Uhyrlige filmdrømme er blevet til forrygende bog

Nordkoreas Kim Jong-il var besat af Hollywood og kidnappede i 1978 Sydkoreas mest succesfulde filmpar i propagandaøjemed. Den britiske journalist Paul Fischer har skrevet den groteske, men sandfærdige, historie om kidnapningen

Paul Fischer formår med sin bog at lægge endnu en brik i puslespillet om Nordkoreas isolerede og hermetisk lukkede diktatur. Billedet stammer fra Kim Jong-ils begravelse i hovedstaden, Pyongyang, i december 2011. -
Paul Fischer formår med sin bog at lægge endnu en brik i puslespillet om Nordkoreas isolerede og hermetisk lukkede diktatur. Billedet stammer fra Kim Jong-ils begravelse i hovedstaden, Pyongyang, i december 2011. - . Foto: fra bogen.

Da Sony Pictures sidste år annoncerede lanceringen af filmen ”The Interview” - en Hollywood-komedie om to journalister, der får til opgave af CIA at snigmyrde Kim Jong-un - opfattede Nordkoreas diktator det som en ”krigshandling”. En mindre hær af nordkoreanske computerhackere gik til angreb på Sony Pictures og stjal filmmanuskripter, fem endnu ikke markedsførte film og private e-mails med pinlige detaljer om selskabets aflønning af forskellige filmstjerner.

Hårdt presset valgte Sony Pictures først at aflyse lanceringen, og da filmen endelig kom ud, skete det i et begrænset antal biografer.

Hvorfor Kim Jong-un ligefrem greb til krig over internettet for at stoppe en film, der i øvrigt var så ringe, at den nok var floppet af sig selv, bliver man på underholdende og øjenåbnende vis klogere på ved at læse Paul Fischers ”Film, frygt og propaganda”. Jong-un er ikke den første i Nordkoreas diktatordynasti med familienavnet Kim, for hvem filmverdenen har været et spørgsmål om propaganda, opretholdelsen af en personkult og et overoppustet diktator-jeg.

Jong-uns far, Nordkoreas leder fra 1994 til 2011 (født 1941), Kim Jong-il, var en fanatisk filmentusiast med over 20.000 film i sin samling. Han anså Hollywoods westernfilm som højdepunkter for filmkunstnerisk udtryk og ideologisk krigsførelse. Nordkoreas egen filmproduktion var Jong-il imidlertid ikke tilfreds med, da den forkælede diktatorsøn under sin fars styre sidst i 1970'erne satte sig for at blive det kommunistiske regimes geniale filmpropagandist. Kedelige film om Nordkoreas juche-system (et slags ideologisk kastesystem) og kommunistisk selvforsyning blev i den grad overtrumfet af Holly-wood-inspirerede publikumssucceser på den anden side af den 38. breddegrad i Sydkorea.

Og hvad gør man så, når man er diktatorsøn med en filmproducent i maven? Jo, man kidnapper den sydkoreanske filmindustris gyldne par, den prisvindende instruktør Shin Shan-ok og hans hustru, den smukke og feterede filmstjerne Choi Eun-hee, og får dem ”overtalt” til at arbejde for sig. Det er den groteske, men sandfærdige, kidnapningshistorie bag Kim Jong-ils megalomaniske filmprojekter, som Paul Fischer fortæller om på uhyre velskreven, thrilleragtig og sideklæbende vis.

Choi Eun-hee blev kidnappet først under et besøg i Hongkong i 1978. Nordkoreanske agenter lokkede hende iført langhårede parykker på afveje og bedøvede hende, hvorefter hun vågnede op i et fragtskib med et portræt af en smilende Kim Jong-il hængende på væggen og kursen sat mod hans kommunistiske mønsterland.

Selvom Choi Eun-hee på det tidspunkt var blevet skilt fra Shin Shan-ok, blev filminstruktøren alligevel bekymret over hendes pludselige forsvinden.

Han rejste flere gange til Hongkong for at lede efter hende, men måtte i sidste ende se sig selv kidnappet og ført til Nordkorea. Her blev de to holdt adskilt i fem år under vidt forskellige forhold. Choi Eun-hee blev indsat i en forholdsvis behagelig bungalow i en lejr, som også husede andre kidnappede.

Her blev hun indoktrineret om dagen, mens hun om aftenen ofte blev inviteret ud til Kim Jong-ils hyppige selskaber og fester for partitoppen og Nordkoreas militære elite. Altid placeret ved diktatorsønnens side kunne hun her iagttage hans overstadige dirigeren rundt med sine undersåtter i fjollede selskabslege. I bedste Las Vegas-stil blev disse statister og medforbrydere i Kim Jong-ils storhedsvanvid belønnet med de såkaldte glædespiger, der var særligt udvalgt af Kim Jong-il blandt Nordkoreas smukkeste teenagepiger.

Shin Shan-oks genopdragelse til det rette nordkoreanske sindelag var mindre behagelig. Filminstruktøren spenderede det meste af sine fem år i enecelle, hvor han skulle sidde på hug med hovedet mod jorden, når ikke lige han blev udsat for mere korporlig tortur. Da Kim Jong-il var overbevist om, at Shin Shan-ok var knækket, lod diktatorsønnen filminstruktøren genforene med Choi Eun-hee. De to genfandt kærligheden og blev gift på ny, alt imens de lavede en serie af film for at behage Jong-il. Shin Shan-ok var dog ikke knækket, men pønsede på flugt.

I 1986 fandt han den perfekte plan: monsterfilmen ”Pulgasari”, der med sin stort anlagte - men noget kunstige - opsætning skulle overgå den japanske monsterfilm ”Godzilla”. Diktatorsønnen var begejstret og belønnede filmparret med distributionsturné i Europa. I Wien lykkedes det parret at undslippe deres oppassere, og takket være en biljagt i bedste James Bond-stil endte de i sikkerhed på den amerikanske ambassade.

Paul Fischer formår med sin bog at lægge endnu en brik i puslespillet om Nordkoreas isolerede og hermetisk lukkede diktatur. En brik, som med sin groteske fortælling giver et indblik i, hvordan personkulten omkring Kim-familiens ledere er opbygget og opretholdt med en propaganda, som udvisker grænserne mellem fiktion og virkelighed. At Jong-il selv troede, at han var særligt udvalgt til en historisk mission på jorden, er i det perspektiv ikke så mærkeligt. Paul Fischers bog bidrager således også med et nyt kapitel til litteraturen om diktatorers psykologiske profilering.

Kristeligt Dagblads Forlag har i løbet af de seneste par år udgivet to andre bøger, som har bidraget til indsigt i vore dages mest forbryderiske diktatur og skal nok ikke forvente sig at få en nordkoreansk kulturpris. I 2012 udkom den amerikanske journalist Blaine Hardens skrækindjagende bog ”Flugten fra Camp 14” om nordkoreaneren Shin Dong-hyuks oplevelser og flugt fra Nordkoreas lejrsystem. Den bog havde Blaine Harden researchet grundigt, blandt andet gennem interviews med andre flugtfanger og nordkoreanske afhoppere.

Alligevel viste der sig med årene visse mindre uoverensstemmelser i Shin Dong-hyuks historie, som dog ikke forrykkede ved rigtigheden i den overordnede historie om hans flugt og lejrsystemets uhyrligheder. Paul Fischers historie fremstår endnu mere solid. Den britiske journalist og dokumentarfilminstruktør har haft flere kilder at støtte sig til, end Blaine Harden havde. Ud over interviews med en 86-årig Choi Eun-hee har Fischer blandt andet brugt filmparrets erindringer, CIA-kilder fra flugten i Wien og andre nordkoreanske flygtninges historie samt internationale eksperter til at bekræftes historiens rigtighed. Choi Eun-hee og Shin Shan-ok blev kidnappet og hoppede ikke af til Nordkorea i håbet om fornyet succes i deres karrieres efterår, sådan som en tidligere løgnagtig journalistisk bog og Nordkoreas propagandamaskine ellers har fremført det. Alene det faktum, at parret forsvandt på et tidspunkt, hvor Kim Jong-il havde oprettet specialenheden Division 35, der i 1970'erne og 1980'erne stod bag stribevis af kidnapninger, udvisker den sidste tvivl.

kultur@k.dk