Prøv avisen

Uforglemmelig roman om det moderne menneskes angst for døden

Hermann Broch (1886-1951) blev født i Wien af jødiske forældre. Villy Sørensen er den danske forfatter, der har skrevet mest om Broch, som man nu kan stifte bekendtskab med i den mesterlige oversættelse af "Vergils død". -- Foto: fra bogen

KLASSIKER: Mere end 60 år efter den tyske original er Hermann Brochs grandiose roman om de sidste timer i den romerske digter Vergils liv omsider udkommet på dansk. Et hovedværk i den europæiske litteraturhistorie, der desuden præsenteres i en mesterlig oversættelse

"Kun få værker i verdenslitteraturen har vovet – vel at mærke, udelukkende med litterære midler – så tæt at tilnærme sig fænomenet døden", udtalte Hermann Broch engang om sin roman "Der Tod des Virgils" ("Vergils død") fra 1945, som nu endeligt er udkommet på dansk.

Romanen, som Broch skrev under sit eksil i 1940'erne, beskriver de sidste 18 timer i den romerske digter Vergils (70 f. Kr. – 19 f. Kr.) liv. Med enestående sproglig styrke og drivkraft fortælles om Vergils ankomst til havnebyen Brundisium sammen med kejser Augustus og vejen til det kejserlige palads, hvor den syge digter tilbringer de sidste timer af sit liv i samtaler med venner, kejser Augustus, og i voldsomme feberfantasier der slutteligt fører over i døden.

Brochs litterære gengivelse af disse sidste timer handler især om konfrontationen med døden. Lag for lag skrælles den menneskelige identitets jordiske bestemmelser af, indtil – ansigt til ansigt med døden – menneskets eksistentielle substans endelig viser sig. Her, i det verdsliges sammenbrud, konfronteres Vergil i sidste instans med Altet, den omfattende evige bevægelse bag alle ting, som er hinsides den individuelle skæbne og som tilintetgør ethvert fænomen, men samtidig også er udgangspunkt for nyskabelse og genfødsel. En metafysisk instans, der åbner sig i døden.

Denne sidste instans, som bogen gennem flere hundrede sider arbejder sig hen imod, ligger hinsides alle former, hinsides den individuelle skæbne og ikke mindst hinsides sproget. Romanens form, hvor der er tale om flere hundrede sider lige så grandiose som vanskelige indre monologer, fortalt i tredje person, arbejder derfor også hen imod denne sprogløse tilstand. I en ekstatisk flydende beskrivelse af den menneskelige opløsningsproces fortaber Vergil, og med ham læseren, sig i en hvirvelstrøm af indre monologer, feberfantasier og frie associationer, der gengives i udflydende sætningskonstruktioner, ofte strækkende sig over mere end en side uden punktum. Især den uimodståelige slutning, selveste dødens erfaring, river læseren med i en associationsstrøm, der er enestående i moderne litteraturhistorie.

Brochs roman gengiver dog ikke blot denne dødskonfrontation, men forbinder den tillige med en etisk og moralsk søgen. Udgangspunktet for romanens tilblivelse er Brochs egen erfaring om kulturens sammenbrud i midten af det 20. århundrede: nazisternes magtovertagelse, den vestlige kulturs sammenbrud og tabet af alle fælles religiøse former.

Hans romanprojekt om den antikke digter Vergils død er i denne kontekst motiveret gennem en søgen efter de eksistentielle værdier, der i sidste instans forbliver uberørt af dette sammenbrud, og som samtidig danner grundlaget for en ny tid, for opståelsen af en ny kultur efter sammenbruddet. Romanen handler om undergang og ny begyndelse, om varsler for en kommende tid, der symbolsk forbindes med dén Kristi fødsel, Vergils digtning historisk set er forud for.

I romanen beskrives de eksistentielle værdier, der åbner sig i konfrontationen med døden, som et menneskeligt fællesskab, hvor kærligheden og en metafysisk ur-enhed opløser alle individuelle forskelle. I stedet for nationale fællesskaber, jordiske succeshistorier og individuelle mål ligger i "dødserkendelsen" ifølge romanen erfaringen om en dyberegående sandhed. Et omfattende fællesskab, der inkluderer alle mennesker, dyr og planter.

For Broch består faren i det moderne samfund først og fremmest i det, man kunne kalde dødsfortrængning. Fremfor via erkendelsen af døden at søge efter sjælens og menneskets inderste sandhed, stræber vi fejlagtigt efter opfyldelsen af lykken i det verdslige. Grunden hertil ligger i angsten for døden.

Brochs søgen efter en anden eksistentiel erfaringsdimension viser sig i også i kunstopfattelsen. Ved at vælge den antikke digter Vergil som talerør diskuterer Broch nemlig den rolle, kunstneren tildeles i samfundet. Her stiller Broch igen nyttetænkning og individuel forfængelighed over for ægte erkendelse. Vergils ønske om inden sin død at brænde sit digteriske storværk "Æneiden" begrundes heri.

Vergil indser her, ifølge Brochs tolkning, at dette digteriske storværk udelukkende tjener til at hylde og forskønne virkeligheden. Den ægte digter, den ideale kunstner, ser derimod bort fra sin individuelle forfængelighed, fra skønhedsdyrkelsen og effektjageriet, og opfylder i stedet sin etiske pligt om at søge den guddommelige sandhed via selverkendelsen. Et ideal, som Vergil efter eget udsagn har svigtet.

Brochs roman forbinder samtidskritikken med store etiske, æstetiske og eksistentielle spørgsmål. Hans beskrivelse af Vergils sidste timer er en enestående stræben efter en eksistentiel humanisme, der åbner sig i konfrontationen med døden. Som æstetisk værk omsætter romanen dette i et medrivende og intenst sprog, gendigtet på fænomenal vis af Jon Høyer, der enkelte steder får den danske udgave til at virke endnu mere medrivende end den tyske original.

Man kunne enkelte steder måske diskutere oversætterens valg af begreber (for eksempel at han har besluttet sig for altid at oversætte det centrale begreb "Sinnbild" med "symbol"), men dette må være forbeholdt nærmere akademiske diskussioner, og det er tydeligt, at ingen af de for en oversætter uundgåelige beslutninger hér er truffet uden nøje overvejelser. Der er tale om en grandios præstation af Jon Høyer, som giver Brochs mesterværk al den ære det fortjener. Og selvom vi i Danmark måtte vente på dette svært tilgængelige værk i mere end 60 år, kan man kun være enig med Per Øhrgaard, der i sit glimrende efterord skriver: det kan umuligt være for sent.

**Hermann Broch: Vergils død. Oversat af Jon Høyer. Efterskrift af Per Øhrgaard. 448 sider. 379 kroner. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk