Prøv avisen
Teater

Uden skønhed lever mennesket ikke et sekund

4 stjerner

Den store skandinaviske modernist Edith Södergrans lyrik omsættes til skyggespil og musik i et sanseligt stykke. Men hvorfor skal en nutids-feministisk dagsorden presses ind?

Teatret ved Sorte Hest insisterer hæderligt på at sætte lyrik på scenen. Det er en svær kunst, som ofte ikke forløses. Dette formår imidlertid ”Landet som ikke er”, som sjælfuldt og sanseligt tager livtag med Edith Södergrans liv og lyrik. Den store skandinaviske modernists digte er omsat til ord, skyggespil og musik på scenen. En smuk og sanselig affære – havde man dog bare holdt sig fra en løjerlig påklistring af nutidsfeminisme på overdrevet.

”Alt ved denne kvinde var underligt. Paradoksalt blandet, men alligevel jernhårdt konsekvent. Hendes af sygdom og andre lidelser tærede, vindlette krop – hendes kraftsprudlende digte. Hendes barnligt naive håndskrift – hendes raffineret modne tanke,” lød det i nekrologen om den finlandssvenske digterinde ved hendes alt for tidlige død i 1923.

Kun 31 år blev hun, og hele sit korte liv led hun af invaliderende tuberkulose. Alligevel var hendes digte så fulde af sol og længsel, naturkraft og sprudlende ekspressionisme. Det er netop disse kontraster: liv og død, styrke og skrøbelighed, som Södergran inkarnerede, der danner ramme for forestillingen.

Rosalinde Mynster er en eminent Södergran på scenen. Som svensk skovnymfe svæver hun omkring blandt knejsende stammer, bregner og mosedis. Så gennemlyst af vitalitet og vilje og med samme eksistentielle inderlighed og porøsitet, som Södergran skrev og levede med. Det er dette djævelske dobbeltspil, Rosalinde får frem i Ediths øjne, når hun dyrisk ser os an fra en oplyst afkrog af scenen. Fængslende i sit umærkelige skift fra pigeblid og verdensfjern naturromantiker til kontant, syleskarp troldkvinde.

Man behøver ikke at kende Södergrans lyrik gennemgribende for at lade sig rive med. Ordene har en helt umiddelbar, patosdrivende appel. Men det er nu alligevel en fordel at være bare en anelse orienteret om digterindens liv og levned for ikke at blive lidt sat af i plyssædet. Her hjælper iscenesættelsen ikke meget med den indledende introduktion, men forholder sig tværtimod temmelig in medias res til det biografiske såvel som det lyriske.

Monologen er et velvalgt, virtuost sammenklip af uddrag af efterladte breve, men mest dominerende er digtene, som tilsat Henriette Groths sarte violinspil vibrerer porøst i rummet. Med Mynsters klangfuldt gribende stemme besynges den skandinaviske natur i smægtende hymner fra romantikkens inderste egne, surrealistiske utopier og swedenborgske drømmesyner. Sol, måne, stjerner, død, bjerge, længsel, sjæl, blanke skovsøer og sælsomt søsterskab danner billedkataloget, der patosfyldt, men usentimentalt, driver over scenen i en næsten erotisk iver.

Vi kommer også kort omkring Södergrans smertepunkter; digtningens sønderlemmende modtagelse af kritikken, det fjerne forhold til søsteren, men dette kun i forbifartens fjerlette blafren.

Der er i det hele tale om en voldsomt smuk iscenesættelse. I ord. I scenografiske valg: det sterile, hospitalsstuehvide scenerum, dødens konstante underklang, der i et splitsekund transformeres til et dampende eksotisk drømmesyn af et skovlandskab. I tonerne, der sublimerende akkompagnerer. Derfor er det også desto mere beklageligt, at man på ét springende punkt begår en fodfejl; når man i opsætningen bliver for begejstret for Södergran som protofeministisk ikon. Når man eksempelvis lader hende stå og skrige halvnøgen med hår under armene, som en lidet subtil protest mod kønsroller og klassisk femininitet. For Södergran var ikke feminist – i hvert fald ikke i en forstand, som vi er bekendt med i dag. Hendes lyrik eksisterer tværtimod hinsides kønnet; transcenderer det maskuline og feminine og bærer tydelige referencer til blandt andet Nietzsches overmenneske- og herskerfantasier. At se og fremstille hende som kvinde og feminist før lyriker og tænker er at reducere hende skammeligt.

Derfor er det ikke kun unødvendigt, men også forfejlet, med et sådant nutidsfeministisk bagholdsangrebs krasse illusionsbrud midt i alt det skønne. Som Södergran så sigende skrev: ”Uden skønhed lever mennesket ikke et sekund”.