Tysklands store filosof Jürgen Habermas skabte international debat, da han i forsommeren offentliggjorde et stort essay om krigen i Ukraine. Her forsvarede Habermas Tysklands dengang tøvende holdning til at opruste og sende våben til landet. Hans holdning blev af tilhængerne udlagt som udtryk for en nødvendig besindighed, men af kritikerne som en underkastelse af Ruslands og Putins aggression mod et fredeligt land.
Blandt de stærkeste kritikere var den amerikanske historiker Timothy Snyder. Han er en af vor tids største kendere af Østeuropa og Ukraine og fremhævede, at Tyskland er særligt forpligtet over for ukrainerne, fordi tyskerne har været kolonimagt og forestod nogle af den europæiske histories værste massemord netop der. Derfor påhviler der Tyskland et særligt ansvar for at hjælpe Ukraine ifølge Snyder.
Både Stalins og Hitlers massemord på ikke bare jøder, men også polakker, baltere, hviderussere og ikke mindst ukrainere beskrev Snyder i bogen "Bloodlands", der udkom første gang i 2010 og blev genudgivet i efteråret 2021 og i dansk oversættelse denne sommer. Genudgivelsen udkom således inden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, der jo i høj grad gør bogen yderst aktuel at læse.
Men hvis ikke "Bloodlands" er blevet genudgivet med krigen i Ukraine som begrundelse, hvad da? Timothy Snyder skriver i sit efterord, at vi i 2030’erne og 2040’erne kan komme i en situation, der meget minder om situationen i 1930’erne og 1940’erne og henviser til klimaforandringer, antisemitisme og racisme som faktorer. I lyset af krigen i Ukraine, lyder Snyders begrundelse for at genudgive "Bloodlands" næsten profetisk. ”Vil stormagterne igen kæmpe om ressourcerne i en tid med usikkerhed? Vil vi vælge konflikt og vold eller normer og videnskab? Blodlandene kan være hvor som helt og alle steder.”
"Bloodlands" handler om det, som Snyder kalder for Europas centrale katastrofe, nemlig mordet på 14 millioner mennesker i perioden 1933 til 1945 i det vestlige Rusland, Ukraine, Belarus, de baltiske lande og Polen. Det var her, at langt de fleste mennesker mistede livet før og under Den Anden Verdenskrig. Nazisternes folkedrab på især Europas jøder – Holocaust - fandt især sted her, men disse lande var også hjemsted for andre massemord.
Både den nazistiske forsøg på systematisk udryddelse af jøderne og den sovjetiske store terror mod imperiets egen befolkning er velbelyste og kendte massemord. Snyders bog beskriver i særlig grad den terror og de massemord, som samtidig overgik andre befolkningsgrupper. I 1932-33 iværksatte det sovjetiske regime kollektivisering af landbruget, der resulterede i det, der på ukrainsk kaldes Holodomor, hunger-udryddelsen, der i Ukraine og på Krim resulterede i, at fem millioner mennesker sultede ihjel. Polakkerne og balterne blev underkastet en udryddelsespolitik, mens Sovjetunionen og Nazityskland var allierede i perioden 1939 til 1941, hvor de begge besatte Polen og delte landet mellem sig.
Da Hitlers Tyskland derefter gik i krig mod Stalins Sovjetunionen udsultede de tyske tropper flere millioner tilfangetagne sovjetiske soldater. Dertil kommer massedrab på både belarussiske og polske civile i de såkaldte antipartisan-aktioner fra 1942 til 1944. Og da Tyskland måtte trække sig tilbage fra først Sovjetunionen og siden Polen inden nazismens endelige kollaps, oplevede polakkerne endnu en udryddelseskampagne, nu af de sovjetiske tropper, der ikke ønskede at se et stærkt og bæredygtigt Polen opstå på ruinerne af Anden Verdenskrig.
Disse massemord er ifølge Snyder blevet nedtonet i historieskrivningen eller først grundigt dokumenteret og belyst efter kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Sovjetunionen med Murens fald i 1989 og åbningen af de historiske arkiver i hele Østeuropa.
"Hvem husker i dag udryddelsen af armenierne?", spurgte Adolf Hitler retorisk sine generaler, inden de i august 1939 invaderede Polen. Han refererede til folkedrabet på armenierne i Det Osmanniske Rige i 1915-1918, der kostede mellem en og to millioner armeniere livet. Hitler fortalte sin militære ledelse, at invasionen af Polen også omfattede indsættelsen af dødspatruljer, hvis opgave var at dræbe civile befolkningsgrupper. Han mente selv, at nazisternes udryddelse af store befolkningsgrupper på deres vej frem mod Moskva, alle stod til at blive glemt.
Hitlers ekspansion østpå omfattede en ”Hungerplan”, en udsultningsplan, der omfattede op mod 50 millioner mennesker. De skulle dø, for at store østeuropæiske landområder, ikke mindst i Ukraine, kunne blive renset for slavere og omdannet til fødevarekammer for det tyske rige. Hitler havde lært af Stalin, hvis udsultning af ukrainerne havde helt samme baggrund som den, Hitler lagde for dagen. Ukraine skulle tjene som korn- og madkammer, og ved at udrydde ukrainerne skulle der skabes Lebensraum for den tyske befolkning ved at kolonisere de erobrede landområder. Sådan kom det ikke til at gå, men de menneskelige lidelser i hele denne del af Østeuropa var kolossale. Det var her, at Anden Verdenskrigs værste forbrydelser fandt sted.
Snyder skriver selv, at det er hans ambition at forhindre, at glemslen eller endnu værre uvidenheden og ligegyldigheden lægger sig over de folkemord og den store menneskelige lidelse, som prægede denne del af Europa i den måske mest blodige tid af kontinentets historie. ”Jo mere historie, vi har, jo mindre forvirrende bliver nutiden, og jo mere afklarer fremtiden,” skriver han.
Efter bogen udkom første gang fik den megen ros, men udløste også kritik, fordi den blev beskyldt for at relativere jødeudryddelserne. Og man kan ikke sammenligne Holocaust med noget andet, lige som man ikke kan sammenligne Hitler med Stalin, lød kritikken.
Ifølge Snyder var motivationen hos både Hitler og Stalin for at udrydde store befolkningsgrupper drevet af den samme kraft. Begge diktatorer lagde skylden for deres fiaskoer på minoritetsgrupper, der blev syndebukke. Hitler beskyldte jøderne for den manglende fremgang på slagmarken i Sovjetunionen, mens Stalin beskyldte bønderne i først og fremmest Ukraine, Belarus og Polen for den mislykkede kollektivisering af landbruget. Begge diktatorer reagerede med massemord på disse grupper.
Men Snyder reducerer ikke Holocaust til et spørgsmål om, at Hitler alene brugte jøderne som syndebuk. Som Snyder skriver, så er dét Holocaust, som han præsenterer i bogen, langt mere omfattende og forfærdeligt og implicerede langt flere tyskere, end den gengivelse af Holocaust, der optræder i mange lærebøger, hvor der fokuseres på kz-lejre som Auschwitz, Birkenau og Treblinka. Men Snyder dokumenterer i bogen, at en meget stor del af også jøder blev skudt uden for lejrene og smidt i store såkaldte drabsgrave. Snyder mener at kunne regne sig frem til, at 97 procent af alle dræbte jøder ikke havde noget med tysk kultur at gøre. De boede øst for den tyske kulturkreds.
Snyder relativerer på ingen måde Holocaust i sin bog. Men han kaster lys på den helt uforståelige brutalitet, som både sovjetiske og tyske styrker formåede at udvise over for også en række andre befolkningsgrupper end jøderne. Derved bliver ikke kun Holocaust, men hele Andens Verdenskrigs tragedie forstørret. Han retter også op på den historiske fejllæsning og måske uvidenhed, som præger især den amerikanske og europæiske bevidsthed. De værste forbrydelser blev ikke begået i de vesteuropæiske lande, men endnu længere østpå, og det var da også sovjetiske tropper, der befriede stort set alle store kz-lejre i den sidste fase af Anden Verdenskrig. De lå nemlig i de landområder, som kom til at ligge øst for jerntæppet, som sænkede sig ned gennem Europa efter Anden Verdenskrigs afslutning.
Selv om man kender til hovedtrækkene i både Stalins og kommunismens terror mod Sovjetunionens egen befolkning og Hitlers og Nazitysklands udryddelsespolitik, er "Bloodlands" chokerende læsning. At åbne bogen er som at lukke porten til helvede op og se ind i en underverden befolket med ondskab og umenneskelighed.
Bogen rummer et væld af tal, men også mange skæbneberetninger, der understreger, at massemordene skete på enkeltindivider med hver deres livshistorie. Stalin sagde, at et enkelt menneskes død er en tragedie, men at en million døde er statistik. Snyder gør sit for at gå op imod en sådan menneskeforagt og sætter menneskeansigter på de statistiske dødstal. Som historiker er han i særklasse, fordi han – ifølge egne oplysninger – taler fem og læser 10 forskellige sprog. Derfor har han kunnet afsøge officielle arkiver i de berørte lande, lige som han trækker på efterladte breve og dagbøger.
Blodlandene kan være hvor som helst og alle steder, skriver Snyder som nævnt tidligere i sit efterord til "Bloodlands" fra 2021. Her knapt et år efter må vi konstatere, at den forudsigelse har vist sig uhyggelig sand. Ukraine er igen et blodland, og der kæmpes på den selvsamme jord og med næsten de samme uhyggelige metoder. Vi er vidner til udsultninger og deportationer og krig om land og ressourcer.
"Bloodlands" er aktuel på en måde, vi aldrig kunne have forudset. Midt i den værste krise i Europa siden Anden Verdenskrig er bogen uomgængelig læsning for dem, der vil forsøge at forstå mere om baggrunden for det, der sker i Ukraine i dag.
Bloodlands af Timothy Snyder. 576 sider. 300 kroner. Gads Forlag.