Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Jan Lindhardts søn fortæller fint om faderens alzheimers i ny bog

4 stjerner
Jan Lindhardt i 2008. Foto: MARTIN KURT HAGLUND/Ritzau foto

Hvad stiller man op, når man er ung, og ens far får alzheimer? Teolog Jan Lindhardts søn Frederik har skrevet en fin bog om at være pårørende – og ikke mindst om at være søn

Jan Lindhardt (1938-2014) teolog, biskop i Roskilde, forfatter, foredragsholder med meget mere fik i 2012 stillet diagnosen alzheimer. To år senere døde han af sin sygdom.

Han havde en drøm om at bidrage til den offentlige debat ved at sætte fokus på sygdommen, som han kaldte en slags fordød, og den drøm hjælper hans søn, Frederik Lindhardt, født 1989, cand.mag. i retorik og selvstændig konsulent, ham nu med at realisere. Han har nemlig skrevet bogen ”Lidt af far”, der handler om Jan Lindhardts sygdom og død og om et menneske, der lidt efter lidt falder fra hinanden.

Men den handler også om et far-og-søn-forhold, der bliver vendt på hovedet, og om de frustrationer, der viser sig at gå i lige linje fra den syge far til sønnen.

Og det er en sær oplevelse, skriver Frederik Lindhardt, men også positiv, fordi hans nye rolle som hjælper ender med at bringe far og søn tæt på hinanden, at give deres forhold en ny dimension:

”Jeg var ikke længere barnet og far den voksne. Sjældent har jeg følt mig så voksen, uden helt at vide, hvad det vil sige.”

Rammen om fortællingen er en oprydning i et anneks til familiens sommerhus på Mols, og den sætter minderne i gang. Det var her, Jan Lindhardt sad og skrev, og det var blandt andet her, hvor det distræte og glemsomme antog en form, der ikke kunne undskyldes med alder og travlhed.

Frederik Lindhardt følger sin far fra tiden omkring diagnosen og frem til hans død, og det bliver af og til lidt vel omstændeligt. Der fortælles familieanekdoter, og der refereres kronologisk uden det helt store perspektiv, men undervejs skrives der også et menneske frem, en far, forsigtigt og nænsomt af en søn, der kommer med fred. Han har ikke nogen skjult agenda om et posthumt faderopgør. Hvad han derimod afsøger, er sin egen rolle, som søn og som (ung) pårørende, og det gør han godt.

For sygdom rammer ikke kun den syge. Den rammer også de pårørende, uanset om de vil det eller ej, og tjansen kommer aldrig på det rigtige tidspunkt, konkluderer Frederik Lindhardt, der har søgt højt og lavt for at finde en vejviser til pårørende. Han kommer desuden med en mulig forklaring på, hvorfor netop kognitive svækkelser kan virke næsten skamfulde:

”Demente passer ikke særlig godt ind i et samfund, der priser selvstændighed, forandringsparathed, fart og udvikling. For demente er det modsatte. Dementes liv går ikke bare i stå, det er under afvikling, hvilket hurtigt virker meget fremmed på alle os andre, der som regel er i gang med at realisere os selv og i konstant og hastig udvikling mod at blive den bedste udgave af os selv.”

Og så rejser han det nok så relevante spørgsmål: Hvordan er man en god pårørende? Hvordan forholder man sig til den syges afhængighed? Og hvor går grænsen mellem at række hånden ud og tage styringen