filmen skildret som havarerede personer, der leverer tirader af nazibrokker og forventningsfuldt spiler næseborene ud, når de vejrer jødeblod. Men virkeligheden er jo desværre, at mange af SS-folkene var højtbegavede, kulturelt interesserede personer, som Heinrich Böll også demonstrerede i sin gennembrudsroman fra 1951: Hvor var du, Adam?.

Böll var katolik, og for ham var det etiske perspektiv det afgørende, for det har at gøre med det enkelte menneskes ansvarlighed og samvittighed det, der gør mennesket til menneske. Bölls pointe var, at heller ikke Anden Verdenskrig kunne sætte forskellen på godt og ondt ud af kraft. Måske der ikke var belæg for et juridisk opgør med værnemagtens soldater, men så er der til gengæld belæg for et moralsk. Det gør filmen i et vist omfang, men den er som nævnt også tæt på at relativere forbrydelserne ved at fremstille for eksempel polakkerne som rabiate antisemitter.

Filmens sidste scene foregår på stamværtshuset lige efter krigens slutning, hvor de overlevende træffer sammen. Men feltsygeplejersken Charlotte har stukket sin jødiske kollega til SS, og filmens fortæller, Wilhelm, har henrettet russiske soldater bag fronten. Charlotte og Wilhelms ansigtsudtryk minder tv-seeren om, at svigtende dømmekraft er en meget alvorlig sag og giver anledning til livslang skam over egen gerning.

kultur@k.dk