Prøv avisen

Udstilling om armensk folkemord rører ved tyrkisk selvforståelse

Tyrkiet lagde pres på det kongelige bibliotek og fik lov til at arrangere modudstilling om det "såkaldte" armenske folkemord. Den oprindelige udstilling, der har medført alt balladen er opstillet på Universitetsbibliotektet på KUA på Amager Foto: NIels Ahlmann Olesen Denmark

Udstillingen på Det Kongelige Bibliotek om det armenske folkemord skaber debat, fordi den rører ved en central del af tyrkisk selvforståelse, påpeger eksperter

Når en lille udstilling arrangeret af Det Kongelige Bibliotek og den armenske ambassade i Danmark kan få det tyrkiske diplomati op i det røde felt, skyldes det et særligt ømtåleligt emne, som stadig bringer de store følelser i spil. Det handler om folkemordet på 1,5 millioner armeniere, som fandt sted for snart 100 år siden.

Tyrkiet benægter hårdnakket, at der var tale om et folkemord, mens Armenien får større international opbakning af blandt andre USA og Frankrig. Sidstnævnte har gjort det ulovligt at benægte folkedrabet, og i Danmark markeres det som en særlig Auschwitz- og folkedrabsdag.

LÆS OGSÅ: Vi skærper den kritiske sans

Det Kongelige Bibliotek har måttet sande, at der er tale om en betændt sag. Efter et møde med den tyrkiske ambassadør har biblioteket indvilget i at være medarrangør af en slags modudstilling med titlen Det såkaldte armenske folkemord.

Striden skyldes en 100 år gammel selvforståelse, fortæller Helle Schøler Kjær, journalist og forfatter til bogen Danske vidner til det armenske folkemord.

Staten Tyrkiet er bygget på stærke nationalistiske principper om en enhedsstat, som man har svært ved at slippe. Det er sket på mange områder, herunder anerkendelse af antallet af sprog og religioner. Men netop sagen om armenerne vil man ikke give slip på, siger hun.

Det skyldes, at det formentlig er den sidste nationalistiske del, som den tyrkiske ledelse kan holde fast for at virke nationalistiske og for at holde sammen på staten, mener hun.

Man har løbende gjort lidt indrømmelser over for etniske og religiøse mindretal som eksempelvis kurdere og kristne. Men den sidste anerkendelse, der handler om folkemordet, er man ikke kommet til endnu, siger Helle Schøler Kjær.

Og det vil heller ikke ske, når landet markerer 100-års dagen i 2015, mener hun. I Tyrkiet er det stadig strafbart at kalde drabet på armenierne for folkemord, da det vil være en besudling af den nationale ære.

Den verdensberømte forfatter og nobelpristager Orhan Pamuk kom på kollisionskurs med det tyrkiske justitsvæsen og den tyrkiske offentlighed, da han i februar 2005 til et schweizisk magasin udtalte, at en million armeniere er dræbt i dette land, og jeg er den eneste, der tør tale om det.

Tyrkiet påstår, at der døde omkring 300.000 armeniere som led i civile fejder, hvor også tyrkere døde. Det handlede om sikkerhedspolitik, og den slags sker i krig, lyder argumentet. Der var altså ikke tale om forfølgelser og drab forstået ud fra FNs konvention om folkemord fra 1947 i kølvandet på nazisternes mord på seks millioner jøder, mener tyrkerne.

Ifølge ekspert i Tyrkiet Daniella Kuzmanovic fra Københavns Universitet frygter regeringen i Ankara, at en undskyldning og anerkendelse vil udløse krav om økonomisk kompensation fra efterkommerne af ofre for folkemordet. Der vil formentlig komme forsøg på sagsanlæg, fortæller hun.

Samtidig spiller de tyrkiske nationalister stadig på frygten for territorial splittelse, hvis armenske nationalister får ret til at få de historisk armensk-beboede områder tilbage og indlemmet i det nuværende Armenien.

Hele Tyrkiets fundament er, at det hele tiden skal forsvare sin territoriale integritet imod trusler udefra og indefra. Tyrkiske politikere taler direkte ind i den tyrkiske nationalisme, som tyrkerne er opdraget med, siger Daniella Kuzmanovic.

Hun mener dog, at det vil være vanskeligt at holde Tyrkiet ansvarlig for handlinger i 1915, som blev begået af det daværende osmanniske rige. Folkemordet fandt sted inden Tyrkiets oprettelse i 1923, og derfor er økonomisk erstatning også urealistisk. Det handler altså udelukkende om den nationale tyrkiske ære.