Kunstnere har altid søgt mæcenernes gunst. I romantikken fik de fortrinsvis midler eller stipendier af kongen og adelen, som gjorde det muligt for dem at rejse ud og søge inspiration og få den store, europæiske dannelse ind under huden. Denne mæcenvirksomhed blev i industrialismens æra overtaget af entreprenante og kulturelt interesserede erhvervsfolk.
Cigarfabrikanten Heinrich Hirschsprung (1836-1908) var en af datidens største mæcener. Ikke nok med, at han samlede på kunst fra især sin samtid, han støttede også kunstnerne økonomisk – navnlig P.S. Krøyer, som i kraft af hans rundhåndethed kunne tiltræde sin første store udlandsrejse til Frankrig og Italien i 1877. Her lærte han dels friluftsmaleri, dels at male sine karakteristiske blåtonede malerier, som han senere specialiserede sig i på Skagen.
I Paris var han en af de mange danske malere, der modtog undervisning af den fremtrædende maler Léon Bonnat, der var inspireret af barokmaleriet, og som udviklede et valørmaleri, hvor man anvender ganske få farver i forskellige valører.
Krøyers rejse er en del af udstillingen ”Udlængsel” på Den Hirschsprungske Samling i København, som er en forfriskende ny vinkling eller andet blik på den fantastiske kunstsamling, som museet rummer. Der er dermed ingen indlån, hvilket naturligvis ville have gjort udstillingen mere interessant. Derfor kun fire stjerner. For nogle år siden så jeg udstillingen ”Wanderlust” i Alte National Galerie i Berlin, som var en langt mere omfattende og ambitiøs udstilling, men lidt har også ret: Alle værkerne i de smukke sale i Stockholmsgade er seværdige. Også temaet er højst aktuelt i denne coronatid, hvor flere end nogensinde har holdt ”staycation”, og masseturismens foretrukne storbyer såsom Venedig, Rom, New York, Paris og London – ligesom vores egen hovedstad – for første gang i årtier er blevet givet tilbage til deres egne borgere.
På udstillingen rejser vi ud med både meget kendte og mindre kendte kunstnere som Thorvald Niss (1842-1905), der har skabt en række pragtfulde malerier af havet, som på hans tid endnu var en af de vigtigste transportveje. Han skildrer også det kølvand, der følger efter en af datidens nye dampskibe, ligesom han i sit maleri fra Grenen har fundet motiv i en enlig strandvandrer, som er fanget i elementernes vold. Det samme kan siges om maleriet af Atlanterhavet i hårdt vejr – her er havet ubønhørligt. Også Holger Drachmanns to blyantsskitser af ituslåede skibsskrog efter en orkan i 1902 viser hans optagethed af havet. I det første rum bemærker man i øvrigt P.S. Krøyers vidunderlige blålige olieskitser fra Amalfikysten, hvor lyset spiller i havoverfladen og kystlinjen, så det fremstår mere levende end på film. Disse henrivende olieskitser blev til på Krøyer-parrets bryllupsrejse til Italien i 1890.
De fleste af udstillingens værker er naturligt nok af Krøyer, der var Hirschsprungs yndlingskunstner. Det gælder også det ikoniske blålige stemningsmaleri af Krøyerparret ”Sommeraften ved Skagens Strand” fra 1899, der formodentlig var bestilt af Heinrich Hirschsprung. Nævnes skal også det mere socialrealistiske og barokinspirerede maleri ”Italienske landsbyhattemagere. Sora” fra 1880 – fra Krøyers første store rejse i årene 1877-1881. Se, dengang var der tale om rigtige rejser – det vil sige, at man for det første rejste langsomt og for det andet fik mulighed for at suge alle indtrykkene til sig over et meget langt tidsforløb. Ikke som nutidens masseturisme, hvor man nipper kort og overfladisk til det eksotiske.
En del portrætter af ”eksotiske mennesker”, som malerne mødte på deres rejser, kan også opleves. Der er værker af Emilie Mundt (1842-1922), der malede i Paris og München, og af Augusta Dohlmann (1847-1914), hvis realistiske portræt ”En italienerinde med rødt tørklæde” fra 1891 er en stærk og også solidarisk monumentalisering, om ikke heroisering, af et almindeligt, men stolt hverdagsmenneske.
Der er således mange store kunstoplevelser – også overraskende nye for denne anmelder – på den ellers ret beskedne udstilling, som udspiller sig i museets to centrale sale.
Kunstsamlingen blev i 1902 skænket den danske stat af Heinrich og Pauline Hirsch-sprung, og museet blev åbnet i 1911.
Ægteparrets hjem var samlingspunkt for tidens fremtrædende kulturliv. Her kom og gik også kunsthistorikerne Julius Lange og Emil Hannover, foruden nævnte P.S. Krøyer, desuden Wilhelm Marstand, F. Vermehren og mange andre. De førstnævnte to påvirkede i høj grad Hirschsprungs kunstneriske smag.
Også i dagens Danmark interagerer væsentlige dele af kunstscenen med erhvervslivets topfolk, selvom det velhavende borgerskab for godt 100 år siden generelt var mere kulturelt interesseret, end det er tilfældet nu. Der er i dag kommet nye konkurrenceparametre til såsom film, radio og tv.