Ud at løbe med Haruki Murakami

Den verdensberømte japanske forfatter Haruki Murakami har løbet i mange år, også hinsides maraton-distancen. Nu har han skrevet en bog om, hvad løbet har betydet for ham

Motionsløb kan være mere end blot en tur i skoven, som denne herre er på. Forfatteren Haruki Murakami opstiller mange paralleller mellem at løbe og skrive. Selv løber han så vidt muligt hver dag. –
Motionsløb kan være mere end blot en tur i skoven, som denne herre er på. Forfatteren Haruki Murakami opstiller mange paralleller mellem at løbe og skrive. Selv løber han så vidt muligt hver dag. –. Foto: .

Det er ikke mange år siden, at det almene billede af forfatteren var domineret af Hemingway-mytologien: En forfatter levede et hårdt liv, det var smøgen i den ene hånd og whiskysjussen i den anden, det var eventyr og udskejelser, det var de indre dæmoner, der hver nat blev sat stævne og nedkæmpet ude på dødsruten. Det med at skrive var nærmest noget, forfatteren gjorde henkastet, når inspirationens bæger til sidst var blevet så fuldt, at det måtte løbe over.

Mytologien har kun begrænset berøring med virkeligheden. Langt de fleste forfattere har levet et ret disciplineret og regelmæssigt liv det meste af tiden. Ellers kan det slet ikke lade sig gøre at skrive. I hvert fald ikke at skrive godt. Alligevel ville billedet af en motionsløbende forfatter have forekommet latterligt for ikke så mange år siden.

Men nu er han her. Helt i pagt med, at tidsånden er svunget om fra det udskejende til det sunde og kontrollerede. Japanske Haruki Murakami er en af verdens mest interessante forfattere, en af mine personlige Nobelpris-favoritter og heldigvis fyldigt oversat til dansk. Nu har han skrevet en bog om at løbe.

Og faktisk handler den relativt meget om dette med at løbe. Det er ikke en slags sidelæns erindringer, hvor han får fortalt sin livshistorie med løbet som påskud. Lidt får man dog at vide om hans liv. Men intet om hans forfatterskab. Nogle af titlerne nævnes, og hvornår han skrev dem, men der uddeles ingen fortolkningsnøgler til hans litterære univers. I sagens natur er der dog en del beskrivelser af hans praktiske forfatterliv. Når han ikke løber, skriver han jo. Konen er også med. Hun optræder som et behageligt og lidt anonymt skyggevæsen, der står og venter på ham ved målstregen og bliver bekymret, når han ikke dukker op i den formodede tid.

Murakami løber så vidt muligt hver dag. Han lader aldrig være på grund af travlhed. For hvis travlhed var et argument, ville han aldrig komme til at løbe. Det er ikke noget, man bør forhandle med sig selv om. For der er altid en masse gode grunde til ikke at løbe.

Han opstiller mange paralleller mellem at løbe og at skrive. Det er hårdt at være forfatter. Også fysisk hårdt, selvom man ikke umiddelbart skulle tro det. Men som det også gælder for skak- og pokerspillere, kræver det en overlegent god fysik at kunne sidde stille og være meget koncentreret i mange timer. Uden talent bliver man ikke forfatter. Men det er ikke nok, skriver Murakami. Det kræver også fokus og indøvelse i tålmodighed. Ganske som løb. Det kræver hårdt arbejde og indædt vilje at træne sig op til maraton og endnu længere distancer.

Den unge Murakami havde det med at tage på i vægt i de intense skriveperioder. Han røg også 60 cigaretter om dagen. Det her er ikke godt for mig, tænkte han. I hvert fald ikke, hvis jeg vil have et langt liv som forfatter. At begynde at løbe hjalp ham til at holde vægten og kvitte røgen.

Alligevel er løbet ikke helt uden forbindelse til den gamle forfattermytologis om rus og metafysiske grænseerfaringer. Især ikke ekstremløbet som Murakami også har dyrket. Her kan man virkelig bringe sig selv over i ukendte tilstande og presse sig selv op imod det umulige. Og det er lige så dramatisk og farligt som at tømme whiskeyflasken.

Sit første maraton løb Murakami i 1983, og han valgte den klassiske rute bare bagfra. Han startede i Athen og løb ud til byen Marathon. Han giver en meget malende beskrivelse af denne debut, som ikke var helt gennemtænkt. Det var nemlig højsommer i Grækenland, og selvom han starter i den årle morgen, når varmen at blive kvælende. Sveden bliver svitset af hans krop af solen, og saltet svider overalt på huden

Senere følger en lige så dramatisk skildring af en endnu større udfordring: at løbe et 100-kilometer-løb, der tager en hel dag, fra morgen til aften. 11 timer og 42 minutter. Enhver del af hans legeme gør skrigende ondt efter tur. Han tvinger sig selv til at tænke: Jeg er en maskine, jeg er ikke et menneske, jeg behøver ikke føle noget. Mod slutningen når han over i en særlig trance, som om han var på automatpilot og kunne have løbet endnu længere.

På det mere dagligdags plan repeterer Murakami alle de kendte fordele ved løb som motionsform i vores travle og individualistiske tidsalder: Det er nemt at praktisere, man bestemmer selv, man skal ikke konkurrere eller samarbejde med andre, man konkurrerer med sig selv. Men denne kamp kan man også tabe. De fleste, der begynder at dyrke løb, kender til det tab af motivation, der kan indtræffe på givne tidspunkter. Som med andre store beslutninger i livet, der rent faktisk lykkes, for eksempel vægttab og rygestop, er det uforligneligt i starten. Det er en heroisk fase. Hver dag er en sejr, og hver dag rummer dermed sin belønning. Senere kan der komme noget frugtesløst over det. Nu er det jo normen, at man ikke ryger, ikke er overvægtig og så videre. I værste fald kan det være svært at fastholde det, der blev vundet. I bedste fald bliver det hele lidt selvfølgeligt og ikke længere en kilde til (selv)glæde.

I løbet kan man for eksempel nå et punkt, hvor man bare ikke kan få bedre tider eller ikke orker den indsats, der skal til for at løbe længere distancer. Efter at have løbet et meget langt løb blev Murakami ramt af en sådan "runners blues", som han beskriver indgående i al dens tristesse.

Og som det dog også generer ham, at han med alderen han er født i 1949 og har løbet i mange år kommer til at løbe langsommere. Han plejede at kunne løbe en maraton på treenhalv time. Så bliver det tre timer og 40 minutter. Og uafvendeligt går det opad mod fire timer. Det er ikke godt. Til sidst begynder han at interessere sig mere for triatlon, dvs. løb, svømning og cykling, end for maraton. Heldigvis får han lysten tilbage.

En af de ting, der er ved løb, måske især når man begynder at løbe sent, er, at det føles som en måde, hvorpå man udfordrer, trodser og besværger døden og det fysiske forfald.

Men det er jo kun en udskydelse. Fysikken og forfaldet melder sig alligevel før eller siden. Tiden er herre, som Murakami skriver. Den kan man ikke løbe fra. Han håber dog, at han og løbet kan blive gamle sammen. Og at der på hans gravsten kan stå: "At Least He Never Walked."

Haruki Murakami: What I Talk About When I Talk About Running. A Memoir. 180 sider. Knopf New York.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Foto: .