Uforløst kærlighed i det lykkelige storbylimbo

I genudgivelsen af den anden novellesamling af tyske Judith Hermann, der har netop gæstet ”Verdenslitteratur på Møn” som årets forfatter, skal man læse mellem linjerne

Som i debuten med den ligeså kryptiske titel, ”Sommerhus, senere”, holder Judith Hermanns fortæller som oftest sine karakterer ud i strakt arm. Der iagttages, mens det ene klodsede tilnærmelsesforsøg efter det andet udspiller sig, men der er en herlig modstand mod fortolkning i Judith Hermanns skrivemåde. Og så alligevel.

For i novellen ”Et koldt blåt faktum”, der i mine øjne er samlingens svageste, fortolkes tredjepersonsfortælleren Joninas følelser pludselig, og hun har blandt andet ”en følelse af, at hun er for overmodig, for uforsigtig, måske også for lykkelig”. Novellen starter med, at Jonina modtager et foto taget af tyske Jonas, som hun og kæresten Magnus mødte på Island noget tidligere. På Island arbejdede Jonina som turistguide og hadede det, og da Magnus’ ven fra fortiden i Berlin, Irene, kommer på besøg med bohemevennen Jonas, bliver hun forelsket i den rebelske tyske fotograf.

Opbygningen er klassisk Judith Hermann – der startes in medias res med en oplevelse eller genstand, der bliver katalysator for en erindring. Samtidig er ”Et koldt blåt faktum” mindre skarp end de øvrige noveller. Tredjepersonsfortælleren lægger yderligere afstand ind i en fortælleposition, der i forvejen er præget af distancerede betragtninger, og med de (dog få) fortolkende elementer, hvor Jonina for eksempel føler sig som holdt tilbage af en ”formanende stemme”, ender man et sted mellem hverken fugl eller fisk.

Langt de fleste noveller i ”Spøgelser, overalt” er imidlertid overordentlig vellykkede.

Især ”Acqua alta”, der balancerer mellem det poetiske og det frastødende, er både velfungerende og velskrevet. En ung kvinde tager impulsivt til Venedig, der konsekvent kaldes Venezia, for at bruge lidt tid med sine aldrende forældre. Her svinger hun mellem at ville være deres barn og ville være selvstændig og træffe sine egne beslutninger, og da en venezianer først befamler hende og senere overskrider en anden seksuel grænse i det offentlige rum, tvinges hun på sin vis til at vælge en position. Er hun barn eller voksen? Det lidt eventyragtige forløb er elegant og overskudsagtigt skrevet, og som læser sidder man tilbage med herligt mange ”hvorfor’er”. Judith Hermann forklarer imidlertid sjældent, og tolkningsarbejdet sidder vi andre så tilbage med. Det er befriende, og mange steder giver det erindringer mod Naja Marie Aidts ”Bavian”.

Klassisk novelleteori taler om den famøse ”pind i myretuen”, hvor en tilstand ruskes op fra en udefrakommende og derefter ændrer sig i et forsøg på at redde det, der er tilbage af både myrekoloni og -tue.

Sådan er det ikke hos Judith Hermann. Her er fortælleren og hovedpersonerne de fremmede; de føler sig fremmede og rodløse, og de bevæger sig ofte i storbyer, hvor de ikke har hjemme. De rejser sjældent hjem igen, og ingen steder forsøges der at oprette en form for orden. Snarere forbliver Judith Hermanns novellekunst vibrerende i et lykkeligt limbo mellem ung og voksen, og alle burde stifte bekendtskab med hendes litteratur.