Udstilling giver indblik i samfund og tankesæt, der er lukket land for resten af verden

På det arabiske institut i Paris vises en stor udstilling med arabisk tegnekunst, der viser, hvor kompleks en størrelse ”det arabiske” er

En lang række kunstnere fra den arabiske verden bidrager til udstillingen. Her ses ”L’indicible demeure de l’espoir” af Mohamed Lekleti. – Foto fra udstillingen.
En lang række kunstnere fra den arabiske verden bidrager til udstillingen. Her ses ”L’indicible demeure de l’espoir” af Mohamed Lekleti. – Foto fra udstillingen.

Den arabiske tegnekunst og kunst på papir er omdrejningspunktet for en større udstilling, som netop nu kan opleves i Institut du Monde Arabe, den franske arkitekt Jean Nouvels perle af et bygningsværk på Seinens venstre bred i Paris.

Udstillingens titel ”A la plume, au pinceau, au crayon: dessins du monde arabe”, eller på dansk: ”Med blæk, med pensel, med blyant: tegninger fra den arabiske verden”, siger absolut en del, men ikke det hele. Collager, bogobjekter og endog en stor monumentalinstallation om kulturel sameksistens af den syriskfødte kunstner Kevork Mourad (født 1970) er nemlig også inkluderet på denne meget omfangsrige og godt disponerede udstilling, der fordeler sig over tre etager.

Udstillingen består især af værker fra Det Arabiske Instituts faste samling. Museet, der blev indviet i 1987, er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel og ligger på Seinens venstre bred i Paris.
Udstillingen består især af værker fra Det Arabiske Instituts faste samling. Museet, der blev indviet i 1987, er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel og ligger på Seinens venstre bred i Paris. Foto: Daniel Schoenen/imageBROKER/Shutterstock

Traditionen for kunst på papir i den arabiske verden går langt tilbage, og på udstillingen er der eksempler på både egyptiske blæktegninger i form af små papyrusfragmenter fra det 11. århundrede og intakte og sirligt udførte illuminationer fra 1500-tallets Irak. Men ellers er det især den moderne tegnekunst og samtidskunsttegningen, som udstillingen beskæftiger sig med. Internationalt anerkendte kunstnere som algeriske Rachid Koraïchi (født 1947), der vedholdende har udforsket kalligrafiens muligheder, og den libanesiskfødte og naturinspirerede Etel Adnan (født 1925) er begge repræsenteret med tegninger i blæk – deres arbejder vil være velkendte og glædelige gensyn for nogle.

En tredje er Najia Mehadji (født 1950), hvis stringente tegninger i rødkridt også vises. Mehadji er født i Paris af marokkanske forældre og således et godt eksempel på den opløsning af en traditionel geografisk forståelse, som kunsten i dag arbejder med. At tænke det arabiske som bundet til et særligt territorium eller en region, en etnicitet eller befolkningsgruppe yder ikke betegnelsen retfærdighed. Den arabiske verdens tegnekunst kommer i dag også fra kunstnere bosat i Vesten, i Frankrig og USA. Og forståelsen af det arabiske nuanceres ekstra, når udstillingen viser en blæktegning af Margot Veillon (1907-2003), der havde en østrigsk mor og en schweizisk far, men blev født og døde i Kairo – en kunstner med et europæisk ophav og med virke i Egypten.

Derved formidler udstillingen raffineret, at ”det arabiske” er en mere kompleks størrelse, end hvad man måske umiddelbart forestiller sig. Spørgsmålet, om hvem eller hvad og hvornår nogen eller noget er arabisk, hvor den arabiske tegnekunst har sit udspring, og ikke mindst hvad den arabiske kunst også i dag orienterer sig mod, hvor den retter sit blik hen, kan besvares på vidt forskellige måder. Som når irakiske Mohamed Ali Himat (født 1960) i sit intenst blå, kimonoinspirerede collageværk ”Vandets stilhed” åbenlyst henter sin inspiration i Japan og i Østen, eller Assadour (født 1943) fra Libanon stilistisk arbejder med sin skæbnebestemte figurfremstilling under påvirkning af både Bauhaus-skolens rene æstetik og af surrealismen.

Tilsammen fremlægger udstillingens værker derfor også et meget varieret tankegods. Alt vender ikke i samme retning, alt går ikke i takt. I maj måned i år gæstede den marokkansk-hollandske forfatter og økonom Fouad Laroui (født 1958) Danmark, og i en debat på Københavns Universitet efterlyste han en større viden om og interesse for den filosofiske tradition i de arabisksprogede lande – den vestlige og den arabiske filosofi har igennem århundreder gensidigt inspireret hinanden. Og netop denne pointe bliver man på sin vis også mindet om på den arabiske tegneudstilling. Der ligger mange overvejelser og mange kunstneriske undersøgelser bag de fleste værker, hvad enten det er Etel Adnan, der forholder sig filosofisk reflekterende til sansningen af sine omgivelser og elementerne, eller russisk-algeriske Zoulika Bouabdellah (født 1977) der med feministiske undertoner lader kvindens liv overskride det enkelte stykke papir i lyset af en mandlig domineret kunsthistorie.

Udstillingen består især af værker fra Det Arabiske Instituts faste samling og fra en større donation af kunst, som generøst er tilgået instituttet fra ægteparret Claude og France Lemands private samling. Dertil kommer indlån fra enkelte af samtidskunstnerne. Et særligt plus ved udstillingen er, at den åbner døre og giver indblik i samfund og tankesæt, der i dag stort set er utilgængelige og lukket land for resten af verden.

Det gælder ikke mindst i mødet med den yemenitiske kunstner Fuad el Futaihs (født 1948) sort-hvide fremstilling af en fisker, hvor de fineste blækstreger i en sand eksplosion af fortælleglæde og fortrolighed med sit stof fra Den Arabiske Halvø inviterer indenfor i et i dag fjernt, måske tabt nærmiljø og verdensbillede. Sammen med tunesiske Gouider Trikis (født 1949) ”To ryttere og en løve”, der trækker på de mundtlige overleveringer og forestillinger fra kunstnerens hjemland og berberkultur, udgør Futaihs rørende fisker et helle i udstillingen, hvor stemninger og hændelser foldes ud og bringes til live. Helt forskelligt fra de barske og også nødvendige skildringer af en rå virkelighed, som udstillingen heller ikke glemmer.

I palæstinensiske Hani Zu-robs (født 1976) collage ”Most of your fears are in your head” tages den psykisk og fysisk skrøbelige krop i en brutal verden under kunstnerisk behandling. Værket er et godt eksempel på de aktuelle og politiske konflikter, som også optager den arabiske samtidskunst netop nu.

Det store periodiske og tematiske spænd i præsentationen af den arabiske tegnekunst gør, at udstillingen på det arabiske institut giver stof til eftertanke. Der er mange fælles berøringsflader mellem de arabisksprogede kunstnere og den øvrige verden, vigtige spørgsmål der også angår os i Europa, i Norden og i Skandinavien, og som det indimellem kan være godt at blive mindet om. De basale fortællinger om forskellige former for liv og præmisserne for eksistens, menneskets såvel som kunstens eget, er i Paris formidlet både vedkommende og interessant – uanset om det er på 1000 år gammelt papyrus eller skabt af kunstnerne i dag.

Udstillingen ”A la plume, au pinceau, au crayon: dessins du monde arabe” kan ses på Institut du Monde Arabe i Paris frem til den 15. september 2019.