Udstilling med kvindelige kunstnere stikker i for mange retninger

Astrid Holm var i 1910’erne og 1920’erne en toneangivende kunstner. På Rønnebæksholm trækkes hun og hendes glemte kvindelige generationsfæller nu velfortjent frem i lyset

Blandt Astrid Holms bedste værker kan nævnes det berømte ”Rose dækker bord” (1914) – et koloristisk modigt maleri med en sort tjenestepige, som hun mødte på en rejse til de vestindiske øer. Der er en vidunderlig stemning i dette saftspændte maleri, der kan minde om Paul Gauguins (1848-1903) Tahiti-univers. I disse tider med Black Lives Matter-demonstrationer er det også en påmindelse om den danske kolonialisme. – Foto: Statens Museum for Kunst/Rønnebæksholm.
Blandt Astrid Holms bedste værker kan nævnes det berømte ”Rose dækker bord” (1914) – et koloristisk modigt maleri med en sort tjenestepige, som hun mødte på en rejse til de vestindiske øer. Der er en vidunderlig stemning i dette saftspændte maleri, der kan minde om Paul Gauguins (1848-1903) Tahiti-univers. I disse tider med Black Lives Matter-demonstrationer er det også en påmindelse om den danske kolonialisme. – Foto: Statens Museum for Kunst/Rønnebæksholm.

Skønt hun var en modernistisk pioner er Astrid Holm (1876-1937) stort set gledet ud i glemslen ligesom størstedelen af hendes samtidige kvindelige kolleger.

Heldigvis er der nu om dage større vilje til at ændre denne forfordeling af kvindelige kunstnere, skønt vi på det punkt halter noget bagefter vores nordiske nabolande. I det danske kunstsystem viser udstillinger med blandt andre Rita Kernn-Larsen (1904-1998), Aase Seidler Gernes (1927-2018), Ragna Braase (1929-2013) med flere en stigende interesse for disse oversete kunstnere, der nu hentes frem fra gemmerne. Og nu er Astrid Holm omdrejningspunkt for udstillingen ”Astrid Holm & Co.”, hvor værker af hende og hendes kvindelige generationsfæller sættes i dialog med nyere kunst.

Det er forunderligt, at ikke blot Astrid Holm, men også hendes noget mere kendte kunstnerkollega Ebba Carstensen (1886-1967) var langt mere synlige i deres samtid end i eftertiden. Det skyldes, at deres mandlige kolleger erobrede hele den modernistiske kanon og fik kvinderne skrevet ud af kunsthistorien. Det er kønsundertrykkelse af værste skuffe.

I efteråret viste Øregaard Museum i Hellerup udstillingen ”Astrid Holm & Co.”. Det er en udvidet version, man nu kan opleve på Rønnebæksholm ved Næstved, hvor den burde have skiftet titel til ”Astrid Holm & Co. i dialog med fem kvindelige samtidskunstnere”. Samtidskunsten får imidlertid udstillingen til at stritte i vel mange retninger. Billedet flimrer, fordi samtidskunstværkerne er langt mere pladskrævende og har en meget stærkere visuel udstråling end deres ældre kvindelige kollegers guldindrammede værker i salonformat, der bliver reduceret til perifere ytringer på væggene. Noget er der sandelig sket i de cirka 100 år! Men har den lille sydsjællandske kunsthal ikke haft tiltro til, at en fordybelse i de ældre kunstneres værker var tilstrækkelig til at lokke publikum til? Er det ikke – hånden på hjertet – en undertrykkelse af deres kunst her i anden udgave?

Udstillingens fjerde rum slår næsten benene væk under en. Her ses Helene Nymanns (født 1982) store, kridhvide hængeskulptur med titlen ”Aom, Aom, Your Body in my Room”, (1917). Værket er en kæmpemodel af menneskets hippocampus – den del af hjernen, som dirigerer vores rumlige hukommelse, og som også understøtter vores forestillingsevne. – Foto: Léa Nielsen.
Udstillingens fjerde rum slår næsten benene væk under en. Her ses Helene Nymanns (født 1982) store, kridhvide hængeskulptur med titlen ”Aom, Aom, Your Body in my Room”, (1917). Værket er en kæmpemodel af menneskets hippocampus – den del af hjernen, som dirigerer vores rumlige hukommelse, og som også understøtter vores forestillingsevne. – Foto: Léa Nielsen.

Foruden Astrid Holm og Ebba Carstensen rummer udstillingen også værker af islændingen Juliana Sveinsdottir (1889-1966) og den svenske maler Vera Nilsson (1888-1979) samt nogle stykker til, som er mere sparsomt repræsenteret. Juliana Sveinsdottir slog sig ned i København i 1909 og blev der indtil sin død. Svenske Vera Nilsson bosatte sig også i København – ”Nordens Paris” – under Første Verdenskrig, hvor byen blev et mekka for nordisk modernisme – dengang præget af såvel mandlige som kvindelige kunstnere.

Astrid Holm blev i 1925 udnævnt til Kunstakademiets første kvindelige underviser som leder af væveskolen. Ikke af malerskolen, som hun lige så godt kunnet have ledet i kraft af både sit store talent for at formidle den nyeste kunst og sin egen avantgardistiske kunst, der var inspireret af internationale strømninger. Men dengang kunne kunstparnasset ikke goutere en kvindelig underviser inden for maleriet, der endnu kun var de mandlige kunstneres domæne. Så var det enklere at lade hende lede en skole for typisk kvindeligt kunsthåndværk, som hun løftede til stor kunst. I kraft af sin stilling der fik hun afgørende indflydelse på en hel generation af kvindelige kunstnere, som vævede ved siden af at male. Allerede under Første Verdenskrig gav hun privatundervisning i sit hjem i Store Kongensgade i København. På det tidspunkt havde hun fået et navn og havde blandt andet udstillet solo på Den Frie. Her viste hun sig som Danmarks første fauvistiske maler, og anmelderne skrev begejstret om hendes talent for farver. Alt dette blev senere glemt.

Mange af disse pionerers motiver på udstillingen på Rønnebæksholm hidrører fra Horneby – en landsby nogle kilometer inde i landet fra den mondæne kystby Hornbæk, hvor disse kunstnere, der også var venner, slog sig ned og malede i det fri om sommeren. Her fokuserede de på blomster- og havemotiver, hvis ikke de malede landlige motiver som høns i hønsegården eller fugle i bur – en symbolsk fremstilling af den undertrykte kvinde? – foruden landskaber med marker og skov, som i deres fremstillinger får et avantgardistisk tvist med stærke, kontrastrige farver, tydelige penselstrøg, skæve beskæringer og stiliseringer. Der er også mange portrætter, som giver os mulighed for at se, hvor meget motiverne løsriver sig fra forlæggene. Der er mange fremragende værker, som gør indtryk. Det er nyt og vovet, tiden taget i betragtning. På nethinden toner imidlertid umiddelbart værker frem af deres langt, mere berømte mandlige kolleger, især Vilhelm Lundstrøm (1893-1950), Harald Giersing (1881-1927) og Edvard Weie (1879-1943). Det er udstillingens fortjeneste at dokumentere, at de kvindelige kunstnere var modige fuldblodskunstnere nøjagtig som deres mandlige kolleger, og at de gik planken ud.

Der skabes en forbindelseslinje fra Astrid Holms ”Rose dækker bord” (1914) til video- og performancekunstneren Jeannette Ehlers’ (født 1973) racisme- og kolonialismekritiske videoværk ”Black is Beautiful”, der vises i samme rum. – Foto: Léa Nielsen.
Der skabes en forbindelseslinje fra Astrid Holms ”Rose dækker bord” (1914) til video- og performancekunstneren Jeannette Ehlers’ (født 1973) racisme- og kolonialismekritiske videoværk ”Black is Beautiful”, der vises i samme rum. – Foto: Léa Nielsen.

Der, hvor mødet mellem samtidskunstnerne og deres ældre, kvindelige kolleger fungerer bedst på udstillingen, er i det første rum, hvor Mette Winckelmann (født 1971), som ejer et selvportræt (uden årstal) af Ebba Carstensen, går i dialog med sin ældre kollega. Her fremstår Carstensen lettere maskuliniseret stående ved staffeliet iført malerkittel og med paletten i hånden. Winckelmann har skabt et collageagtigt, fragmenteret tekstilværk i stærke farver. Det er angiveligt et selvportræt, hvor subjektet synes at være gået i opløsning sammenlignet med Carstensens monumentale malerinde. Winckelmann gengiver en flimrende gestalt i kølvandet på identitetspolitikken og de mange skiftende positioner, som subjektet indtager i cyberspace.

Men nu tilbage til hovedpersonen. Blandt Astrid Holms bedste værker kan nævnes det berømte ”Rose dækker bord” (1914) – et koloristisk modigt maleri med en sort tjenestepige, som hun mødte på en rejse til de vestindiske øer, der jo endnu var dansk på det tidspunkt. Den unge pige bærer en rosa kjole og er omgivet af en stor blomsterbuket i røde, orange og gule farver. På bordet i forgrunden ses en ananas og et æble. Der er en vidunderlig stemning i dette saftspændte maleri, der kan minde om Paul Gauguins (1848-1903) Tahiti-univers.

Men i disse tider med Black Lives Matter-demonstrationer er værket, som ejes af Statens Museum for Kunst, også en påmindelse om den danske kolonialisme – som Astrid Holm dog næppe kan have haft i tankerne, da hun malede billedet. Men en forbindelseslinje er hermed skabt til video- og performancekunstneren Jeannette Ehlers’ (født 1973) racisme- og kolonialismekritiske videoværk ”Black is Beautiful” i samme rum. Her kommenterer en række sorte nutidskvinder et fotografi fra 1900 af en ung, sort stuepige fra Sankt Croix, som er tvangsindlagt til at bære en hvid balkjole, hvilket hun tydeligvis er lige ved at sprænges af harme over.

Udstillingen er inddelt i syv tematiske rum, men også arealer uden for den smukke herregårdsbygning er taget i brug af Augusta Atla (født 1979), som i sine store akrylmalerier med titlen ”Ruiner” har dekonstrueret detaljer fra Astrid Holms malerier og sat dem op i stor skala, hvorved der opstår nye visuelle og grafiske udtryk, der fragmentmæssigt peger på erindringen som en brudstykkeagtig erkendelsesform. Dette udendørs rum fungerer også godt.

Mette Winckelmann (født 1971) går med selvportrættet til højre i dialog med et selvportræt af Ebba Carstensen (1886-1967). – Foto: Léa Nielsen.
Mette Winckelmann (født 1971) går med selvportrættet til højre i dialog med et selvportræt af Ebba Carstensen (1886-1967). – Foto: Léa Nielsen.

Udstillingens fjerde rum slår næsten benene væk under en. Her ses Helene Nymanns (født 1982) store, kridhvide hængeskulptur med titlen ”Aom, Aom, Your Body in my Room”, (2017). Da jeg så den første gang i Kunsthal Aarhus, troede jeg, at den forestillede en krop, der var spændt ud i en bue under et hysterisk anfald, i lighed med en række værker af den fransk-amerikanske billedhugger Louise Bourgeois (1911-2010). Men det viser sig at være en kæmpemodel af menneskets hippocampus – den del af hjernen, som dirigerer vores rumlige hukommelse, og som også understøtter vores forestillingsevne. Det er en spændende tilføjelse til problemstillingen om at erindre eller at glemme og blive glemt, som det var tilfældet for de ældre, kvindelige kunstnere, hvis værker i dette rum desværre bliver reduceret til tapet på væggene, fordi Nymanns værk tager hele opmærksomheden.

Der er som nævnt for mange tematikker, formverdener og dagsordener ude at gå på den ellers seværdige udstilling.

Udstillingen ”Astrid Holm & Co.” føjer sig til de mange udstillinger, som Rønnebæksholm gennem årene har vist, med kunst skabt af kvindelige kunstnere. Det er al ære værd. Men hvis man vil gå i dybden med dette oversete kapitel i dansk kunst, er der langt mere at hente i Hanne Abildgaards forskningstunge, men velskrevne, bog, der bærer samme titel som udstillingen, og som udfolder hele historien uden forstyrrende elementer. Hanne Abildgaard vender hver en sten i sin fremragende og grundige bog om Astrid Holm og hendes samtidige, så nye forskere kan fortsætte arbejdet, hvor hun slap.