Da en lokalhistoriker for nylig åbnede låget på en gammel kasse i Rigsarkivet og fandt et ukendt eventyr, Tællelyset, af H.C. Andersen, åbnede han også for en stor diskussion om eventyrets ægthed.
LÆS OGSÅ: Nyt H.C. Andersen-eventyr filmatiseres
For mens nogle H.C. Andersen-eksperter har jublet og kaldt fundet en litterær sensation, er der andre, der har stillet sig tvivlende og erklæret eventyret for et falsum. Blandt andre sognepræst Kathrine Lilleør, lektor Erik Skyum-Nielsen og forfatter Johannes Møllehave.
Senest har sprogforskeren Jørn Lund også stillet sig i rækken af skeptikere. Han har gennem mange år studeret H.C. Andersens sprogbrug og udgav i 1991, sammen med professor Torben Brostrøm, en bog om forfatterens sprog. I den forbindelse analyserede Jørn Lund mange af H.C. Andersens stile og andre tidlige skriftlige arbejder, og han har derfor et indgående kendskab til forfatteren. Han håber dog ikke, at Tællelyset er et falsum, og han mener, at der skal meget mere granskning til, før man kan vide sig helt sikker. Blandt andet skal papiret, blækket og håndskriften studeres nøje, da man herigennem kan finde frem til eksempelvis årstal for teksten. Men en af de ting, der alligevel får Jørn Lund til at tvivle, er stilen og udtrykket i eventyret.
Nogle af de stilistiske træk får mig til at tvivle på, om det er skrevet af H.C. Andersen omkring 1822 til 1826. For eksempel ordet formfuldendt, som var et meget sjældent brugt ord dengang, siger Jørn Lund, som også er skeptisk over for, at H.C. Andersen så tidligt skulle beherske eventyrgenren.
Det er ikke, fordi jeg vil være en tællelyseslukker, men for mig virker det underligt, at han så tidligt bevægede sig så sikkert i eventyrgenren, når det først er langt senere, at han giver sig i kast med at udgive eventyr.
For professor Johannes Nørregaard Frandsen fra Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet er der derimod mange ting, der taler for, at eventyret er ægte. Alene af den grund, at hvis det er et falsum, så er det lidt for godt og grundigt lavet:
Hvis det her er en forfalskning, så er det lavet af folk, der har et meget indgående kendskab til H.C. Andersen og hans forfatterskab. Hele billeddannelsen i eventyret har klare Andersenske træk. Der er nogle meget konkrete tekstbilleder, hvor en gryde er en gryde, men også en vugge og en far. Hele tingsuniverset er meget stærkt tistede, som det altid har været hos Andersen, og som er noget, der har været med til at placere ham i verdenslitteraturen. Og så undrer det mig også, hvordan det er kommet ned i den kasse. Men der er en lille ting, der nager mig, og det er, hvorfor han ikke har brugt det igen.
Det er netop en af grundene til, at sognepræst Kathrine Lilleør mener, at eventyret ikke er ægte. For H.C. Andersen ville ikke have undladt at læse det højt for alle, der ville høre det, har hun tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad og i en kronik i Berlingske, hvor hun skrev:
Det er lodret mærkeligt, at han har holdt sig tavs om en så helstøbt fortælling, der er dedikeret til madam Bunkeflod, som han livet igennem takker for at have plantet digterdrømmen i ham. Langt mere sandsynligt ville det være, at han netop i forhold til hende ville have brystet sig af, at hun fik et af hans tidlige eventyrforsøg i personlig dedikation.
Diskussionen er altså langtfra slut, og det er der to gode grunde til, mener Johannes Nørregaard Frandsen. Den ene er, at H.C. Andersen er et nationalklenodie, som betyder noget for os alle, og den andet er, at hvis eventyret er sandt, så forrykker det hele synet på H.C. Andersens forhold til eventyrgenren. Men hvis det viser sig at være et falsum, er det ikke ukendt inden for litteraturen:
Litterære svindelnumre er en gammel litterær genre. Jeg var for eksempel med til at skrive forordet til Regine Olsens dagbog i 2001 for at lave sjov og ballade. Hos en forfatter som Søren Kierkegaard ser man jo også en sløret identitet, hvor han gav sig selv synonymer. Det handler jo om at finde virkeligheden gennem fiktion. Men hvis du er svindler, så er du det jo også for at få opmærksomhed, så hvis det er nogen fra nutiden, må de jo dukke op på et eller andet tidspunkt, siger Johs. Nørregaard Frandsen.