Billedhuggeren Kirsten Justesens vigtigste kunstneriske værktøj er altid lige ved hånden. Lige siden hun trådte sine avangardistiske kunstneriske barnesko i 1960ernes Aarhus, har hun brugt sin egen krop som udgangspunkt for sin kunst.
Hendes store gennembrud blev blandt andet et fotografi af hende selv siddende i en indkøbsvogn placeret i et landskab.
Det og meget andet kan i disse dage opleves på Randers Kunstmuseum, der byder på en stor af Kirstens Justesens værker skabt gennem næsten et halvt århundrede.
LÆS OGSÅ: Museum forbereder Jorn-jubilæum
Der er dog ikke tale om nogen retrospektiv , for det ville være som en buket på sin egen grav, mener kunstneren, der hellere vil kalde en for en række nedslag i hendes lange kunstneriske karriere.
Udstillingen viser min bevidsthed om den klassiske skulptur, det er højde, bredde, dybde på en sokkel, samtidig med at det er eksperimenterende, siger Kirsten Justesen og tilføjer om det at bruge sin egen krop:
Kroppen er vel det meste brugte i kunsthistorien overhovedet, og da jeg i begyndelsen af min karriere kiggede lidt på 1800-tallets ideal af en kvinde, sådan buttet og lettere overvægtig, opdagede jeg, at jeg var heldig selv at have sådan en krop, og så var det ligesom oplagt og meget praktisk. Min krop kan klædes af, klædes på, afstøbes, affotografres, aftegnes. Den kan blive gravid, den kan blive tyndere og tykkere, og den kan blive gammel.
Selvom hun bruger sin egen krop i sine værker, er der langtfra tale om selvportrætter, blandt andet fordi kroppene aldrig har noget ansigt eller nogen egentlig personlighed.
Det er snarere et spørgsmål om form og æstetik. Det er en interesse for kroppen som den fysiske ramme om vores liv og møde med verden.
Kropsværkerne har ikke spor af subjektivitet, men kroppen kan heller ikke adskilles fra værket. Den følger med med samme uafvendelighed, som når vi går rundt i verden.
For Kirsten Justesen er opløsningen af grænserne mellem kunst og virkelighed ikke en afslutning, men et vilkår og en begyndelse.
Hun arbejder med et udvidet æstetisk felt og et skulpturbegreb, hvor en minimal prosaisk sokkel eller en simpel understøtningsflade kan løfte ordinære objekter, lyde, handlinger eller ord ud af dagligdagen ind i kunsten. Kunsten bliver i hendes perspektiv et metasprog, hvor nye forestillinger og billeder af verden kan formes.
Mænd ser og kvinder ses. Sådan er det, mener Kirsten Justesen, der som en vigtig aktør i 1960ernes og 1970ernes eksperimenterende miljø også spillede en rolle som feministisk kunstner.
Hun var ikke typen, der smed sin bh på bålet og gik rundt i en alt for stor kedeldragt, men deltog snarere i kvindeopgøret iført røde tånegle og med en kunstnerisk ambition om, at kvinder også kan se med egne øjne.
Hendes livtag med det traditionelle syn på kønnene faldt sammen med tidens politiske dagsorden, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved det meste.
Hun er samtidig med en kunstner som Bjørn Nør-gaard, og i Aarhus fandt hun i slutningen af 1960erne sammen med blandt andre forfatteren Peter Laugesen. Han har siden fulgt Kirsten Justesens arbejde og mener, at hun har været vigtig for dansk samtidskunst.
Hendes måde at bevæge sig uden for de klassiske former på har haft stor betydning for den måde, samtidskunstnerne arbejder på med installationer i dag. Og hendes egen kunst er stadig aktuel, fordi hun hele tiden forholder sig til, hvad der foregår i samtiden, siger Peter Laugesen.
På en My body is my tool i Randers er der fotografier og billeder fra 1970ernes kvindekamp, skulpturer og performances fra 1980erne og 1990erne samt tre helt nye værker skabt specielt til en.
Museumsdirektør for Randers Kunstmuseum Lise Jeppesen er taknemmelig for, at en kunne realiseres.
Det er en af international kaliber, siger hun og tilføjer, at Randers Kunstmuseum i 2012 kun udstillede mandlige kunstnere, og at hun derfor er ekstra glad for, at Kirsten Justesen sagde ja til at vise sin værker i Randers.
Selv er Kirsten Justesen også godt tilfreds med en og især med samarbejdet med museet.
Lise Jeppesen har en grundig indsigt i eksperimenterende kunst, og derfor har det været en stor fornøjelse at lave en sammen med hende, siger hun.
Selvom der som nævnt ikke er tale om en retrospektiv , er det oplagt for Kirsten Justesen som snart 70-årig at se tilbage på sit kunstnerliv.
Man kan sige, at min metier er absurd. Jeg har hele mit liv ledt efter og undersøgt det umulige, som jo i virkeligheden er overflødigt. Men jeg er meget tilfreds med de beslutninger, jeg har taget som kunstner, og jeg har levet et meget privilegeret liv, siger hun.
