Uden politisk hjælp lukker Den Store Danske Encyklopædi

Der er ingen ny bevilling til hjemmesiden lex.dk i regeringens finanslovsudspil. Allerede næste år vil hjemmesiden lukke, og i denne måned sker de første afskedigelser, siger formand

Administrerende direktør i G.E.C. Gads Fond og formand for lex.dk, Joachim Malling, ønsker, at staten påtager sig forpligtelsen til at vedligeholde de mange artikler, som ligger online til fri afbenyttelse.
Administrerende direktør i G.E.C. Gads Fond og formand for lex.dk, Joachim Malling, ønsker, at staten påtager sig forpligtelsen til at vedligeholde de mange artikler, som ligger online til fri afbenyttelse. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Berlinmuren, fiktionalisme og parallelogram. Det er blandt de ord, som 1,2 millioner danskere månedligt skriver i søgefeltet på hjemmesiden lex.dk. Men fra næste år kan det være slut med at hente den nyeste information om alt fra begreber til historiske begivenheder fra hjemmesiden, som indeholder blandt andet Den Store Danske Encyklopædi og ordforklaringer fra Den Danske Ordbog. For i sommeren 2022 udløber det digitaliserede opslagsværks seneste fireårige bevilling på 23 millioner kroner, og i regeringspartiet Socialdemokratiets udspil til den kommende finanslov er der ingen ny bevilling.

Det betyder, at opdateringen af eksisterende artikler og tilføjelsen af ny information vil stoppe, og allerede i denne måned vil de første medarbejdere blive afskediget, fortæller administrerende direktør i G.E.C. Gads Fond og formand for lex.dk Joachim Malling.

”Vi har sammen med fonde og private forlag investeret omkring 800 millioner kroner i over 220.000 artikler, som vi gratis overdrager til staten, men vi kan ikke drive hjemmesiderne, hvis ikke staten påtager sig den forpligtigelse at vedligeholde dem,” siger han.

I dag skal han sammen med de øvrige repræsentanter i Foreningen Lex, herunder Gyldendals direktør Morten Hesseldahl, fremlægge sagen for Folketingets kulturordførere i kulturudvalget, og det håber han vil skaffe dem en plads i finansloven med en årlig bevilling på 15-20 millioner kroner. For fremtiden vil den hidtidige bevilling på lidt mere end fem millioner kroner årligt nemlig ikke være nok. Det skyldes især en voksende strøm af ny information, forklarer Joachim Malling, der mener, at der særligt nu er brug for lex.dk.

”Vi er i en tid, hvor det er svært at gennemskue, hvad der er konspirationsteorier og ’fake news’. Derfor er det vigtigt, at der er et sted at gå hen, hvor man ved, at man kan have tillid til kilderne. Det gør, at den demokratiske samtale bygger på et faktuelt grundlag. Hvis ikke der er det sted at hente information, synes jeg virkelig, at den danske befolkning er dårligt hjulpet,” siger han.

Det er Jan E. Jørgensen, kulturordfører for Venstre, enig i.

”Det ville være katastrofalt, hvis hjemmesiden ikke bliver fornyet fremover. Der er brugt mange timer og kroner på at opbygge det værk, som jo er helt unikt i danmarkshistorien. Det er af meget stor betydning, at vi har en autoritativ kilde,” siger han og understreger, at det også er på Venstres finanslovsudspil.

”Vi har sat et større beløb af, ikke helt de 20 millioner, da vi håber, at det kan gøres billigere, eller der kan komme tilskud andre steder fra. Men det er uden tvivl noget, der skal være med i finansloven,” siger han.

Også hos Enhedslisten har man sat hjemmesidens overlevelse på finanslovsudspillet. Men finansieringen af lex.dk burde dog ikke høre under Kulturministeriet, mener Enhedslistens kulturordfører, Søren Søndergaard.

”Vi skal have en diskussion om, om det er rigtigt placeret. Det er ærgerligt, at det bliver gjort til et kulturspørgsmål, når det burde være under Undervisningsministeriet og ikke et ministerium med et af de allermindste budgetter,” siger han og henviser til, at Enhedslisten har sat 50 millioner kroner af til kultur i deres udspil.

Selvom bevillingen ikke er inkluderet i Socialdemokratiets finanslovsudspil, er en økonomisk håndsrækning fra politisk side ikke udelukket, forklarer kulturordfører Kasper Sand Kjær (S).

”En del af finansloven er forhandlingsreserven på 1,2 milliarder. Så hvis nogle af partierne møder op med det forslag at give penge til lex.dk, så vil vi drøfte det. Det er en prioritering, vi må tale med de andre partier om, men det er uden tvivl noget, vi er åbne for. Jeg ville virkelig synes, at det var ærgerligt, hvis alt det, der nu er bygget op, ikke kan fortsætte med at udvikle sig og blive opdateret,” siger han.