"Emma Gad for hvide" er en ujævn sejlads i multikulørt farvand

Skuespiller Anna Neye blæser veloplagt til kamp mod dehumanisering af sorte og brune i sin charmerende, men ujævne ”Emma Gad for hvide”. Bogen udkommer i dag

Foto fra bogens forside.
Foto fra bogens forside.

”Hvid forfjamskethed” står der under afsnittet ”Hensynsforhold og gaver” i Anna Neyes ”Emma Gad for hvide. En terapeutisk guidebog”. Her beskriver hun, hvordan vi (læs: sorte, brune og hvide) rent faktisk omgås hinanden, hvordan vi kunne gøre, og hvordan en hvid og velmenende Østerbro-mor bliver forfjamsket, da klassens eneste brune mor dukker op til et møde på skolen.

Fordi hun frygter, at den brune mor vil føle sig overbrun og fortabt i alt det hvide. Og derfor bliver pinlig og alt for begejstret over det, som den brune mor siger og mener. Den hvide mor bliver ganske enkelt for meget.

Præcis som den velmenende mor risikerer en anmelder (der i parentes bemærket er hvid) at blive for meget (læs: for positiv), når en bog beskæftiger sig med så vigtigt et emne som hos Anna Neye (der i parentes bemærket er brun).

Hendes projekt er at gøre op med dehumanisering af sorte og brune samt med vores fælles danske koloniale hukommelsestab. Det er vigtigt, og det måtte gerne resultere i en mere nuanceret udgave af vores nationale selvforståelse og af billedet af Danmark som uskyldig kolonimagt. Faktisk er det pinedød nødvendigt, at det gør det, fordi vi stadig er et produkt af kolonitiden, ikke mindst i vores syn på sorte og brune, hvor vi har en kedelig tendens til at mene, at den hvide majoritets blik er det rigtige.

Anna Neye er skuespiller og manuskriptforfatter. Og så er hun sjov. Det ved vi blandt andet fra DR-satireprogrammet Normalerweize, og det er da også humoren, der er hendes våben i ”Emma Gad for hvide,” hvor man blandt meget andet kan finde et historisk rids af Danmarks koloniale fortid, en parodi på en fantasi-kolonial-terapi-session mellem Freud og von Scholten, en post-kolonial meditation, en hvid skyld-tillidsøvelse, en opskrift på hvid chokoladekage, billeder af Anna Neye forklædt som von Scholten, Anna Neyes korrespondancer med andre brune mennesker, en diskussion af raciale strukturer, af menneskeudstillinger og af Hottentot-karrusellen i Djurs Sommerland samt et (kort) bud på en takt og tone.

”Emma Gad for hvide” er en veloplagt, vigtig og sine steder vittig bog, som det er nemt at lade sig charmere af, men den stritter i alle retninger. Den egentlige takt og tone-del udgør en halv snes sider og kommer næppe til at stå om hundrede år som den oprindelige, mens mange af de øvrige emner blot bliver strejfet. Der associeres frit, og mange af de korte tekster bærer mere præg af mundtlighed end af skriftlighed, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at de ville have vundet ved at blive fremført i stedet for nedskrevet – og at Anna Neye vil for meget.

Bogens 144 sider er dog smukt og magasin-æstetisk layoutet med sjove illustrationer og masser af fremhævede citater og bokse, og hvorvidt man synes, at resultatet er en charmerende og morsom pele-mele eller et lidt rodet og klejnt bogprojekt, er sandsynligvis en smagssag. Men som antallet af stjerner antyder, hældes der her mest til den sidste udlægning, omend man ikke kan undgå at dele Anna Neyes håb om, at hun med sin bog kan lokke hvide til frygtløst at stikke deres fødder ned i det multikulørte farvand og samtidig give en indsigt i, hvordan der ser ud på den anden (læs: brune) side af plankeværket.