Ud af børneværelset

Vigdis Hjorths roman ”Arv og Miljø” er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Og det forstår man godt, for det er en bog, som man ikke går upåvirket fra

Paradoksalt nok er det en ret morsom bog, fordi Vigdís Hjorth aldrig skåner sine hovedpersoner. –
Paradoksalt nok er det en ret morsom bog, fordi Vigdís Hjorth aldrig skåner sine hovedpersoner. – . Foto: Jens Panduro/ritzau.

Vigdis Hjorth er en af Norges mest elskede og omdiskuterede forfattere. Ikke bare i kraft af sine romaner, men også fordi hun i medierne åbenlyst træder ind på den arena, der ellers er forbeholdt mandlige forfattere: Hun tillader sig at fylde, vende alt det ud, der traditionelt set er skamfuldt – lige fra skiftende partnere til alkoholforbrug.

Med romanen ”Arv og miljø”, der udkom på norsk sidste år, gik medierne helt i selvsving. Først fik bogen bragende flotte anmeldelser, siden blev der stor diskussion om, hvorvidt Vigdis Hjorths roman lå for tæt op ad hendes eget liv, og om hun posthumt (hendes far var netop død) kunne tillade sig – igennem romanen – at anklage ham for incest.

Hjorth selv har understreget, at hun naturligvis, som alle forfattere gør, trækker på sine egne erfaringer, men at romanen er fiktion. Med hendes egne ord kan hun måske godt have dårlig samvittighed privat set, men forfatterskabet har det ikke.

Når hovedpersonens nære veninde i romanen indimellem taler i direkte Tove Ditlevsen-citater, så sender Hjorth også en helt bevidst hilsen til en modig kvindelig forgænger: ”Der er barndommens gade, sagde Klara, som er mit væsens rod.”

På romanens forside ser man to sommerhytter, og foran dem et træ med fire grene. To af grenene har farvede blade og strækker sig i samme retning, den tredje gren stikker helt af, mens den fjerde er savet over. Her har vi romanen i ét blik. Fire søskende, der står over for en arv, der blandt andet indbefatter to hytter på de attraktive øer Hvaler.

De har samme arv og miljø, kunne man forestille sig. Alligevel har forældrene bestemt, at det kun er de to yngste, der arver sommerhytterne, mens de to ældste vil få en mindre økonomisk kompensation. Mange vil kende de her opslidende arvesager, hvor det tilsyneladende handler om noget materielt, men i virkeligheden er nogle meget tidlige følelser af svigt og kærlighedssavn, der aktualiseres.

Den, der fortæller romanen er barn nummer to, Bergljot. Hun er i 50’erne og har de seneste 20 år kun haft sporadisk kontakt med sine forældre efter en frygtelig erkendelse af, at hun var blevet misbrugt af sin far, fra hun var fem-syv år:

”Jeg fik nogle mærkelige smerteanfald efter at have skrevet på en enakter om et kærlighedsmøde og gik tilbage for at se, hvad jeg havde skrevet før anfaldene, og læste denne sætning: Han rørte mig som en læge, han rørte mig som en far. Og det kom over mig som en lavine og ramte mig som et slag og som en besvimelse.”

Denne indsigt er der ingen i familien, der har villet høre på. Lillesøster Astrid, der ovenikøbet arbejder med politiske forsoningsprocesser, synes, at Bergljot skal rette ind nu og holde op med at være så besværlig: for mors skyld.

Men det er lige præcis, hvad Bergljot nægter. Hun vil ikke tie for hverken mors eller fredens skyld, hun vil ikke være med til at opretholde forestillingen om den gode familie. Hendes pointe er, at hun ikke vil være dobbeltoffer: først udsættes for incest og derefter ofre sin sandhed for familiens falske fred.

”Arv og miljø” er ikke en roman om et incestoffer, men en roman om den svære konstruktion, som familien er. Hvordan dens løgne og fortielser, men også alle dens andre fortællinger og rollefordelinger gør den til et meget komplekst og indimellem psykisk umuligt rum at være i.

Romanens specifikke familie har været styret med hård hånd af en patriark, men også af en mor, der på mange måder fik mig til at tænke på den mor-figur, som Suzanne Brøgger har skrevet om. Er der noget, der går mor på, så tager hun livet af sig – igen.

Romanen er som sagt fortalt af Bergljot. Hendes stemme er den nærmest forpustede og associativt strømmende, hun maser på, og hun bliver ved.

Jeg tænker på den danske forfatter Peer Hultberg, som også skriver om de tidlige svigt på en lignede næsten manisk kværnende måde. Som læser bliver man irritereret på Bergljot, og det er også en del af tekstens mening, for hermed peger Hjorth på en vigtig pointe:

”Man bliver ikke sød af at have det hårdt. Som regel bliver man ondskabsfuld af at have det hårdt.”

Og ligeledes kan ingen holde ud at høre på ofret i længere tid, fordi ofret altid vil minde en om, hvad man har gjort (eller undladt at gøre).

”Arv og miljø” kunne være en tung og traurig bog, men sådan skriver Hjorth ikke. Paradoksalt nok er det en ret morsom bog, fordi Vigdis Hjorth aldrig skåner sine hovedpersoner, og Bergljot er ikke den, der træder ind i landskabet med elegance.

Det er Karen Fastrup, der har givet Bergljot dansk stemme. Det gør hun godt. En lille ting: Ordet harnisk betyder raseri på norsk, men rustning på dansk, så det giver ingen mening, når Fastrup lader Bergljot ”skrive i harnisk”.

I forbindelse med udgivelsen af bogen i Danmark kommer Vigdis Hjorth til Folkemødet på Bornholm den 18. juni, til nOrd Nordisk Litteratur Festival i Helsingør midt i september samt til BogForum i BellaCenter i København i november.

Læs interview med Vigdis Hjorth her.