Tænk, at der er én, der gider bære vores byrder

Dirigent Nenia Zenana er blevet bedre til at lade Gud bestemme i sit liv. I år er hendes version af Händels Messias lysere og lettere end i fjor. I morgen står hun på podiet foran Akademisk Orkester og Kor i Københavns Domkirke

– Når jeg bliver bange og emsig, siger jeg til Gud: ”Du har carte blanche til mit liv”. Det plejer at hjælpe. Så kan jeg næsten fysisk mærke roen brede sig, siger dirigent Nenia Zenana. Her fotograferet i trappeopgangen på Musikvidenskabeligt Institut i København. –
– Når jeg bliver bange og emsig, siger jeg til Gud: ”Du har carte blanche til mit liv”. Det plejer at hjælpe. Så kan jeg næsten fysisk mærke roen brede sig, siger dirigent Nenia Zenana. Her fotograferet i trappeopgangen på Musikvidenskabeligt Institut i København. –. Foto: Mette Frandsen.

Når Nenia Zenana i morgen eftermiddag står med ryggen mod publikum i Københavns Domkirke og dirigerer Händels Messias, kigger hun ikke bare på Akademisk Orkester og Kor. Også op på Thorvaldsens Kristusfigur.

Den sats, hvor sopranen synger Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile, bevæger mig dybt. Først ser jeg ind i de ansigter, jeg kender så godt, og jeg ved, at mange er hårdt spændt for både privat og arbejdsmæssigt op til jul. Så løfter jeg blikket op til Kristus, der står bag koret med udbredte arme. På soklen under ham står de samme ord fra Matthæusevangeliet, som sopranen synger, siger Nenia Zenana.

Vi sidder i et tomt lokale på Musikvidenskabeligt Institut i København. Hun har ladet sig overtale til en pause i undervisning for at fortælle, hvordan hun selv oplever det oratorium, hun har dirigeret i Domkirken hver jul siden 2000. Og som Akademisk Orkester og Kor i år opfører for bogstavelig talt 117. gang.

På forhånd har hun sendt mail til mig med spørgsmål om alt, lige fra fotograf til til vinkler på artiklen.

Én af mine skyggesider er behovet for at få ret. Men selvom det ikke ser sådan ud, er jeg faktisk blevet bedre til at give slip, siger hun og ler højt.

Jeg har jo opdaget, at kun ved at løsne grebet og åbne hænderne kan man modtage nyt. Noget af det mest spændende ved livet er vores evne til at flytte og forandre os, tilføjer hun.

Ved koncerterne i Domkirken i morgen og på mandag får publikum den uforkortede udgave af Georg Friedrich Händels Messias fra 1741. Det vil sige omkring tre timers opførelse.

Det er o.k. med mig, hvis folk står lidt af og på undervejs. Nogle steder optager én mere end andre. Personligt oplever jeg musikken forskelligt fra år til år. Noderne er de samme, men det er min tilgang ikke. I år vil mange nok synes, Messias er lysere og lettere, end den plejer. Det er fordi, den afspejler, hvor jeg selv er henne. Min fortrøstning er større end tilbagefaldene. Når jeg bliver bange og emsig, siger jeg til Gud: Du har carte blanche til mit liv. Jeg beder bare om at være dér, hvor det er vigtigt for dig. Det plejer at hjælpe. Så kan jeg næsten fysisk mærke roen brede sig, siger Nenia Zenana.

Som overskrift for Messias-opførelsen i år har hun valgt kærlighed, renselse, heling. Efter hendes mening er netop de tre begreber stærke fællestræk mellem den Messias, som Händel viser os i sit værk og rosen, som fotografen Anne-Mette Skovgaard har designet til koncertplakaten. Rosens røde farve symboliserer kærligheden. Af dens blade får vi rosenvand, som renser og styrker.

Händels Messias er så fulddimensioneret. Den har det hele, musik, ord, indhold, der tilsammen kan ramme os, så vi kommer til at græde. Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Er det ikke alt dét, verden stadig har så hårdt brug for i 2008 !

Tænk, at der er én, der gider bære vores byrder. Og rådgive os på et helt andet plan end bankrådgiveren. Og rumme alle vores fejl og mangler. Og altid være der for os, til forskel for en papfar, der smutter om lidt igen. Og have magt til stifte fred i vores urolige, hævntørstige hjerte, tilføjer Nenia Zenana.

Hun er døbt Nina Roswall. Men da hun som ung søgte ind på Konservatoriet faldt hun over ordet Nenia i en latinsk-dansk ordbog. Det kan betyde dødsklage, børnevise eller tryllesang og passede godt til et liv med musik, syntes hun. Efternavnet Zenana kom til efter en skilsmisse nogle år senere. Hun havde ikke lyst til at bære rundt på sin eksmands efternavn og at vende tilbage og samle sit pigenavn op igen, kunne hun ikke forestille sig. Zenana er urdu og betyder kvindernes rum. Altså lige noget for den dengang nyskilte.

Siden har hun forlængst fundet kærligheden igen. Men beholdt sit navn.

Hun er opvokset med kristendom og kirkegang. Barndomshjemmet i Nordsjælland var fyldt med sang og musik og livlige diskussioner. Familien var stor: far, mor og seks børn. Det gav god træning. Hvis der var noget, man gerne ville have, de andre skulle høre, galdt det om at have argumenterne i orden.

Luthersk Missionsforening, som familien var tilknyttet, følte hun sig ikke hjemme i. Som voksen fortsatte hun i stedet kirkegangen i Bethelemskirken i København.

Det dårlige ved Luthersk Missionsforening var, at skyld og skam og frygt fyldte meget. Det gode var blandt andet, at de unge havde en ret stor grad af selvstyre til ungdomsmøder og arrangementer. Jeg tror, det har været med til at udvikle mine lederevner. Det blev jeg først bevidst om, da vicerigspolitichefen, som spiller 2. fløjte i et af de orkestre, jeg har dirigeret, spurgte, om ikke jeg havde lyst til at holde lederkursus for hans medarbejdere. Jeg havde kun tænkt på mig selv som musikleder, men kurset blev en rigtig god oplevelse, siger hun.

At hun er én af Danmarks få, kvindelige dirigenter, går hun ikke vældig meget op i. Det føles naturligt for hende at stå på podiet. Kun omkring en halv snes af landets cirka 200 dirigenter, er kvinder.

Hvordan hun lader op til Messias?

Jeg forsøger at rydde kalenderen det sidste døgns tid, sove godt, spise godt, være i stilhed og fornemme, hvordan musikken skal lyde for at føles rigtig. I partituret står der, om den skal være largo eller allegro, men min korprofessor fra konservatoriet lærte mig, at man skal blive ved at søge, indtil værket bliver til sandhed for én selv, siger Nenia Zenana.

boas@kristeligt-dagblad.dk