”Bestandig opstiller Luther modsætninger, hvor de ikke findes. Hans eget disharmoniske sind og spaltede livsopfattelse førte til en adskillelse på alle væsentlige punkter i kristendommen: Mellem Guds virksomhed og den menneskelige vilje, mellem Kristi retfærdighed og vor, mellem retfærdiggørelse og helliggørelse, mellem tro og kærlighed, mellem livet i Gud og livet her på jorden, mellem evangelium og lov, mellem tro og gerninger, mellem nåden og nådens virkning, kort sagt mellem Gud og mennesket.”
Således sammenfatter Niels Arbøl sin holdning til Luthers reformatoriske indsats. Derfor er der brug for at høre om kirken, der forener. Nemlig den romersk-katolske kirke. Niels Arbøl er katolik og har valgt i reformationsåret at skrive en kritisk bog om lutherdommen og protestantismen.
I bogen ønsker han at give en samlet fremstilling af katolicismen i lyset af 500 års erfaringer med protestantisme. Det er en opgave, som han erklærer sig ydmyg over for; men det er nu ikke ydmyghed, som præger fremstillingen. Hverken når protestantismen kritiseres, eller når forfatteren fremhæver den katolske kirkes ”universelle folkelighed og kultur-åbenhed, dens hyldest til filosofi, videnskab og kunst, godtagelse af det menneskelige legeme med dets sanser og lidenskaber, troen på den gode vilje og åbenheden over for alt, hvad der er sandt.”
Bogen er inddelt i tre dele under overskrifterne: ”Den naturlige Gudserkendelse”, ”Frelsen i Jesus Kristus” og ”Den hellige universelle kirke”. Selvom bogen er polemisk og apologetisk i sit sigte, så består de første to dele af en lidt langtrukken indføring i den kristne tro. Der er meget interessant og indimellem også inspirerende læsestof, selvom det også kan virke omstændeligt, belærende og snakkende: ”Lad os standse op et øjeblik”, ”Lad os se lidt nærmere på”.
Niels Arbøl er cand.scient. et art. i biologi og religion og forfatter til en række bøger inden for biologi, samfundsvidenskab og religion. Den naturvidenskabelige baggrund kommer ofte til udtryk og til gavn. Som når det om treenigheden hedder: ”Det er med Gud, som det er med atomet; man troede at atomet var den sidste udelelige enhed, men i virkeligheden er det, som vi i dag ved, en verden af relationer.”
Men det er først i det tredje afsnit om den hellige universelle kirke, at forfatteren for alvor lægger fra land. Her er vi ved bogens egentlige anliggende, og man spørger sig selv, hvorfor vi ikke kunne nøjes med denne del? Ikke mindst fordi meget af det foregående allerede foreligger i forfatterens forrige bog: ”Den lykkelige forening. Grundbog i katolicismen”. Bogens tredje del kunne fint have stået alene med al dens saft og kraft og ensidige kritik af Luther og lutherdommen, herunder af den danske folkekirke.
For kritikken er engageret og vidende og fortjener da heller ikke bare at blive fejet af bordet. Som ikke-teolog og for egen regning redegør forfatteren lidenskabeligt for kirkens mysterium, sakramenterne, den hellige messe, Mariadyrkelse og helgenkult, og meget andet – en apologi og kritik, som fortjener at blive læst og modsagt.