Poker er et spil, der åbenbart fascinerer mange i disse år. Det spilles på mange planer fra drenge komsammener på kollegieværelser til eksklusive suiter på de fornemmeste hoteller. Der holdes sågar verdensmesterskaber i spillet, der ellers tidligere af mange blev forbundet med skumle baglokaler og whisky-tåger. Det var et spil for cowboyer og mafiafolk. Poker var the bad boy i kortspils-klassen, hvor bridge spilledes af pæne forstadsfruer og whist af de landlige.
Sådan er det ikke mere. Poker er blevet mainstream og kan endda spilles herhjemme online. Der er mange måder at tabe penge på.
Filmen ”Molly’s game” handler om pokerprinsessen Molly Bloom, der i 2014 udgav sine erindringer om sin tid som succesfuld arrangør af pokerspil i absolut luksusklasse. De hed intet mindre end ”The True Story of the 26-Year-Old Woman Behind the Most Exclusive, High-Stakes Underground Poker Game in the World.” (Den sande historie om den 26-årige kvinde, der stod bag verdens mest eksklusive, højrisiko hemmelige pokerspil).
Sande og sande? Hvornår er erindringer blevet sande?
Det er i hvert fald denne selvbiografi, der ligger bag filmen. Molly Bloom blev i april 2013 anholdt af FBI og sigtet for ulovlig spilvirksomhed og medvirken til hvidvaskning af blandt andet russiske mafiapenge. Det er en alvorlig sag.
Dér begynder filmen, og så skildrer den hendes valg af advokat og selve retssagen. Indimellem tages vi tilbage i hendes egen historie og i særdeleshed ind i hendes pokerverden med al dens mystik og mærkværdighed.
Det foregår på eksklusivt højt plan i luksuriøse omgivelser med smukke kvinder og fancy drinks. Der er rockstjerner, sportsfolk, erhvervsfolk af diverse typer, fine adelige guldske-drenge, mafiafolk og andre, som kan lægge tusindvis af dollars som startkapital.
Molly Bloom var oprindelig en ung, ambitiøs skiløber, der nåede toppen af amerikansk pukkelski, inden en skade tvang hende væk fra sporten. Hendes far, der er psykolog og professor, havde pacet hende frem, og deres forhold er noget anstrengt på grund af nogle svigt i hendes barndom.
Hun var som falleret idrætsstjerne kommet til Californien med det formål at læse jura, men inden ville hun tjene lidt penge og kom tilfældigt ind i ”pokerverdenen”. Først som assistent for en af de store drenge og siden som arrangør. Derfra kørte det med pokerspillene og narko- og alkoholoverforbrug.
Filmen er lang og alt for lang, men ikke lang nok til rigtig at komme ind under huden på Molly, hvis det er det, vi skal.
Instruktør Aaron Sorkin siger, at det er kvinden, der fascinerer ham, og ikke så meget pokermiljøet. Jeg synes ellers nok, at det er interessant. Hvorfor spiller mænd – og det er mænd – hundredtusinder af dollars væk på en nat? Hvordan kan man undgå at vide, at der er ulovligheder forbundet med miljøet? Hvorfor vil man ses og være i det miljø?
Molly Bloom får en overraskende dom til sidst. Det er faktisk det mest interessante ved historien, men hvad lærer hun så af det?
Tja... jeg tror, at jeg vil svare, som Niels Helveg engang svarede, da han blev spurgt om, hvem han gerne så som formand for socialdemokraterne: Tja, bum, bum, bum.
Det er problemet med filmen. Man tænker på vejen ud af biografen: og hvad så? Det game er vist ikke lige mig.