Claus Grymer er en moden herre, der har udgivet digtsamlinger siden 1973 og været skribent på Kristeligt Dagblad lige så længe. Hans digte er korte, præcise og lakoniske i formen, og stilen er enkel og dagligdags på en velgørende måde, for det er ikke, fordi Grymer viger uden om tilværelsens store emner som sorgen over livspartnerens død, konfrontationen med døden, og hvad meningen med det hele er. Dette foregår dog altid i en tone uden patos og svulstighed, men med underfundig og absurdistisk humor.
”Aftenvindue” hedder Grymers nye digtsamling, og titlen er en velvalgt metafor for det, som værket beskriver, nemlig de udsigter og perspektiver, der kan være for en enlig mand, der befinder sig i livets aften. Grundstemningen er resigneret og illusionsløs, som det følgende indledende digt tørt fastslår:
”Folk dør omkring mig/ som om det er helt naturligt/ det lader til/ at de klarer det fint/ de er her/ og de er her ikke mere/ så enkelt kan/ det åbenbart være.”
Så enkelt er det dog ikke helt hos Grymer, for der er masser af liv og spræl i kludene, som det kommer til udtryk i nogle herlige sortsynede og galgenhumoristiske kommentarer til samtiden:
”Efter fortæringen af pappizzaen/ er situationen ikke håbløs/ og fremtiden/ ikke opbrugt/ jeg ved at om lidt/ kommer tv-avisen/ kald det bare/ fremtidsforventning.”
Tilsvarende opleves en absurdistisk og sprudlende selvironisk agenda i de små poetiske rapporter fra dagligdagen:
”At se Far til Fire film fra halvtredserne/ er en forberedelse til døden/ som at blive barn på ny/ og vende tilbage til begyndelsen.”
I det hele taget er styrken i Grymers digte, at de formår at anskue hverdagens almindelige foreteelser, ting og aktiviteter, så at nye og overraskende perspektiver kommer til syne. Der er næppe skrevet et så eksistentielt vigtigt, morsomt og livbekræftende digt om rullepølse før på dansk som dette:
”På badeværelset ingen påviselige spor/ af blod i urinen/ og tilsyneladende heller ikke hverken/ vildtvoksende modermærker/ eller svulster i formodet nærkontakt/ med døden/ så det er faktisk med/ intakt livsmod/ jeg vender tilbage til stuen/ med overskud til at mene noget om/ hos hvilken af byens slagtere/ man køber den bedste rullepølse.”
Endelig er der i ”Aftenvindue” nogle herlige digte, hvor forundringen over tilværelsens mirakler og uforståelighed får lov til at lyse i sin magt og skønhed – dog altid i Grymers underfundige, nedtonede diktion. Det kan lyde sådan her, og det er god lyrik:
”De store sorte fugle/ svævende/ hen over blæsende/ efterårstræer/ fylder mig med en underlig lykke/ som jeg ikke forstår/ måske skulle jeg/ alligevel tro på den.”