Prøv avisen
Bog

Udsat og forvirret

Ina Munch Christensen (i vindueskarmen til venstre) ses her med tre andre unge, danske forfattere. Fra venstre mod højre er det Marie Kudahl, Ida Marie Hede, Olga Ravn Foto: Sigrid Nygaard

Ina Munch Christensens debutroman ”Nielsine” er et velskrevet portræt af et ungt menneske

Hvis man på kortform skal beskrive Ina Munch Christensens debutroman, ”Nielsine”, kan man sige, at den på én gang er tidløs og tidstypisk. Det første først.

Hovedpersonen Nielsine er ved at afslutte gymnasiet og påbegynde et nyt stadium i sit liv, mens hun oftest magtesløs og desperat arbejder på at få fodfæste og finde svar på de banale, men ikke desto mindre uafrystelige spørgsmål: Hvem er jeg, hvor er min plads i verden, og hvordan skal jeg forholde mig til denne verden og til de mennesker, der omgiver mig?

”p.s. hvordan gør du?”, spørger hun således nøgternt, men overvældende, i en dagbogsoptegnelse adresseret til sin gymnasielærer og store kærlighed, Polly. Selvom spørgsmålet, skrevet med småt og som en tilføjelse, kan forekomme uanseeligt, er det altså i bund og grund det vigtigste.

For hvad skal hun stille op, når hun nu har et liv - præget af en alkoholisk far og en art socialfobi - der på ingen måder lever op til de romantiske komediers perfekte fortælling? Hun må søge og flakse rundt, men uden nødvendigvis at finde vej - heller ikke i sin egen seksualitet: Er hun lesbisk, heteroseksuel; både-og, hverken-eller? På den måde er Nielsine en eksistentiel roman om et ungt menneske, der med sit fokus på identitet, kropslig usikkerhed og køn er i familie med indbyrdes forskellige forfattere som Bjørn Rasmussen, Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof.

Men det er måske også i behandlingen af disse emner, at romanen har sit største problem. Enkelte steder får man nemlig stoppet pointen ned i halsen, som om forfatteren har været bange for, at læseren ikke ville opfatte budskabet, for eksempel: ”Jeg føler mig intet- eller 3.kønnet, ikke dermed aseksuel eller tvekønnet, nærmere defineret ved noget andet.” Sådanne svipsere skal dog ikke skygge for, at Munch Christensen i det store hele formår at gøre sine personer nærværende.

Dette skyldes i særlig grad romanens formsprog, der vidner om stor litterær bevidsthed og ikke mindst sprogligt overskud. I løbet af bogens 18 korte kapitler veksles der således mellem første- og tredjepersonsfortæller, direkte og indirekte tale, (indre) monolog og dialog, det sceniske og berettende, ja, sågar brevformen tages i brug. Her finder man egentlig ikke et klart fremadskridende plot, men snarere forskellige situationer, optrin og begivenheder fra både nutiden og fortiden.

Gennemgående er dog den ligefremme, hverdagslige og snakkende stil, der unægteligt bærer tydelige spor af et nutidigt univers fyldt med engelske udtryk og ungdommelig lingo. Således blender ”seriously”, ”recapper”, ”crazy”, ”quirky”, ”fucking” etc. med den største selvfølgelighed ind i sproget, ligesom der helt umærkeligt ”namedroppes” (populær)kulturelle referencer som Selma Blair, Madonnas ”Like a Virgin”, Anne Rice, Kate Winslet og Lars Von Triers ”Riget”. Hør blot denne lille ordveksling: ”Nielsine hun er så sindssyg at det ikke er fedt, og freaking selvretfærdig altså! Hvad så du i hende?/ “Courtney Love./ Aah. Okay, ja. Det kan jeg godt se.”

Alt i alt har Ina Munch Christensen således leveret en velskrevet roman i en nutidig tone om almengyldige problematikker.

kultur@k.dk