Prøv avisen
Fra brandes til bukdahl

Udsvævende, isoleret og med livet som indsats

Henrik Stangerup (1937-1998). Foto: Scanpix

Henrik Stangerups kulturkritik blev uovertruffen af, at han lod kunst og journalistik suge næring af hinanden

”Den følsomme damptromle”. ”Vandbøflen”. ”En køllesvinger”. ”Skærebrænder-revseren”. ”Vandhovedet fra Møn”.

Udefinerbart barn har af gode grunde mange navne. Det gælder i særdeleshed forfatteren og kritikeren Henrik Stangerup (1937-1998), der er blevet tilskrevet alle de ovenstående prædikater af venner og fjender i rasende blanding.

Henrik Stangerup voksede op i et klassisk-borgerligt hjem som søn af den konservative litteraturhistoriker og kritiker Hakon Stangerup. Henrik Stangerup læste teologi på Københavns Universitet, men indledte tidligt en journalistisk levevej, og allerede fra begyndelsen af 1960'erne anmeldte han film og litteratur i Ekstra Bladet under den sære Rachel Bæklund, Ekstra Bladets ”nejsiger” ifølge Stangerup.

Denne nejsigerske ansatte en stribe unge talenter, der ud over Stangerup blandt andet talte Hans Hertel, Jan Lindhardt og Thomas Bredsdorff. Derfra gik det slag i slag for Stangerup, der resten af livet huserede i danske aviser. Efter Ekstra Bladet blev det først Politiken og senere Berlingske, der fik lov at finansiere den følsomme damptromles udskejende liv.

Men Stangerup var først og fremmest forfatter, og han var helt sikkert en bedre digter end kritiker. Derfor er det også hans romaner, der først og fremmest vil sikre hans eftermæle. Næppe den p.t. mest kendte, ”Manden der ville være skyldig” (1973), men snarere den nyrealistiske ”Slangen i brystet” (1969) og den selvudleverende ”Fjenden i forkøbet” (1978).

Det faktum, at han formentlig var en bedre forfatter end kritiker, behøver dog ikke at lade hans kritiske stjerne falme stort. Det skyldes hovedsageligt, at hans romaner er så mesterlige. Og hans kritik blev netop god af, at han kunne lade kunst og journalistik suge næring af hinanden, idet han brugte sig selv selv lige så meget i sin kritik som i sine romaner. Eller, som han selv hævdede det:

”God journalistik holder skrivemaskinen i gang, skærper forfatterens evne til at observere, lukker ham ud af jeg-fængslet. Holder ham ung,” hvorefter Stangerup uden ydmyghed mindede om, at de fleste store forfattere fra det 19. århundrede også var journalister: Mark Twain, Charles Dickens, Tolstoj og Dostojevskij. Om sidstnævnte kunne man endda lykkeligvis konstatere, at ”hans reportager fra Paris fortæller mere om slavisk mentalitet i karambolage med vestlig end de første hundrede kremlologiske professorafhandlinger”.

Ideologisk set var og er Stangerup mere eller mindre umulig at placere. Det ville sikkert have glædet ham at kunne konstatere det i dag. Mange i samtiden ville gerne gøre ham til en repræsentant for en konservativ tradition efter hans far, men det er ikke korrekt.

Stangerup havde godt nok et sundt had til marxismen, der fyldte så meget på hans tid tid, men Stangerup var snarere en aggressiv, antiautoritær og individualistisk kulturradikal, ikke ulig Poul Henningsen. Flere har dog bemærket, at PH var i stand til at skabe sig tilhængere - det var ikke Stangerups styrke, dertil var han for ofte ubehagelig. At Stangerup skulle høre hjemme i en konservativ åndstradition modsiges da også af hvasse udfald mod kulturkritikere som Harald Nielsen og Søren Krarup. Sidstnævnte spredte lige frem ”giftgas fra Seem”, som Stangerup behagede at formulere sig i et foredrag i Georg Brandes Selskabet i 1991.

Men han hadede i sandhed tidens marxister, og det smittede på sin vis også af på hans kritiske orientering. Enkelte af 1960'ernes danske modernister, eksempelvis Klaus Rifbjergs digtning i de år, kunne gå an, men det blev de store, spraglede fortællere, der med tiden mest blev hyldet: colombianske Gabriel García Márquez, britisk-indiske Salman Rushdie og peruvianske Mario Vargas Llosa. Márquez blev eksempelvis hyldet for at genoplive den store, episke roman, efter at franskmændene i ”semiologisk-marxistisk modernisme” havde ladet litteraturen stivne.

Márquez og de andre store fortællere skrev lykkeligvis fortællekunst ”fjernt fra den semiologiske terror”, som Stangerup karakteristisk slyngede ud i Ekstra Bladet i 1985.

Stangerup var ikke en intellektuel på samme måde som sin fader, og som så mange andre store danske kritikere gennem tiderne, der jo også ofte var professorer ved siden af kritikergerningen. Vennen Jurij Moskvitin hævdede ligefrem, at Stangerups ”litterære uvidenhed var suveræn”. Det var nu overdrevet, for Stangerups livslange beskæftigelse med den eksistentialistiske tradition i form af Jean-Paul Sartre, Gabriel Marcel og Albert Camus var reel og krævede en indsats. Men det er rigtigt, at Stangerup ikke var den typisk intellektuelle. Han var tværtimod en udsvævende, isoleret og kæmpende mand, til tider i fysisk og mental opløsning.

Hans kritik var ganske uden intellektuelt bagland eller stivnet sympati med en bestemt gruppering. Og den var med livet som indsats til en grad, som ingen anden dansk boganmelder nåede i det 20. århundredes anden halvdel.