Ud & se - med Claude Monet

ARoS kører på skinner. Den store efterårssatsning ”Monet - Lost in Translation” er en enestående mulighed for at opleve impressionistiske originalværker

Lyden af togfløjter og parisiske parkbænke er blandt effekterne på udstillingen, der viser en række uvurderlige impressionistiske mesterværker med Claude Monet som centrum.
Lyden af togfløjter og parisiske parkbænke er blandt effekterne på udstillingen, der viser en række uvurderlige impressionistiske mesterværker med Claude Monet som centrum. . Foto: ARoS.

Man håber på 175.000 besøgende til udstillingen, oplyser direktøren, som har arvet projektet fra sin forgænger. Det har taget fire år at komme i mål. Så vanskeligt er det at vriste disse ubetalelige klenodier ud af samlernes og museernes faste greb.

Impressionisternes værker er blevet eksponeret, reproduceret, fortolket og fortalt i en sådan grad, at den oprindelige mening er gået tabt. De er blevet ”lost in translation” med en direkte henvisning til instruktøren Sofia Coppolas komediedrama fra 2003 om rodløshed, ensomhed og meninger, som går tabt, når man forsøger at oversætte dem fra japansk til engelsk.

Man ænser knap nok Claude Monets (1840-1926) høstakke, broer eller åkander, når man ser dem på plakater, postkort, tapeter eller kagedåser. De er blevet trivielle. Heldigvis begyndte dette reproduktionsmisbrug først efter hans død. Han ville uden tvivl have betakket sig for at blive folkeeje på dén manér.

ARoS forsøger meget prisværdigt at rette op på denne visuelle nedslidthed, denne verdensomspændende, kvælende kærlighed til impressionismen og bestræber sig på at lave en anden udstilling end den klassiske: Man vil fortælle historien igen, så vi kan opleve den radikalitet, ja, den skandale, som impressionisternes værker vakte i begyndelsen, det vil sige i 1870'erne.

ARoS erkender, at kan man ikke blive en aarhusiansk aflægger af Ny Carlsberg Glyptotek eller Ordrupgaards Malerisamling, som har værker af disse kunstnere i deres samlinger, så kan man i det mindste indramme dem med et effektivt ARoS-greb, der får os til at se ordentligt efter.

Alt bevæger sig i den moderne tid. Industrialiseringen breder sig, og verden bindes sammen af nye transportmidler, blikvinklerne ændres, man flanerer anonymt med sit begærende blik i de parisiske gader, og aviserne og den nyopfundne telegraf sørger konstant for at bringe nyheder til torvs.

Den gamle, kendte verden, hvor alt var på sin faste plads, er forsvundet for altid. Billedkunsten skulle ikke længere levere detaljerede, mimetiske virkelighedgengivelser. Fotografiapparatet var opfundet og kunne gøre dette meget mere præcist. De unge kunstnere måtte finde nye veje. Impressionisterne, især Monet, Renoir og Pissarros eksperimenterede med en helt ny penselteknik af bittesmå, kommaagtige strøg, som fanger et samspil af atmosfæriske farvebrydninger, der er langt rigere og mere kompliceret, end man hidtil havde kendt. De fandt motiverne i deres hverdag både i storbyen eller typisk ved floder og kyster og i havnene - så langt som det nyopfundne damplokomotiv kunne bringe dem ud. Dermed gjorde de op med den akademiske kunst, som dyrkede historien eller mytologiens ophøjede motiver.

Der er sat typiske parisiske parkbænke frem, som publikum kan benytte på deres tur gennem udstillingens syv rum. Rejsen begynder på et torv i Paris med plakatsøjle og aviser til børn og voksne, som fortæller bredt og levende om impressionismens idéhistoriske og samfundsmæssige forudsætninger. Så kører vi af sted i damplokomotiv fra Perron 1 og oplever den franske horisontlinje ud af vinduet, sådan som impressionisterne malede den. Dernæst lærer vi impressionisternes foregangsmænd fra Barbizon-skolen at kende. Her ses værker af Camille Corot, Théodore Rousseau, Narcisse Virgilio Diaz med flere. De malede uden for atelieret i den frie natur. Det kunne de i kraft af den nyopfundne tubemaling.

I de næste rum oplever vi storbyen Paris som en myldrende baggrundskulisse. Desuden vandlandskaberne, floderne og kysterne, hvor konturerne opløses, og himmel og hav undertiden står i et. Her er det interessant at studere, hvordan forskellige kunstnere skildrer det samme motiv: Klinten ved tretat ud til Atlanterhavet med den karakteristiske, naturlige stræbebue, som synes at holde hele klinten på plads.

Dernæst går vi ind i en såkaldt black box og møder udstillingens kronjuveler i et næsten mørklagt rum. I baggrunden stemningsskabende, strømmende og drømmende musik af Debussy fra en gammel film om Monet, som maler i sin berømte have i Giverny. I den sorte boks hænger Monets ikoniske malerier: London-broerne, åkandebillederne og sidst, men ikke mindst, høstakkene og en enkelt solopgang fra 1865.

Det sidste rum er lidt af en gimmick: Det er et venteværelse hos tandlægen, hvor der hænger en Monet-kalender på væggen, men meget overraskende også et originalværk af en høstak. Her kan man få syn for sagn og opleve den himmelvide forskel, der er mellem en fad reproduktion og den ægte kunst.

De fleste seriøse museer laver udstillinger, som på den ene eller anden måde forholder sig til samlingen. Det er svært at se, hvad ARoS vil med udstillingen i så henseende, da museet danner ramme om forskning i og formidling af den moderne kunst og samtidskunsten. Man tænker, at det er en strategisk måde at få så mange som muligt gennem tælleapparatet i en tid, hvor de offentlige tilskud konstant skæres ned.

Men ARoS er tilgivet. Man har lavet en spændende, teatralsk iscenesættelse af nogle stadig ganske enestående og sansestærke originalværker, som bærer det hele hjem.

kultur@k.dk

Claude Monets ”Akander”, 1908, som kan ses på udstillingen.
Claude Monets ”Akander”, 1908, som kan ses på udstillingen. Foto: Musee de Vernon