Uden værnepligtige er det for nemt at sende landet i krig

Det er sigende, at ”samfundstjeneste” er noget, man idømmes som straf

"Der er indført en Soldatens Dag, den 5. september, som i år måtte fejres i lyset af nederlaget i Afghanistan. Er den udtryk for, at der er folkelig støtte til en dansk militær indsats langt borte fra Danmark? Eller er den tværtimod udtryk for, at man må prøve at skabe en sådan opbakning ved hjælp af en særlig manifestation? En slags Fagenes Fest, blot for et særligt fag?"
"Der er indført en Soldatens Dag, den 5. september, som i år måtte fejres i lyset af nederlaget i Afghanistan. Er den udtryk for, at der er folkelig støtte til en dansk militær indsats langt borte fra Danmark? Eller er den tværtimod udtryk for, at man må prøve at skabe en sådan opbakning ved hjælp af en særlig manifestation? En slags Fagenes Fest, blot for et særligt fag?". Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Er Danmark en krigsførende nation, som det gerne siges? Kan man være det uden en værnepligt, som omfatter hele nationen? Må man ikke snarere sige, at der blandt de krigsførende er et antal danskere, som har valgt det som deres job i givet fald at føre krig?

Claus Hjort Frederiksen (V) sagde i ”Deadline” i en diskussion med Holger K. Nielsen (SF) og Mogens Lykketoft (S) om den tabte krig i Afghanistan, at det ikke havde ændret befolkningens opbakning til krigen, da der begyndte at komme meddelelser om faldne danske soldater. Det skal nok passe.

Men skyldtes det, at befolkningen bakkede op om krigen? Eller skyldtes det snarere, at krigen ikke på noget tidspunkt angik nationen som helhed, fordi de, der faldt, var kontraktligt ansatte soldater og ikke værnepligtige?

Jeg er temmelig sikker på, at det havde været betydelig vanskeligere at skaffe støtte til invasionerne i både Afghanistan og Irak, såfremt det havde været værnepligtige soldater, der skulle sendes ud. Så havde der været tale om noget, som involverede os alle, uanset om vi lige præcis havde en soldat i vores familie. Så havde vi haft en helt anderledes debat om betimeligheden i at være med til noget, som tyske generaler blev dømt for i Nürnberg i 1946: ”forberedelse og iværksættelse af en angrebskrig”.

Der er indført en Soldatens Dag, den 5. september, som i år måtte fejres i lyset af nederlaget i Afghanistan. Er den udtryk for, at der er folkelig støtte til en dansk militær indsats langt borte fra Danmark? Eller er den tværtimod udtryk for, at man må prøve at skabe en sådan opbakning ved hjælp af en særlig manifestation? En slags Fagenes Fest, blot for et særligt fag?

Tøjhusmuseet er blevet omdøbt til Danmarks Krigsmuseum. Navnet er måske hentet i London (Imperial War Museum), så kan musen trampe med elefanten. Nu skulle vi mobiliseres, vi skulle vænnes til at føre krig. Skal forsvarschefen så ikke hedde feltmarskal, og bør vi ikke tilbagedøbe Forsvarsministeriet til Krigsministeriet som i gamle dage, fordi der ellers er tale om falsk varebetegnelse? Det behøver jo ikke af den grund straks at komme til kamphandlinger. Under Første Verdenskrig var den radikale afrustningstilhænger P. Munch krigsminister i det neutrale Danmark.

Når ”vi” ikke i princippet er alle nationens våbenføre mænd (og nu også kvinder), men kun dem, der har tegnet en kontrakt, mens alle andre kan holde sig lige så langt væk, som de vil – så er man nødt til at spørge, om der i sidste instans er tale om nationen . Det kunne være værd at drøfte. Ikke mindst på baggrund af, at regeringen skulle presses til noget så selvfølgeligt som at bistå truede afghanere, der havde hjulpet de danske udsendte. Og at nogle har været mere optaget af, om der snød sig et par kriminelle med på flyet, end af det, sagen drejede sig om. Man kunne tale flot om ”nationen” og ”Danmark”, så længe det ikke gik helt galt. Da det gjorde det, prøvede man længe at løbe fra sit ansvar.

Det er alt for nemt for en regering og et parlament at sende landet i krig, når det ikke er værnepligtige, der skal af sted. Den værste erfaring, nogle veteraner har gjort, er da også lige præcis, at nationen som helhed ikke føler krigene som vedkommende og ikke interesserer sig for deres lidelser.

Klummeskriveren var militærnægter, og dem var der i 1960’ernes slutning mange af. Så mange, at man af hensyn til statistikken kasserede flest muligt, heriblandt mig. Jeg havde ikke noget imod tjenestepligt i en periode, blot den ikke var med våben. Og jeg mener faktisk stadig, at det kunne være en ganske god idé at have et pligtår for begge/alle køn i ungdommen.

Måske er der endnu mere brug for det nu, hvor bevidstheden om, at vores individuelle frihed beror på, at der er et samfund – og ikke en overvågningsstat! – til at skabe rammerne for den, ikke forekommer særlig udbredt. Det er sigende, at ”samfundstjeneste” er noget, man idømmes som straf. Hvad om det blev et duelighedstegn?

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.