Da jeg blev forstander på Askov i 2018, blev jeg kaldt den første kvindelige forstander på den traditionsrige og engang meget indflydelsesrige højskole, men selv opfatter jeg mig som den anden. Der var nemlig Ingeborg Appel, som i praksis ledede Askov Højskole for 100 år siden, mens hendes mand, Jacob Appel, var minister i København. Og det må hun jo have gjort godt, siden hun fik lov at blive ved med det.
Det siger noget om, hvad de seneste 100 år har bragt os. Mennesker har mere lige chancer og muligheder uanset baggrund eller køn. Men det siger også noget om de seneste 100 år, at det tog betydeligt længere tid at få en statsminister, der var kvinde, end en statsminister, der kom fra arbejderklassen.
Én historie om det 20. århundredes dannelse er historien om, hvordan idéen om det folkelige manifesterer sig og folder sig ud.
Her i Danmark er det i høj grad Grundtvigs tanker, som først for alvor slår igennem efter hans død, hvor vi ikke kun har folkelighed af navn, men også af gavn.
Hvor højskolebevægelse og andelsbevægelse er med til at præge Danmark til det, der efterhånden bliver til en velfærdsstat.
Hvor almuen bliver til en samfundsbærende og forholdsvis velstående middelklasse og nu betegnes som folket.
Hvor det spæde folkestyre med parlamentarismen og kvinders valgret bliver et rigtigt demokrati.
Hvor det gamle godsejerparti Højre bliver til Det Konservative Folke parti, mens vi på den modsatte fløj får Socialistisk Folke parti.
Og hvor vi får en fælles dansk identitet, vi kan læne os op ad og holde i live gennem fælles sange, fortællinger og fælles mødesteder som for eksempel foreningslivet.
Meget af dette bygger på tanker fra 1800-tallet, men det blev først fælles vilkår og fælles dannelse i det efterfølgende århundrede. Grundtvigs højskole- og folkelighedstanker er siden blevet eksporteret til blandt andet Japan og Indien, men som tænker har han ikke sat så tydelige spor internationalt som Norden. Her i Grundtvigs fædreland er det særligt markant, hvordan vi får tanken om et folk med en fælles skæbne, som rent politisk kan være indbyrdes rygende uenige, men alligevel altid kan synge sammen.
Men sideløbende med historienom folkets epoke og det stadigt mere lige samfund er det 20. århundrede også en periode, hvor vi ser en degradering af mennesket. Der sker et kolossalt fald fra tiden omkring år 1900, hvor alle var overbevist om, at mennesket bliver stedse dygtigere, bedre og klogere, til den desillusion, som verden står med 45 år senere med to verdenskrige og en afgrund af fortrædeligheder bag sig. I Tyskland kan man ikke længere tale om folket på dén måde, man kunne før, for under nazismen blev folkelighedstanken radikaliseret så voldsomt, at den blev uspiselig.
Omkring år 1900 var der en tro på det individuelle og på, at de store absolutters tid var forbi. Indflydelsesrige stemmer som filosoffen Friedrich Nietzsche, naturvidenskabsmanden Charles Darwin og psykoanalytikeren Freud forsøgte at tale et nyt og moderne menneskesyn og en dybere forståelse af menneskets psykologi frem, som jeg dog personligt finder problematisk på flere punkter. For eksempel skabte Freud en forståelse af, at kvinder reagerer på en anderledes, mere hysterisk måde end den rigtige, det vil sige mandlige, måde at reagere på.
Men allerede Første Verdenskrig blev et syndefald for al fremskridtsoptimismen, og til gengæld et gennembrud for idéen om, at den personlige historie kan fortælle noget alment. En forfatter, som efter min opfattelse betyder meget her – også mere end hun af sin samtid fik mulighed for at udfolde – er Tove Ditlevsen. Livet igennem skrev hun sit eget liv igennem om og om igen, og hver gang på en lidt anden måde, og hun kom derved til at vise, at historien er fortolkning og fortælling, altid præget af den tid, man skriver i.
Var optimismen afløst af desillusion og fortællingen om folket som fællesskab af den personlige fortælling i mellemkrigstiden, så blev det endnu mere udtalt i ruinerne efter Anden Verdenskrig, og her stod man tilmed midt i en kold krig fyldt med angst for, at menneskeheden kunne gå til grunde i atomkrig.
Desillusionen er til stede hos en efterkrigstænker som Hannah Arendt. Menneskeheden havde fået flået skindet helt af, og nu måtte man prøve at flikke stumperne sammen til et tæppe igen ved at etablere nogle forpligtende fællesskaber som FN, Nato og EU. I Danmark har vi også en tænker, K.E. Løgstrup, som tager konsekvensen af desillusionen. Han mener, at vi alle må erkende, at der altid vil være en magtrelation på spil, hvor der er mennesker sammen. Vi er altid afhængige af, hvordan relationen er, om vi udnytter, afviser eller hjælper hinanden. Derfor bør vi tage vare på hinanden og sikre, at vi behandler hinanden ordentligt. For selvom vi har vores individuelle frihed, så er vi nødt til også at have en etik, ikke bare en konstatering af, hvordan vi er, men en fordring om, hvordan vi bør være.
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej,” skrev Løgstrup i 1956 i ”Den etiske fordring”.
Ud over at kvinder og menneskerfra lavere sociale lag op gennem det 20. århundrede får flere muligheder og større indflydelse, så er det markant, hvordan teenageårene og ungdommen i denne periode bliver dyrket stadigt stærkere.
Tove Ditlevsen har ellers i sine digte en erkendelse af, at ungdommen ikke er så særlig, og at vi som mennesker bærer alle aldre med os, men med 1960’ernes musikdyrkelse og ungdomsoprør bliver der sat lighedstegn mellem det at være ung og det at være fri. Det statement er ikke holdbart, men alligevel et, der fortsat præger verden. Selve det at være ung ses som helt fantastisk og bliver idealiseret i en sådan grad, at det kan være helt umuligt at være i som ung i dag.
Et sidste markant årstal, som på en måde runder det 20. århundrede af, er 1989, hvor Berlinmuren falder, og vi får en afslutning på Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og den kolde krig, der har ligget som én lang periode på 75 år med krig, angst og desillusion.
Sådan kan århundredet ses som en klassisk dannelsesfortælling med formen hjem-ude-hjem. Engang var mennesket frit og optimistisk, så kom alle krigene og fortrædelighederne, inden friheden kunne folde sig ud igen. Men lærte vi noget undervejs?
Det er en lære af det 20. århundrede, at vi er individer, men vi kan mere i fællesskab end alene. Fra tænkere som Hannah Arendt og K.E. Løgstrup lærer vi, at vi er nødt til at have en fælles dannelse, nogle overordnede normer og universelle menneskerettigheder, så vi kan holde hinanden i skak. Det er ikke lige meget, hvilke personlige værdier vi har. Vi er nødt til at se på hinanden med tillid og kærlighed, ellers ender vi i nihilisme og meningsløshed.