Ny bog om modernismen: En samling fremsættende forelæsninger

Fortjenstfuld samlet fremstilling af det mangesidige i modernismen fra professor emeritus Peer E. Sørensen

Denne bog er fremsættende frem for undersøgende. Den ved en masse om modernismen, som den lægger frem i en løbende brødtekst, mens det analyserende er forbeholdt de fine billledtekster, der undersøger deres objekter ganske øjenåbnende.

Bogen virker som en række forelæsninger fra mange år, der nu er sat sammen til et forløb af temaer i modernismen 1920-1940. Gennem disse år har professor emeritus Peer E. Sørensen så ændret sit syn på modernismen lidt efter lidt, fra indforstået begejstring til forbeholden interesse, sådan som man indirekte kan læse det ud af det næstsidste afsnit ”Epilog” i bogen. Her fra slutningen er det egentlig, at bogen skal læses i dag. I dette afsnit skriver han, at 1920’ernes og 1930’ernes brud og kritik i dag er blevet til stil og gentagelser mere end til nybrud, er blevet til ”æstetiske konventioner”, og han fortsætter:

”Alt dette betyder, at den moderne kunsts kontekster har ændret sig. Der er tale om en kulturel ændring, der har gjort det særegne ved mange af de former, som modernisterne betjente sig af, usynlige (…) Troen på kunstens betydning er i disse sammenhænge markant formindsket.” Og man kunne tilføje, at uden denne tro på kunstens kraft falder modernismen sammen.

Det tjener Sørensen til ære, at han så klart indser den kulturelle ændring, der med internettet har taget betydning ud af højkulturen, sådan at man for én af kunstarterne kan tale om ”skriftkulturens afsluttende blomstring” op mod år 2000. Men Sørensen tager os med 100 år tilbage til 1920, lige efter Første Verdenskrig og frem til Anden Verdenskrigs begyndelse. Det er dette tidsrum i de forskellige kunstarter, der er hans emne, og den måde, kunstnerne forsøgte at være moderne på ved at overskride traditioner og udtryksnormer og også hyppigt med ambitioner om at forbedre verden politisk, det vil sige gennem kunsten skabe et nyt menneske og en ny verden.

Men modernismen er ikke én ting for Sørensen, den har mange ansigter, og dem forsøger han at fremstille i skriftlige montager omkring kapitlernes hovedemne, sådan at samtiden tages med ind, og ikke kun musik, billedkunst og litteratur er hovedleverandører. Disse store emner er: tingenes uorden, kompleksitet, brud, kontinuitet, identitet, galskab, det vidunderlige, objektet, autonomi. En sådan montage- eller kollagestruktur gør stilen i bogen meget postulatorisk og gør den vanskelig at læse hurtigt igennem.

Men så må man glæde sig over alt det, man får at vide undervejs. For eksempel denne krystalklare formulering: ”At være på højde med moderniteten er kernen i de forskellige modernistiske bestræbelser,” hvoraf man straks indser den vigtige skelnen mellem det moderne og modernismen.

Det moderne er det omgivende liv og den omgivende verden på vej mod fremtiden, medens modernisme er de kunstneriske tiltag, der søger at udtrykke forholdet til dette moderne liv. Jeg kendte selv modernisten Per Højholt (1928-2004), som flere gange talte om at sabotere sig til at være samtidig. Ved kritisk at undergrave gamle traditioner følte han sig på højde med tiden, at han var moderne, ja, at selve det at ødelægge fortidens virkning i én selv var det moderne i sig selv. ”Tonehovedets spids mod magnetbåndet”, der jo rullede videre fremad som tiden, var det, han ønskede at være.

Som samlet fremstilling af det mangesidige i modernismen, som min og Peer E. Sørensens generation af humanistiske undervisere har prøvet at gøre gældende for vores studerende, er bogen virkelig udsøgt, alene billeder og tilhørende tekster udgør en hel lille bog i sig selv! Men meget er sket, siden der var en sådan intellektuel dagsorden. Modernismens kritiske kløgt forudsatte faste værdier, den kunne kæmpe med. Med disses forsvinden kom modernismens brud selv til at se oldingeagtige ud, og dens voldsomme kunstneriske handlinger tilfredsstillede mere kunstneren selv end det publikum, der stod og så på. Og mængden af fortolkninger, der skulle overbinde kløften mellem kunstneren og publikum, voksede til et forhindrende hegn.

Sådan så den åndelige horisont ud for os, der troede på kunstens evne til at forandre verden – det var i højmodernismen (1920-1940), at vores teoretiske diskussioner havde deres kerne, selvom vi fra årgangene 1940-1946 kun lige var født dengang.