Indimellem kunne man godt ønske sig, at tiden stod stille. Tanken opstår ofte, når man af den teknologiske udvikling bliver tvunget til nye smarte løsninger. For eksempel, når man er nødt til at købe en ny og bedre mobil for at kunne passe sit arbejde eller måske bare for at kunne betale for en parkeringsplads. Men hvad ville der ske, hvis tiden virkelig stod stille?
Den forestilling har Solvej Balle sat sig for at undersøge i stor skala i romanen ”Om udregning af rumfang”, der falder i syv dele. I det første bind, der udkom tidligere i år, mødte man antikvarboghandleren Tara Selter, der oplever, at hun af tiden bliver fanget på en dag i november. Morgen efter morgen vågner hun op til den selvsamme dag. Alle andre mennesker end Tara gør præcis det samme, de gjorde dagen før. Det er grundidéen i fortællingen.
På overfladen klarer Tara Selter sig fint. Hver morgen, når hun vågner op til den 18. november, står der præcis det samme antal penge på kontoen som dagen før. Så hun mangler ikke noget i materiel henseende.
Ikke desto mindre er det psykologisk udfordrende for hende at opleve den samme dag hver dag. Tara forstår ikke, hvad der foregår. Og gentagelsesmønstret påvirker i høj grad hendes bånd til andre mennesker negativt. Hendes nærmeste deler jo ikke hendes erfaringer af gentagelsen. Så hver dag skal hun forsøge at overbevise dem om, at hun har ret. Det bliver hun nedtrykt over.
Hendes kæreste forstår basalt set ikke hendes nye liv. Og Tara leder intenst efter muligheder for at komme ud af sit tidslige bur og vende tilbage til den velkendte fremadskridende tid, men lige lidt hjælper det. Hun er fanget i tiden.
I bind to, der nu er udkommet, fortsætter beretningen om Taras evige gentagelse af den 18. november. Hun har nu genoplevet den samme dag 368 gange. I det nye bind får man gradvis et mere præcist indblik i hendes fortid, herunder hendes opvækst med en engelsk mor og en belgisk far. På den måde arbejder Solvej Balle videre med portrættet af sin karakter og tilføjer lag på lag af psykologiske nuancer.
Efterhånden, som man læser sig gennem bindet, reflekterer man uvilkårligt over det spørgsmål, der allerede rejste sig i forbindelse med første bind, nemlig hvordan man skal fortolke romanen og mere specifikt motivet af gentagelsen af tiden.
I den forstand minder Solvej Balles fortløbende roman om hendes centrale samling af fortællinger ”Ifølge loven – fire beretninger om mennesket” (1993), der også fremkaldte væsentlige gåder i læserens bevidsthed. Når man ønsker at komme i dybden med sin forståelse af den nye roman, er det relevant at lytte til Tara Selters refleksioner over sin egen situation. Hun forklarer:
”Omkring mig går mennesker på arbejde. De åbner butikker og bevæger sig mod metrostationer, de går i formationer, de har retninger, de bliver trukket af sted, men det, der trækker i dem, kan jeg ikke mærke selv, det er en snor, jeg mangler, det er noget, jeg ikke er den del af. Jeg kan ikke få fat.”
Det, der beskrives her, er et menneske, der oplever en manglende forbindelse til livet. Menneskene omkring Tara Selter er på vej forskellige steder hen. De har et formål med deres liv. Det har Tara Selter ikke længere. Det er meningsløst for hende at forsøge at udføre sit arbejde, der består i at opkøbe sjældne gamle bøger med henblik på videresalg. For hver morgen bliver hendes verden jo nulstillet og er den samme som før.
Samtidig har hendes familie ikke mulighed for at forstå dybden af hendes desperation. Der er ikke noget håb forude. Og derfor resulterer tabet af fremtid i et tab af eksistentiel mening.
Med det andet bind af sin store roman ”Om udregning af rumfang” fortsætter Solvej Balle modigt og ufortrødent sit arbejde med at afdække Tara Selters erfaring af at leve ude af trit med tiden. Når man efter endt læsning samler bogen op igen og begynder forfra med en sikker viden om, hvad der sker undervejs i bindet, kan man give sig selv lov til at fokusere på formen. Og så må man glæde sig over skønheden i det enkle og alligevel nuancerede sprog, Solvej Balle har mejslet frem til sin læser. Fortsættelse følger.