Hvorfor må man ikke slå? Det er der tilsyneladende ingen, der kan svare på i norske Kaia Dahle Nyhus' billedbog ”Hvorfor det?”. Det er en humoristisk anlagt billedbog, hvor hovedpersonen slår sin skolekammerat Trine i skolen. De voksne siger, at det med at slå ikke er tilladt, men selvom vedkommende spørger til, hvorfor man ikke må det, kan ingen give et tilfredsstillende svar. Selv konge og statsminister bliver svar skyldig.
Henvisningerne til Kamma Laurents klassiker ”Spørge Jørgen” fra 1938 er tydelige (og jo, den bog er også velkendt i Norge). For hovedpersonen undrer sig over alting: ”Min hjerne har en masse spørgsmål. Og den finder hele tiden på flere. Hvorfor må jeg ikke klø på mit eksem? spørger jeg. Hvorfor smager ørevoks dårligt, og snot godt?”
Mangel på autoriteter
Problemet for hovedpersonen er, at forældrene mest svarer, at ”sådan er det bare”. På et tidspunkt råber hovedpersonen i frustration op mod verdensrummet – eller Gud, om man vil – og stiller spørgsmål. Men verdensrummet begynder selv at stille alle de spørgsmål, det selv er fyldt med: ”Hvorfor har mennesker tænder, og fugle næb? Hvorfor er jeg så uendelig stor?”. Dem kan hovedpersonen heller ikke svare på. Til allersidst i bogen fortæller skolepedellen, mens hun hænger et skilt op om, at det er forbudt at slå, at: ”Der er ikke noget, der er forkert."
”Alle børn må gætte sig frem,” konkluderer hovedpersonen. ”Men nogle er bedre til at gætte end andre,” svarer pedellen.
I den klassiske ”Spørge Jørgen”, fik Jørgen, efter at han havde udmattet de voksne med sine dumme spørgsmål, til sidst smæk og blev lagt i seng: ”Men nu lå han der igen og spurgte – / næsten som en helt fornuftig dreng:/ Hvorfor fik jeg ingen pandekager? / Hvorfor må jeg ikke lege mer’? / Hvorfor har jeg dog så ondt i numsen? / Jeg skal aldrig spørge fjollet mer’.” Og sådan var det: For 80 år siden udfordrede man ikke autoriteterne. I dag synes Kaia Dahle Nyhus at pege på, at vi er endt i den modsatte grøft: Vi har slet ingen autoriteter. Det er børnene selv, der må gætte sig – eller ræsonnere sig frem – til det hele, og det er ikke alle, der er lige gode til det.
Norske Kaia Dahle Nyhus er datter af Gro Dahle og Svein Nyhus, der er to kæmper inden for norsk børnebogslitteratur. Kaia Dahle Nyhus har selv fået stor succes med sine markante illustrationer. Dahle- og Nyhus-familien har især gjort sig bemærket med billedbøger, der er provokerende og bæres af en tydelig social indignation; for eksempel Gro Dahles ”Vrede mand” (illustreret af Svein Nyhus) eller ”Krigen” (illustreret af Kaia Dahle Nyhus), som meget sigende blev lavet som bestillingsværk fra de sociale myndigheder for at beskrive vold i hjemmet og skilsmisseproblemstillinger. Bøger fra familien er båret af at stille kritiske og gerne provokerende spørgsmål eller at vise en eller anden form for uretfærdighed frem. Denne bog er ingen undtagelse.
For både børn og voksne
Der er naturligvis en pointe i, at hovedpersonen hverken har et navn eller et klart køn (selvom det godt kunne ligne en dreng). Det kunne være dig eller mig. Der er ikke rigtig nogen forløsning i bogen – tværtimod ender det med, at Trine slår hovedpersonen til sidst, og historien gentager sig, blot med Trine som den spørgende part. Men pedellens svar er kryptisk; betyder det, at nogle er bedre til at gætte end andre, og at der rent faktisk er et godt svar på alle spørgsmål?
Bogens illustrationer forstærker teksten. På opslaget, hvor hovedpersonen slår Trine, er teksten ”jeg slår”. Den tekst kunne i princippet lige så godt undværes, og så kunne billederne i stedet komplettere teksten. Illustrationerne er holdt i brunlige toner, jordfarver med blå og sort for autoriteterne. Derfor er pedellen blandt andet klædt helt i blåt. Som sådan repræsenterer hovedpersonen derfor det jordbundne, logiske, undersøgende og økologisk korrekte, mens autoriteterne, der har ”uniformsfarver”, ikke rigtigt slår til, men blot adlyder vedtagne normer og regler. Pedellen, der er klædt i blå kedeldragt og blå kasket, har en (blå) hammer i hånden. Dermed repræsenterer hun også noget praktisk og kan derfor forklare, hvad der giver mening uden alt for meget teoretisk (og teologisk) hurlumhej. Tegningerne er naive og barnlige, hvilket understreger den uskyldige tilgang til verden, som hovedpersonen har; vedkommende forsøger bare at forstå, hvilke regler der gælder og hvorfor.
Da Trine slår hovedpersonen og stiller det selvsamme spørgsmål til autoriteterne om, hvorfor det ikke er o.k., så betyder det, at hvert enkelt individ ikke alene skal opdage, hvad der gælder og hvorfor, men også erklære sig enig i det, før de vil efterleve det. Man hører ikke noget om, at hovedpersonen lærer noget af Trines slag, kun at Trine af læreren får at vide, at hun ikke må slå. Derfor slutter Nyhus' bog i virkeligheden med en advarsel om, at det nødvendigvis må ende galt, hvis vi alle skal finde vores egen sandhed.
Det er noget af en historie og problemstilling at proppe i en billedbog for børn! Det er komplekst og usædvanligt dybt. Historien fungerer glimrende på både det barnlige plan, hvor man kan tale om autoriteter og det at slå, og så på det voksen-filosofiske plan, hvor nedbrydningen af moralen og samfundets sammenhængskraft tages op. Det er respektindgydende kunst.
Kaia Dahle Nyhus: Hvorfor det? Oversat fra norsk af Dal Michaelsen. 48 sider. 269 kroner. Jensen & Dalgaard.