Da den amerikanske verdenskoncern Apple for nylig valgte at placere sin megadatacentral til 6,3 milliarder kroner på en mark i landsbyen Foulum, vest for Viborg, kom det som en kæmpeoverraskelse for alle. Som anført i et læserbrev af Otto Hansen, Hadsten, var omtalen af den sensationelle nyhed i københavneravisen Politiken dog henvist til side 13, mens forsiden var forbeholdt en artikel om bycykler i hovedstaden. Og i netavisen kunne man læse, at datacentralen ville blive placeret på heden!
Læserbrevsskribenten spørger til sidst, om dækningen af nyheden er udtryk for misundelse eller omvendt provinsialisme. Mon ikke svaret herpå er ”begge dele”?
Retfærdigvis skal det tilføjes, at Politiken dagen efter bragte en signatur af seniorkorrespondent Anders Jerichow med titlen ”Apple giver Danmark en mavepuster” og overliggeren ”Dér fik storbysnobberiet og udkantspsykosen lige noget at tænke over”.
I artiklen læser man, at ”hvis Apple vil til Foulum, kan vi andre godt droppe al den sniksnak om udkantsdit og udkantsdat”. I Foulum er der grøn energi, et centralt elnetværk og den nødvendige arbejdskraft, og hvis Apple kan tåle luften dér, vil mange andre virksomheder kunne tåle at flytte ud af København og Aarhus.
Jerichow afslutter sin signatur med en opsang, hvis første del lyder sådan: ”Stop ringeagten for folk, der bor under åben himmel. Stop snobberiet for storbyen. Stop klynkeriet for en smule transport. Stop planløsninger og fedterier for storcentre “ Stop lukningen af små skoler eller genindfør lokale grundskoler til 6. klasse for de små og lad de lidt større børn pendle til mellemskoler, der kræver større udbud.”
Forfatteren Kristian Ditlev Jensen er flyttet til Sønderborg, i selvvalgt eksil i Udkantsdanmark, og da han i et interview blev spurgt, om det ikke var langt væk, svarede han, at intet i Danmark ligger langt væk.
Det har han jo ret i. Hvis man fortalte en gruppe australske turister, at også vi har vores ”outback”, ville de nok have svært ved at forstå, hvad vi mente. Måske hjælper det på forståelsen, hvis vi spørger os selv, hvor god mening det giver at tale om udkantsområder i Luxembourg, Monaco og Liechtenstein. I et større perspektiv giver det vel nærmest bedre mening at betragte hele Danmark som et udkantsområde, en appendiks til det europæiske kontinent.
I Sønderborg har Kristian Ditlev Jensen senest skrevet og udgivet bogen ”Sønderjylland - Steder og mennesker” (Gyldendal). Den blev i december sidste år anmeldt i magasinet Grænsen af folketingsmedlem Eva Kjer Hansen (V). Med sine fortællinger om landsdelens historie, kirker, slotte, ringridning, sange, kaffeborde med videre, skriver hun, tegner den et mangfoldigt billede af Sønderjylland.
Især er hun glad for, at Første Verdenskrig fylder så meget. Så glemmer man ikke, at alene på Vestfronten måtte over 4000 sønderjyder lade livet for Tyskland. I det sogn, jeg voksede op i, mistede 52 dansksindede unge mænd livet, altså nogenlunde samme antal som antallet af faldne danske soldater under krigene i Irak og Afghanistan.
Selvfølgelig kan man godt leve et spændende og indholdsrigt liv i landets yderdistrikter. Men det betyder ikke, at alt er godt.
Mange danske provinsbyer og landsbyer stagnerer og affolkes, og mange landbrugsejendomme omdannes til almindelig beboelse eller fritidshuse. Lad mig illustrere forskellen mellem før og nu ved at kaste et blik på det landsogn, jeg voksede op i, Sottrup, der ligger 8 kilometer vest for Sønderborg og dengang havde cirka 1200 indbyggere.
Sammen med min bror, der husker sin barndom med imponerende præcision, fik jeg opgjort, hvor mange erhvervsdrivende der i årtiet efter Besættelsen var i sognet: 7 købmænd, 4 bagere, 1 slagter, 1 skomager, 1 urmager, 3 skræddere, 1 elinstallatør, 1 herreekviperingshandler, 4 kroer, 3 frisører, 2 vognmænd, 1 landbetjent, 1 læge, 2 dyrlæger, 2 mejerier samt cirka 40 gårde med fuldt landbrug. I dag er der forsvindende lidt tilbage af denne righoldighed.
Selvom jeg glæder mig over succeshistorien med Apple i Foulum, og selvom jeg i høj grad bifalder Anders Jerichows signatur, er jeg bange for, at problemet med affolkning i landdistrikterne stadig er meget stort. Det må vi forsøge at løse. Men den politiske aftale, som netop er indgået om at dispensere fra strandfredningen for at sætte gang i turismen i yderdistrikterne, er nu næppe vejen frem.
Løsningen kan umuligt være at plastre vores smukkeste uberørte kystområder til med strandhoteller.