Anmelder om Henrik Jensens nye bog: Træt og blasert

Henrik Jensen vil i sin nye bog ”Efter Gud” omfatte hele det 20. århundrede i ét blik, men hans konservative kulturkritik sander til i kulturpessimisme. Man savner både nogle anfægtelser og noget levet liv

Henrik Jensens konservatisme bliver undertiden til en så dyb kulturpessimisme, at den giver mindelser om de første årgange af tidsskriftet ”Heretica”, hvor den unge Bjørn Poulsen heller ikke så nogen vej ud af den moderne ødemark. – Foto: Leif Tuxen.
Henrik Jensens konservatisme bliver undertiden til en så dyb kulturpessimisme, at den giver mindelser om de første årgange af tidsskriftet ”Heretica”, hvor den unge Bjørn Poulsen heller ikke så nogen vej ud af den moderne ødemark. – Foto: Leif Tuxen.

En gang var Henrik Jensen en ung marxistisk historiker på RUC af strukturalistisk observans med speciale i middelalderen. Senere skiftede han spor som så mange andre og i 1998 udsendte han bogen ”Ofrets århundrede”.

Den handlede om Første Verdenskrig og ikke mindst om de lange psykologiske og kulturelle konsekvenser af slagterierne i skyttegravene. Jeg tror, den hører hjemme på top-20 eller måske ligefrem top-10 over de mest øjenåbnende bøger, jeg har læst i mit liv. Vel har man altid vidst, at ”den store krig” satte skel, blandt andet inden for kunst, teologi og filosofi, men at det var så gennemgribende, fik moderne historie til at hænge sammen på en helt ny måde.

Bogen viste, hvordan gamle idealer som heroisme, ridderlighed, offervilje og nationalfølelse blev sønderskudt ved fronten. Teknologien var en overmægtig fjende. Uskyldstabet var enormt. Det var, som om Gud selv døde, i hvert fald den gamle verdens Gud. Der kom generationskløfter. Det var jo de gamle mænd, der havde sendt de unge mænd ud i en meningsløs krig. Soldaterne kom hjem med ”granatchok”, og idéen om den menneskelige psyke som sårbar og udsat blev introduceret. Det var på mange måder begyndelsen til den verden, vi endnu lever i her 100 år efter.

I årene efter 1998 fremstod Henrik Jensen mere og mere som en konservativ kulturkritiker. Med bøger som ”Det faderløse samfund” (2006) og ”Det ordentlige menneske” (2009) gennemskrev han historien om, hvordan alle autoriteter og den gamle pligtmoral smuldrede op gennem det 20. århundrede for at give plads til det indre-styrede menneske, der har sin egen selvrealisering som mål og, når det kommer til moral, gerne søger den prestige, der ligger i offer-rollen.

Med sin nye bog ”Efter Gud – Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden” har Henrik Jensen skrevet historien en gang til, og nye læsere kan i den forstand begynde her. Ambitionen er at vise de store sammenhænge, og det ville sprænge rammerne for enhver anmeldelse at give fornemmelse af, hvor vidt bogen kommer omkring. Ganske meget handler om ”1968” og ungdomsoprøret, men en hovedtese er samtidig, at autoriteten reelt var smuldret, og at de unge løb åbne døre ind. Måske fordi der var så lidt modstand, ryger oprøret helt over i den anden grøft med hensyn til radikalisering. Der var sund menneskelig fornuft i at gøre op med al for streng børneopdragelse og seksualmoral, men der var ingen autoritet tilbage til at sige, hvornår man skulle stoppe op igen.

Bogen er relativt letlæst. Den er skrevet i en afslappet og essayistisk stil, hvor store og små eksempler blandes med læsefrugter. Disponeringen er ikke altid helt klar, de samme temaer dukker op flere gange, og man kan få den mistanke, at en del af de avisklummer, forfatteren har skrevet gennem årene, også er kommet med i gryden. Enkelte gange undrer man sig over, hvorfra han har diverse afslørende oplysninger om kendte tænkere, og henvisningerne bagest i bogen er ikke altid lige meddelsomme.

Man kan mærke, at Henrik Jensen har været gennem stoffet en del gange før. Der kommer noget modstandsløst over stilen. Mange ting beskriver han med utilsløret væmmelse – den politiske vold, stofferne, de seksuelle udskejelser, fanatismen og medløberiet – men det sker på en lidt træt og blasert måde.

Man savner noget satanisk humor, eller blot at han spærrer øjnene op over de utrolige fund, han gør. Der mangler nogle modhager, nogle anfægtelser, eller bare at blive sat lidt strøm til, ja undskyld, nu lyder jeg næsten som en 68’er, men Jensen får dog nævnt sin store og u-ødelagte kærlighed til The Beatles og i det hele taget meget af musikken fra den gang. Man skulle bare ikke lytte til teksterne…

Jensen gengiver ind i mellem scener fra sit eget liv, barndom og ungdom, og fra sin slægts liv, men han gør det alt for lidt. Man fornemmer et vist mandhaftigt koketteri: Han finder da overhovedet ikke sig selv interessant. Ingen moderne selvoptagethed her. Nej, men om man er interessant, kan man jo lade andre om at vurdere.

Fordelen ved at høre mere om ham selv og andre, for eksempel hans slægt, er, at man ville få fornemmelsen af levet liv. Hvorfor var hans far og farfar på kollisionskurs med hinanden, når de dog begge levede i den gamle verden, hvor alt og alle var på sin rette plads? Problemet ved den slags kulturhistorisk essayistik, som Henrik Jensen bedriver, er nemlig, at historien, uanset alle detaljer og læsninger, let kan fremstå meget stiliseret. Sådan var folk i de gode gamle dage. Sådan er folk i de nye dårlige dage. Men der var givetvis mange skiderikker i gamle dage, for eksempel myndighedspersoner, der ikke forvaltede deres ansvar ordentligt.

Stiliseringen giver en følelse af, at vi er radikalt adskilt fra fortiden som ved en afgrund, og vi kan aldrig vende tilbage. Alligevel ville dette umulige være det eneste relevante perspektiv. Jensens konservatisme bliver her til en så dyb kulturpessimisme, at den minder mig om de første årgange af tidsskriftet ”Heretica”, hvor den unge Bjørn Poulsen heller ikke så nogen vej ud af den moderne ødemark.

”Efter Gud” strejfer nogle store emner som indvandring og klima uden at gå nærmere ind på dem. Indvandringen er dog en del af problemet, forstår man, men er kampen for klimaet en del af løsningen, en tilbagevenden til mådehold og selvbegrænsning? Det antydes, men en sætning eller to er måske lige lovlig lidt i en bog på 400 sider.

Henrik Jensen bekender sig til kristendommen og folkekirken, men det pointeres, at det er på en vane- og kulturkristen måde. Han holder teologiske diskussioner ud i arms længde; det er noget værre tøjeri, må man forstå. Man skal bare gå i kirke og helst ikke tænke for meget over, hvad det mon går ud på. Vi er næsten tilbage i tiden før Første Verdenskrig og før Tidehverv, hvor kristendom ikke var til at skelne fra borgerlig ordentlighed og snusfornuft. Men man kan jo godt bruge kristendommen til at tænke med.

Det ligger for eksempel i den kristne antropologi, i begrebet om arvesynden, at den menneskelige natur er den samme til alle tider. Man skal derfor vare sig for at overbetone den historiske determination. Så kommer man let til at implicere, som Jensen gør i sin stilisering, at der var ”frelse” i at leve i fortiden, og at der er ”fortabelse” i at leve nu.

Jensen ved selvfølgelig godt, at det ikke forholder sig sådan, men hans stiliserede konservatisme formidler det indtryk, og her kunne lidt teologi udgøre et korrektiv. Måske også lidt sociologi og lidt politisk filosofi. Han nævner i forbifarten, hvordan svækkelsen af civilsamfundet og familien også er resultatet af politiske beslutninger, men sådanne mere konkrete debatter fortoner sig i bogens generelle kulturkritiske apati.

Tre stjerner er givetvis for hård en vurdering, for nye læsere kan jo begynde her, og så får de meget foræret. Men jeg vil nok hellere finde ”Ofrets århundrede” frem igen, og så ønsker jeg for Henrik Jensen, at han får sat The Beatles på pladespilleren og finder et nyt, måske helt a-historisk, emne, der kan glæde og inspirere ham.

Læs interview med forfatteren om bogen på