Der skulle gå 560 år efter hendes død, inden den første dronning Margrete fik et tal føjet til sit navn i rækken af danske regenter.
Den 14. januar 1972 døde Frederik den Niende, og dagen efter blev tronfølgeren udråbt som dronning Margrethe den Anden fra Christiansborg af statsministeren, der hed Jens Otto Krag.
Tv-klip og billeder af begivenheden er indgået som en del af vores fælles historiske arv, og netop Aage Sørensens berømte pressefotografi af proklamationen på balkonen runder så at sige fortællingen af i en let tilgængelig, lille udstilling om dronning Margrete den Første, der altså først i 1972 fik et tal føjet til sit navn.
På den måde lægger tilrettelæggerne af udstillingen vægt på at pege på historisk kontinuitet og forestillingen om national sammenhæng. Vore dages Christiansborg, hvorfra dronning Margrethe blev udråbt, eksisterede ikke i den første Margretes levetid – men ruinerne under bygningen er fra en middelalderborg, hvor hun i 1363 blev gift med den norske kong Håkon den Sjette Magnusson.
Udstillingen er foranlediget af Charlotte Sielings film, ”Margrete den Første”, der netop har haft premiere – og skal den, udstillingen, fungere som reklame for filmen, gør den det glimrende.
Selv på de små tavse skærme med klip fra handlingen virker filmen visuelt frapperende.
Dronning Margrete levede mellem 1353 og 1412 og kom til at spille en rolle i historien, der var ganske usædvanlig for en kvinde i middelalderen.
Et citat på udstillingen kan få en til at tænke på vore dages diskussioner om, hvilket køn man nu er, bliver påduttet eller vælger at være.
Det er Arild Huitfeldt, en historiker fra sidste halvdel af 1500-tallet, der i sin ”Danmarks Riges Krønike” bemærker om Margrete, at hun var ”en prisværdig, snild og vis fyrstinde udi alt, som hører til regimente og regering. Hendes fader sagde, at naturen havde faret vild med hende. Hun skulle have været en karl, men blev et kvindfolk!”.
Hendes far var Valdemar Atterdag, og trods overvejelserne om datterens egentlige køn havde hverken han eller rigsrådet til sinds at lade Margrete efterfølge ham på tronen. Men det kunne Margretes søn, Oluf, gøre.
Han var imidlertid blot fem år, da Valdemar Atterdag dør i 1375, så han må have hjælp af sin mor til at styre riget. Ydermere dør kong Håkon – som Margrete var blevet gift med i 1363 – og efterlader en søn på 10 år, som Margrete så også må være formynder for. Derved bliver hun den reelle magthaver i Danmark og Norge.
Siden kommer så Sverige til – og dronning Margrete indleder et reformarbejde af landene, der blandt andet reducerer adelens magt.
Vurderingen af hendes betydning og hendes person har været svingende fra uselviskhed i beskyttelsen af barnekongerne til personlige magtambitioner. Man skal måske unde sig selv at se den fortolkning af hendes liv, der bliver foretaget i filmen om hende?
På udstillingen indskrænker en vurdering af hendes personlighed sig til et par brevcitater af mere forretnings- og formaningsagtig karakter. Til plejesønnen, Erik af Pommern, som hun adopterer i 1389, skriver dronning Margrete eksempelvis:
”Hvis nogen klerk eller lægmand kommer til dig og beder om privilegier, adelsbrev m.m. (...) skal du tøve så lang tid, du kan. Hvis de vil vide din mening, må du udskyde det, til jeg kommer, og sige, at du venter mig dagligt, og så snart jeg kommer, vil du gerne gøre det, såfremt jeg tilråder det. Men du kan ikke gøre noget, før jeg kommer, for jeg ved mere derom end du...”
Og det er så blot én af 54 formaninger.
Udstillingen ”Margrete den Første” er ikke omfangsrig. Den består af nogle kostumer fra filmen samt en række artefakter fra Nationalmuseets samlinger, der har med tiden at gøre, og måske er det ikke uforståeligt, hvis besøgende blander tingene sammen.
Er de udstillede historiske relikvier, eller er de blot rekvisitter? Har Oluf, barnekongen, virkelig leget med den træhest? Nej, den stammer så fra filmen. Hvad der imidlertid er ægte, er en kjole, man ifølge udstillingen er temmelig sikker på, at dronning Margrete har båret.
Dronning Margrete samlede i 1397 Norden i Kalmarunionen, så måske er der en slags poetisk retfærdighed i, at den historisk betydningsfulde beklædningsgenstand sædvanligvis befinder sig i domkirken i Uppsala – hvis man ser bort fra den omstændighed, at kjolen er krigsbytte fra dengang, den svenske hær i 1659 plyndrede i Danmark og herunder i Roskilde Domkirke, hvor man stadig i dag kan se hendes sarkofag.
Genstandene er fortrinsvis udstillet i, hvad der måske rummer den mest middelalderlige tone blandt salene i det nuværende Christiansborg. Oppe på væggene i Tårnsalen ses Joakim Skovgaards gobeliner, hvis motivkreds udspringer af de danske folkeviser.
I det hele taget er der nok at se på på Christiansborg, hvis man er interesseret i kunst og historie og kunsthistorie – og man kan blandt andet runde riddersalen, hvor Bjørn Nørgaard i sin farvestrålende serie af gobeliner genfortæller Danmarks historie gennem 1000 år. Den lange fortælling omfatter naturligvis også dronning Margrete, som er at finde i det tæppe, der hedder ”Yngre Middelalder”.