For første gang i knap 80 år viser Skovgaard Museet i Viborg en udstilling koncentreret om malerier af Niels Skovgaard (1858-1938). Det er lang tid i skyggen. Dermed er det allerede antydet, hvor velbegrundet titlen er: ”Niels Skovgaard – ud af sin brors skygge”.
Broderen er Joakim Skov- gaard (1856-1933), der med sin udsmykning af Viborg Domkirke placerede sig som en af sin generations førende kunstnere. Han betegnes som den ansvarlige og pligtopfyldende storbror og Niels Skovgaard som den drømmende og grublende lillebror. Joakim Skovgaard blev professor og senere direktør på kunstakademiet, mens Niels Skovgaard aldrig færdiggjorde sin uddannelse. Joakim Skov- gaard stod for en lang række offentlige udsmykninger. Niels Skovgaard fik færre opgaver, var ofte flere år om at udføre dem og tjente langt mindre end broderen.
Om Niels Skovgaard med det aktuelle initiativ hjælpes ud rollen som biperson, skal jeg ikke kunne sige. Men udstillingen i Viborg minder i hvert fald om, hvor meget han har at give. Og om, at han er alt for god en kunstner til at blive glemt inde i skyggen. I øvrigt suppleres indtrykket af ham på Vejen Kunstmuseum, der viser keramiske og skulpturelle værker af kunstneren.
Tilsammen præsenterer de to museer over 200 værker, deraf næsten 100 malerier.
På udstillingen kan man opleve Skovgaard-billeder fra hele hans liv, fra de første til de sidste – herunder det, han arbejdede på, da døden ramte ham, et værk med motiv fra den nordiske mytologi, lidt svært at forholde sig til i dag.
Endvidere får vi eksempler på hans religiøse billeder, for de tidliges vedkommende malet før hans bror begyndte at folde sig ud inden for dette felt. ”Kvinderne ved Kristi grav” (1886) er domineret af to lysende engle, der er til stede sammen med nogle ydmygt tilbedende kvinder. Det er klar tale!
Opstandelsen var et af Skovgaards tilbagevendende temaer, blandt andet i et billede fra 1919 – gennemstrømmet af et vældigt lys. Kristus strækker armene op mod dets kildespring, samtidig med at han vender ansigtet i samme retning.
Vi konfronteres med et kraftfuldt udtryk, troens verden som konkret virkelighed.
Fra de første malerår stammer et maleri, som jeg under rundgangen kom til at holde særlig meget af, ”Udsigt fra en bakke ved Knabstrup” (1884), et lille fordringsløst værk, skabt i den naturalistiske stil, der endnu på dette tidspunkt var kunstnerens. Det er et stemningsrigt midsommerbillede med blomstrende hyld og drivende sky, en frisk dansk sommerdag hjertegribende ægte gengivet – og i stor kærlighed. Landskabet er sådan set ikke noget særligt i sig selv. Men det er malet med et så levende nærvær, at det bliver noget særligt. Det er som en strofe fra en klassisk fædrelandssang.
Vesterhavet er et de centrale motiver. Niels Skovgaard besøgte det første gang i 1884, da han slog sig ned i Kærgård mellem Vejers og Henne Strand – og han vendte tilbage flere gange siden.
Hovedværket i dette afsnit er ”Eftermiddagssol over Vesterhavsdønninger i stille vejr” (1904), hvor naturalisme er blevet afløst af symbolisme. Det er ikke først og fremmest et bestemt hav, vi ser. Det er selve idéen om havet.
Solens genskin i det er evighedens, også dønningerne hører evigheden til. Noget drømmeagtigt præger sceneriet. Virkeligheden er ikke helt sig selv. Man kan også – med Niels Skovgaard – gøre gældende, at den er mere end sig selv. Tættere på sandheden. Under alle omstændigheder er det et billede, hvor det religiøse – for indirekte er det der – er af en helt anden karakter end i de tidligere nævnte, flertydighed har erstattet entydighed.
Vesterhavet kunne Skov- gaard på en måde også finde i Grækenland. Eller i hvert fald noget, der mindede ham om det. Det drejer sig om kvinder, der iført folkedragter danser i det tindrende lys på torvet i den lille by Megara – Niels Skovgaard så det i juledagene 1888. Om den oplevelse, det var for ham, skriver Hans Edvard Nørregård-Nielsen i sin bog ”Dansk kunst”:
”Deres lange bølgende kæder fik kunstneren til at mindes Vesterhavet, medens dens enstonige sang lød som brændingen.”
Udstillingen giver glimt af Skovgaards vedholdende arbejde med temaet, søgende dansens bølgende liv gengivet som et livfuldt ornament, fyldt med farver, blandt andet guld, silke og hvidt – og sat ind i en ramme af hverdagsliv tilsat pudsige detaljer. Motivet i dets optimale version (fra 1919), lysende af malerlykke, tilhører dronning Margrethe.
Nogle italienske motiver fra et besøg i Italien i begyndelsen af det 20. århundrede præges af kraftige farver og stor lysfylde. Et højdepunkt er et maleri som ”Kilden i kastanjelunden. Torre Pellice” (1908), hvor træerne med deres gyldne efterårsløv ser ud, som om de brænder. Vi er langt fra naturalismen, poesien har taget over. At gå ind i dette og lignende billeder er som at vove sig ind i en fortryllet skov uden at ane, hvor man ender.
Kunst i skyggen? Overhovedet ikke. Når man ser udstillingen, føler man tværtimod, at man har opsøgt i lyset.