Ualmindeligt almindelig familie

Bøger: Christina Englund fortsætter ganske overbevisende historien om Martha

For et par år siden udgav Christina Englund romanen "Løse ender", der handlede om den midaldrende Martha og hendes demente mor, hendes forhold til sønnen Mikkel og misforholdet til steddatteren Sarah. Romanen beskrev i et letflydende, næsten mistænkeligt almindeligt skriftsprog alle de småtanker og småknuder, der kan være i sådan en ganske normal, splittet familie.

Og er der noget, Christina Englund kan, så er det at skrive så letflydende og almindeligt, at læseren tror, at der er inviteret til bevidstløs læsning. Men så glemmer man det, der står mellem linjerne.

Den foregående romans personer og stil er bibeholdt i denne nye bog: "På den sikre side" – og det er såmænd ikke sådan, at der sker de store, revolutionerende omvæltninger set fra en romanlæsers synsvinkel, men for personerne i bogen er begivenhederne drastiske nok.

Marthas elsker Jan forlader hende, og hun synker ned i en midlertidig depression, hvorfra veninden Birgit forsøger at hente hende op igen. Sønnen Mikkel, der bor sammen med parret Anders og Tatiana, ønsker sig en forandring, men kan ikke rigtig få taget sig sammen til at finde en livsvej. Det uudtalte konfliktforhold mellem steddatteren Sarah og Martha forbliver uudtalt og direkte køligt. Og kun hos den lille, stadig umælende datterdatter Amalie fornemmer Martha en uforbeholden kærlighed.

Set udefra sker der altså ikke verdensomspændende skred i familie- og vennekredsen; men for hovedpersonerne er det en hverdag, der rummer lige netop så daglige bekymringer og uoverskuelige ikke sammenhængende tildragelser, som i de allerfleste romanlæseres liv.

I denne roman er der sat mere fokus på Mikkel Emils tanker, men det er stadig Marthas rolle at bære romanens fleste sider, og Christina Englund har dermed skabt et troværdigt kvindeportræt i lyst og nød.

Nogle af de andre personer savner mere substans og forbliver kun ude i periferien af romanen, men i det store og hele er det ikke spildte timer i lænestolen, selvom man er i selskab med helt almindelige mennesker.

Christina Englund: På den sikre side. 240 sider. 248 kr. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk