Prøv avisen
Bog

Digte, der går i kødet på kønsroller, sygdom og familieliv

5 stjerner

Nicolaj Stochholms poetiske visioner om faderens dødelige sygdom er smukke, smertefulde og gribende

Nicolaj Stochholm er en af de få fuldblodslyrikere, der sammen med digtere som Henrik Nordbrandt, Klaus Høeck, Peter Laugesen, Søren Ulrik Thomsen og Simon Grotrian i årtier har opdyrket den poetiske genre, til trods for at dens salgstal sjældent kommer i nærheden af prosaens. Til gengæld står Stochholm sammen med de ovennævnte poeter som det ypperste inden for dansk litteratur, og der er næppe tvivl om, at disse digtere vil stå tilbage, lang tid efter at man har glemt flygtige strømninger som de seneste års voluminøse værker med autobiografisk automatskrift.

Nicolaj Stochholms ”Udenfor pesthospitalet” er hans niende digtsamling siden debuten med ”Biografi” i 1991. Mens hans første samling imidlertid ikke, som titlen angiver, har ret meget at gøre med en biografi, forstået som en kortlægning af et konkret livsforløb, så er den nyeste samling den mest biografiske, der er kommet fra denne digter. Bogen handler i vid udstrækning om digterens forhold til sin far, der er døende af kræft.

Når Stochholm skriver, får man altid serveret et kor af forskellige stemmer, stemninger, tonefald, stilarter og synsvinkler, således at oplevelsespotentialet er voldsomt og inciterende. I teksterne konfronteres og forenes det højtideligelige med det prosaiske, det skønne med det hæslige, og det hverdagslige med det universelle. Et motto for denne intention lyder i Stochholms formulering: ”Digtet er en skyggeløs stemme/ der samler verdens blødende/ længsel og dårekistedrømme/ mellem hver tings enkelthed”.