Prøv avisen
Bog

Digte, der går i kødet på kønsroller, sygdom og familieliv

5 stjerner

Nicolaj Stochholms poetiske visioner om faderens dødelige sygdom er smukke, smertefulde og gribende

Nicolaj Stochholm er en af de få fuldblodslyrikere, der sammen med digtere som Henrik Nordbrandt, Klaus Høeck, Peter Laugesen, Søren Ulrik Thomsen og Simon Grotrian i årtier har opdyrket den poetiske genre, til trods for at dens salgstal sjældent kommer i nærheden af prosaens. Til gengæld står Stochholm sammen med de ovennævnte poeter som det ypperste inden for dansk litteratur, og der er næppe tvivl om, at disse digtere vil stå tilbage, lang tid efter at man har glemt flygtige strømninger som de seneste års voluminøse værker med autobiografisk automatskrift.

Nicolaj Stochholms ”Udenfor pesthospitalet” er hans niende digtsamling siden debuten med ”Biografi” i 1991. Mens hans første samling imidlertid ikke, som titlen angiver, har ret meget at gøre med en biografi, forstået som en kortlægning af et konkret livsforløb, så er den nyeste samling den mest biografiske, der er kommet fra denne digter. Bogen handler i vid udstrækning om digterens forhold til sin far, der er døende af kræft.

Når Stochholm skriver, får man altid serveret et kor af forskellige stemmer, stemninger, tonefald, stilarter og synsvinkler, således at oplevelsespotentialet er voldsomt og inciterende. I teksterne konfronteres og forenes det højtideligelige med det prosaiske, det skønne med det hæslige, og det hverdagslige med det universelle. Et motto for denne intention lyder i Stochholms formulering: ”Digtet er en skyggeløs stemme/ der samler verdens blødende/ længsel og dårekistedrømme/ mellem hver tings enkelthed”.

I Stochholms digte saboteres alle hævdvundne, men ofte kunstige grænser mellem drøm og virkelighed, fortid, nutid og fremtid, jeg og omverden og ydre og indre.

Samtidig går digtene på forunderlig vis i kødet på mange psykologiske og sociale problemer såsom kønsroller, social undertrykkelse, religion, familie, sygdom og død, og de omhandler komplekse følelser som angst, længsel, hengivenhed, ensomhed og kærlighed. Endelig sker dette altid i et unikt, eksperimenterende poetisk sprog, hvor normal syntaks og tegnsætning er sat ud af kraft, og hvor billedsproget yngler vildt.

Digtene i digtsamlingens kredser om døden. Det kan ske i gruopvækkende og skønne digte med historiske vingesus som titeldigtet fra Venedig, hvor man hører om træerne, der vokser af mulden fra de pestramte i 1300-tallet, hvis børn efter- lades uden for pesthospitalet. Men det kan også handle om faderens dødelige sygdom på hospitalet, hvor jegets erindringer blander sig med oplevelsen af afslutningen på faderens liv i nogle af de fineste og mest gribende digte, der er lavet i moderne lyrik om dette emne. En tekstafslutning lyder:

”jeg besvimede da du/ viste mig Jupiters grønne/ måne og vågnede i din arme/ så trykkede du mig lige/ under solar plexus og jeg/ brækkede alle de giftige farver/ og porrer op igen i 1970’erne/ var du en bavian med din dolk/ og en meget stærk far nu tager du min hånd/ og beder mig lugte til din/ hud, den lugter lidt af baby/ på hospicet hvor du er/ vasker de dig hver dag.”

”Udenfor pesthospitalet” er en fortræffelig digtsamling.