Det var tre dage før jul i 1970, at Europa Bio i Aalborg havde premiere på den amerikanske dokumentarfilm ”Woodstock” af Michael Wadleigh, og den måtte jeg naturligvis ind og se. Jeg havde hørt om Woodstock Festival, der fandt sted i august året før, og havde ligget på køkkenbordet derhjemme på højskolen med øret klinet ind til transistorradioen for at høre Jørgen de Mylius fortælle om og spille musik fra denne fantastiske festival.
At se det hele på det store lærred gjorde et enormt stort indtryk på mig. Jeg var 16 år, lige flyttet til Aalborg og havde alle antennerne ude for at undersøge, hvad verden var for en størrelse.
Filmen var et los i bagdelen på den gode måde. At se Jimi Hendrix spille den amerikanske nationalmelodi bagfra og derefter smadre sin guitar, og at opleve alle de unge fra USA, der var samlet om musikken og en alternativ livsform, gav mig en forestilling om, at noget tilsvarende kunne komme til at ske i Danmark. Og det skete jo, for vi fik både Thy Lejren og Christiania.
Det var i første omgang musikken, der trak, og jeg fik mange af mine musikalske helte via Woodstock, blandt andre Joni Michell. Men det var også muligheden for en helt ny form for ungdomskultur. Det var en kraftig fortælling om, at livet kan være noget helt andet end den almindelige udgave, som jeg kendte til på det tidspunkt. Det var et enormt identitetsmæssigt boost, der åbnede op for alle mine sanser. Jeg og mine venner sad i biografen og sugede til os af identifikationskraft.
Jeg er opvokset på højskoler, og de var naturligvis præget af de heftige brudflader, der var i samfundet i slutningen af 1960'erne. Det samme var jeg, og filmen fik mig til at kigge endnu mere efter de musikalske ikoner fra USA og deres måde at forene kunst og kultur med politik på. Dengang var det meget sort-hvidt.
Vi var imod Vietnamkrigen, og vi var for kvinders, sortes og homoseksuelles frigørelse. Den flydende relation mellem kultur og politik har været med til at danne nogle af de byggeklodser, der har præget mit liv.
Da jeg senere var færdig med gymnasiet, rejste jeg tværs gennem USA og besøgte selvfølgelig også Woodstock, der er en lille landsby nord for New York. Den tur var et resultat af den decemberdag i Aalborg i 1970.
Der er ingen tvivl om, at det var en fantastisk oplevelse at se den film, men den var også udtryk for en utopisk energi, der både havde positive og negative sider.
Det positive er, at vi også i dag bliver nødt til at forestille os et samfund, der kan være skruet sammen på en anden måde. Ikke mindst af hensyn til klimaet må vi finde en måde, hvor det ikke er de materielle værdier, der er de vigtigste. Men der er også en mørk side. Woodstock Festivalen fik et kæmpe økonomisk underskud, og der var folk, der dengang, og efterfølgende i lignende miljøer, tog alt for mange stoffer. Det var mennesker, der brændte deres lys i begge ender uden tanke for, at der bagefter var en menneskelig regning, der skulle betales.
Vi skal ikke være blinde for, at utopien rummer en lang række problemer. Det så jeg ikke som 16-årig, men det kan jeg se i dag. Derfor bryder jeg mig ikke om, når mennesker bliver for dogmatiske. Det havde Woodstock en tendens til. Det er vigtigt med utopisk tænkning, men vi skal også have respekt for alle de skyggesider ved utopien, som vi kender i dag.
Jeg føler mig til gengæld enormt privilegeret over at have været ung i 1960'erne og 1970'erne. I dag er ungdomslivet grundlæggende langt mere alvorligt. Det gælder om at få 12 i alt. Den slags tænkte vi slet ikke på dengang.