Prøv avisen

Udskældt genre tager revanche

Moderne lægenoveller kan være veloplagte, sjove, alvorlige, overraskende, aldrig ligegyldige og meget tidssvarende

Den traditionelle lægeroman er som bekendt en rigtig trivi-genre. Her spares ikke på klicheer om høje, bredskuldrede læger med maskulin hagekløft i fuld gang med at få kappeklædte sygeplejerske-hjerter til at smelte. Og her er ingen i tvivl om m/k-ernes rette placering i samfundshierarkiet.

Som sådan var lægeromanens gyldne dage før ungdomsoprør og rødstrømpebevægelse, men genren florerer i bedste velgående. I dag også i elektronisk form i diverse fiktive eller dramadokumentariske hospitalsserier.

Foreningen af Danske Lægestuderende, FADL, har fået en sjov idé. Eller rettere sagt FADL's forlag: Hvad kan moderne danske forfattere af den seriøse slags få ud af genren? 12 forfattere er blevet bedt om at skrive moderne lægenoveller med et krav om, at mindst én læge skal optræde, og at handlingen skal udspille sig helt eller delvist i et lægemiljø.

To gennemgående træk er blevet sex og humor. Genreparodien kommer til udtryk allerede på redigeringsniveau i forside, titel og forord, skrevet af Dr. Frejles og Dr. Thomsen, begge såkaldte kittelmænd, der har svært ved at forstå folks skepsis over "lægernes heltestatus og sygeplejerskernes Florence Nightingale-komplekser, for magen til realisme skal man da lede længe efter".

Så er tonen lagt. Og i flere af novellerne er satire og genreparodi væsentlig drivkraft, især i Jens Blendstrups og Susanne Stauns noveller. Hos andre er det psykologiske udtalt, som når Michael Larsen undersøger en lægehustrus planer om mord på sin succesmand, der gør hende mere og mere identitetsløs. Eller når Anne Lise Marstrand-Jørgensen følger en mandlig turnus-læges besættelse af den sex, som er blevet en mangelvare efter hans og konens skilsmisse.

Atter andre lader det urealistiske, der i de traditionelle lægenoveller materialiserede sig som stereotyper og romantik, få afløb i eventyragtige, groteske historier. Pablo Henrik Llambias giver ord til den død, der knytter sig til hospitalsverdenen, og Claus Ankersen til de krogede veje, som urealiseret kærlighedsdrift kan slå ind på.

Også ikke nævnte forfattere leverer læseværdige noveller. I det hele taget er "Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter" fuld af veloplagte bidrag, sjove, alvorlige, overraskende, aldrig ligegyldige og meget tidssvarende.

Romantik forvandlet til sex, mord og ensomhed. Faste roller til forvirring og skiftende identiteter. Entydighed til humor og leg med genre og sprog. Og alt sammen underholdende. Bogen må være et must til førstkommende dag på langs, når forårsforkølelsen har taget over.

Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter. 144 sider. 150 kroner. FADL's Forlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk