Da Hans-Jørgen Nielsens i 1963 udgav sin haiku-antologi med japanske haikudigte som et forsøg på at lancere en enkel og sansenær poesi som modsætning til den verserende psykologisk og stilistisk komplekse modernisme, anede han næppe, hvilken enormt efterliv denne digtform skulle få i Danmark. Ganske vist havde man på dette tidspunkt allerede set en række tilnærmelsesvise anvendelser af formen hos verdenslyrikere som Ezra Pound, René Char, Ivan Malinowski og Tomas Tranströmer, men disse spredte tendenser er dog intet kvantitativt i forhold til, hvad man har oplevet i dansk litteratur i de sidste årtier. Her har man fået haiku eller hele samlinger af sådanne af digtere som Lone Munksgaard Nielsen, Suzanne Brøgger, Simon Grotrian, Peter Laugesen, Kaspar Kaum Bonnén, Jakob Brønnum, Bo Lille og Lars Mønster, et udvalg af den klassiske haikumester Matsuo Basho, samt en diger haiku-antologi med 25 digtere fra ”Dansk Forfatterforenings haikugruppe”.
I denne voldsomme bølge af haiku udkommer Erik Henriques Bings ”Blæst ned i universet”, der ligesom de fleste andre nyere haiku-digtere synes at have følt sig tilskyndet til at bruge denne form, fordi den med sine 17 stavelser fordelt på tre verslinjer med fem, syv og fem stavelser lægger op til det korte, prægnante og koncentrerede udtryk. Hvad angår indholdet i haikudigtene, der efter de klassiske forskrifter skal sætte en konkret sanset detalje i universel belysning, så afviger Bing derimod radikalt fra normen, da indholdet af hans tekster oftest er særdeles privat.
I Bings haiku-samling fortælles der om et liv som jøde i Danmark fra hans opvækst som flygtning i Sverige under krigen til hans liv som forfatter af en lang række bøger, der specielt har koncentreret sig om de danske jøders historie. Desuden er der en række afsnit i bogen med titler som ”Digtere”, ”Musik og maleri”, ”Smil” og ”Kosmos og tro”, hvor Bing ytrer sig om næsten alt mellem himmel og jord.
Bedst i bogen er en række tekster, der er prægnante, sjove og underfundige i deres skæve vinkler på tilværelsen og overraskende stilbrud. Det gælder for eksempel dette haiku: ”Evolutionen / gav os store hjerner og / smag for HANSENS IS”.
Og denne: ” Uden kærlighed / dør jeg. Så ræk mig din hånd, / sosu-assistent”.
I andre tilfælde er pointerne i teksterne ikke så interessante og grænser ofte til det snusfornuftige og banale som de følgende fire haiku:
”Holger Fortolker / og Kloge Aage – eller / min intuition?”, ”Solen og Månens / natur og kvindens ditto / er mig en gåde”, ”Han og hun er hen/ rettet af kønsforskerne / Nådesløst nysprog” og ”Søren Kierkegaard / var antisemit – Peter / Tudvad slår det fast”.