1 Vandalisme eller vellykket
Siden provokunstneren ved navn Ibi-Pippi Orup Hedegaard i sidste uge gik til angreb på Asger Jorn-maleriet "Den foruroligende ælling" med lim og tusch, har denne angiveligt kunstneriske handling vakt megen furore. Også internt blandt provokunstnere, som ikke kan blive enige med hinanden om, hvorvidt det skal ses som vandalisme eller vellykket kunst at gå ind på et kunstmuseum i Silkeborg og overtegne en anden kunstners kunstværk, som i forvejen var en overtegning af et ældre maleri.
Radioprogrammet P1 Debat havde onsdag besøg af chilenskfødte Marco Evaristti, som er kendt for sin udstilling i år 2000 af guldfisk i blendere. At kunst kan og skal være grænsesøgende er Evaristti således helt bevidst om, men akkurat Jorn-aktionen betegnede han som "ren vandalisme", "langt ude" og "bonderøvsagtige streger på et meget finkulturelt værk".
Mens Ibi-Pippi således ikke skal regne med at indrullere Marco Evaristti i sin - vistnok ret sparsomme - tilhængerskare, så udtrykte en anden kendt provokatør, Jens Haaning, en helt anden grad af anerkendelse.
Haaning, der sidste år stod bag et af de mest omtale kunstværker i den nyere danmarkshistorie, ikke-værket "Take the Money and Run" på Kunsten i Aalborg, omtalte kreationen af Jorn-maleri, lim og tusch som "et meget kompetent kunstværk".
Faktisk advokerede Haaning for, at Statens Museum for Kunst burde udstille "Den foruroligende kælling", som Ibi-Pippi kalder det i anden potens overmalede maleri.
"Jeg kan ikke forstå problemet. Det Asger Jorn-billede er reproduceret så mange steder. Vi kender det i forvejen. Og det billede er jo ikke forsvundet. Man kan jo godt se, at det ligger inde bagved," sagde Jens Haaning, der erklærede sig "decideret imponeret" over Ibi-Pippis kunstneriske bedrift og tillod sig at gætte på, at Asger Jorn selv ville være tilsvarende imponeret, hvis han havde levet endnu.
Ibi-Pippi Orup Hedegaard medvirkede selv i debatten, og hvis Jens Haaning havde troet, at hans ros og opbakning ville afføde taknemmelighed, så har han ikke helt forstået, hvor omvendt en ægte provokunstner tænker. Det var nemlig Marco Evaristtis harske kritik, der vakte størst glæde.
"Bonderøvsagtige streger på et finkulturelt værk. Det er helt klart den største ros, mit værk har fået," sagde Ibi-Pippi Orup Hedegaard.
2 Kardashian mod konservatorerne
"The Met Gala", en traditionsrig velgørenhedsmiddag for kultureliten på The Metropolitan Museum of Art i New York, har udviklet sig til lidt af en udklædningsfest de senere år. Hvert år er der en "dresscode" og i år var temaet, gæsterne skulle fortolke, "In America: An Anthology of Fashion" med undertemaet "The Gilded Age", og med det var der lagt op til fokus på den amerikanske drøm, alt-kan-købes-for-penge-mentalitet og lidt for meget af det hele.
Lidt for meget er nærmest superrealitystjernen Kim Kardashians mellemnavn, og til anledningen havde hun lånt den måske mest ikoniske kjole, der findes, nemlig den superstramme, krystalbesatte og gennemsigtige sag, Marilyn Monroe i 1962 sang fødselsdagssang for præsident John F. Kennedy i.
Kjolen har normalt hjemme i en montre på "Ripley's Believe it or Not"-museet i Orlando, Florida. Den kostede oprindeligt 12.000 amerikanske dollar, hvilket var meget dengang, men intet i forhold til dens senere værdi: I 2016 købte museet kjolen for 4,8 millioner dollar på en auktion, og i dag vurderes den at være omkring 10 millioner dollar værd.
Men én ting er penge, noget andet er historisk værdi. Og dén har stenrige Kim Kardashian og Ripley's set stort på, mener en række kritikere af kjoleudlånet. Én af dem, der var først ude, var chefkonservator ved Cleveland Museum of Art og tidligere konservator på "The Mets" kostumeafdeling, Sarah Scaturro. På Instagram skrev hun, at hun i sin tid på museet ofte havde forsøgt at afværge udlån af historisk beklædning til kendte mennesker.
"Når man bruger historisk tøj, ødelægger man det. Punktum. En 60 år gammel kjole vil med sikkerhed have nogle problemer og svage punkter. Og Kim bruger med sikkerhed forskellige produkter; lotioner, cremer, parfumer og kropsmakeup, alt sammen noget, der vil skade kjolen yderligere," lød det i Scaturros opslag.
Konservatorer fra blandt andet Rijksmuseum i Amsterdam og Kunstmuseum Den Haag i Holland bakkede op, og også modehistorikeren Keren Ben-Horin, har blandet sig og kaldt museets kjoleudlån decideret "uetisk".
Den originale kjole havde Kim Kardashian kun på i ganske kort tid på den store aften, mens billederne på den røde løber blev taget. Herpå skiftede hun til en kopi.
Over for modemagasinet Vogue forsvarede hun sig:
"Jeg har ekstremt stor respekt for kjolen og dens historiske værdi. Jeg ville aldrig have lyst til at sidde i den, spise i den eller gøre noget, der kunne ødelægge den. Og jeg har ikke haft den type kropsmakeup, jeg plejer at bruge, på," lød det.
Om kjolen er sluppet uskadt fra sin næstmest berømte optræden nogensinde vides ikke. Kardashian fik sin omtale - men gyset sidder nok i konservatorerne endnu.
Treo skældes ud (igen)
Musikanmelder på Ekstra Bladet Thomas Treo er kendt (eller berygtet) for sine skarpe og undertiden barske anmeldelser, i hvilke han blandt andet har kaldt kunstneren Tessa for et “rappende rævgevir” og rapperen Nicki Minaj for en “punkteret sexdukke”. I denne uge var det dog ikke hans sprogbrug, men hans objektivitet som anmelder, der var omdrejningspunkt for debat.
Sagen er nemlig den, at Thomas Treo har har givet to stjerner til en ny musikdokumentar med titlen “Hun har så mange følelser, og de sidder helt ude på tøjet” om sangeren Medina. Det er der ikke i sig selv noget overraskende eller fordækt i. Thomas Treo har gentagende gange givet Medinas koncerter og album lave karakterer.
Det, som er anledning til virakken, er, at Thomas Treo selv optræder i dokumentaren. Han er filmet til en Medina-koncert i 2021, hvor han står og tager noter. Herefter er uddrag af hans tostjernede anmeldelse citeret i filmen.
Det, kombineret med det faktum at Thomas Treo ikke selv vedkender sig, at han er med i filmen, har fået filmredaktør på popkulturmagasinet Soundvenue, Jacob Ludvigsen, til tasterne.
“I det her tilfælde er [Thomas Treo] så meget en del af historien, at hans dom mister al troværdighed, når den kommer uden nogen form for disclaimer eller selvrefleksion,” mente Jacob Ludvigsen og anførte, at Ekstra Bladet i det mindste burde have ladet en anden anmelder skrive om Medina-filmen.
Men det afviser Ekstra Bladet pure.
“Treo medvirker ikke i dokumentaren, han er omtalt, og der er ret stor forskel. Derudover bliver han hele tiden kritiseret. Han er en kontroversiel anmelder, men vi kan ikke lade det diktere, hvad han skal anmelde, for så kan han nærmest ikke anmelde noget overhovedet,” siger underholdningschef på bladet Philip Thomsen til Jyllands-Posten, og tilføjer, at han “stoler 100 procent på, at Thomas Treo er helt objektiv”.
Men den køber kulturjournalist på Information Rasmus Elmelund ikke. Ifølge ham er præmissen bag Philip Thomsens argument helt forkert:
“Er der noget, en anmelder ikke er – og ikke skal være – er det objektiv,” skriver han og kalder forsvaret “sløjt”.