Der opstod lidt forvirring, da jeg tog hul på læsningen af ukrainskfødte Victoria Belims ”De røde sirener”. Nogle få sider inde i bogens prolog – som viste sig at være et forord ved forfatteren – tænkte jeg ved mig selv: Er det her overhovedet en roman? Efter at have nærstuderet pressemeddelelsen endnu en gang kunne jeg da også konstatere, at bogen er kategoriseret som faglitteratur. Ikke desto mindre er selve bogen fortalt som en roman med Belim selv som jeg-fortæller, og selvom det er en (selv)biografisk genre, jeg ikke umiddelbart er stødt på før, er resultatet velfungerende og bringer en vis fornyelse til den samtidshistoriske skildring i fagbogsverdenen.
Victoria Belim voksede op i det sovjetiske Ukraine og flyttede til USA med sine forældre, da hun var 13 år. 20 år senere flyttede hun og hendes mand til Belgien, hvorfra hun i perioden 2014-2019 foretog en række længere rejser til landsbyen Behreh ved Poltava i Ukraine, hvor hendes bedstemor, Valentyna, stadig boede. Det er disse ophold og den personlige rejse ind i slægtens historie, som ”De røde sirener” skildrer.
I 2014 bryder urolighederne endnu en gang ud i Ukraine, og Victoria bevidner på afstand de voldeligt nedkæmpede demonstrationer i Kyiv. Som kosmopolit og del af en broget slægt af bolsjevikker, kosakker, romaer, jøder og repræsentanter fra diverse sovjetiske republikker har Victoria ikke forholdt sig meget til sine ukrainske rødder tidligere, men med krigen opstår en ny følelse af forbundethed med hjemlandet. Da hun i en notesbog fra Valentynas far, Serhij, støder på oplysningen om en Nykodym, Serhijs uomtalte storebror, som forsvandt i 1930’erne, bliver hun besat af at finde ud af, hvad der skete med ham.
Victoria, der har tilbragt meget af sin barndom hos oldeforældrene Serhij og Asja, rejser til Bereh for at bo hos sin bedstemor. Valentyna er imidlertid uvillig til at tale om fortiden og virker til Victorias frustration mere optaget af at passe haven og dens kirsebærlund. Victoria rejser derfor på egen hånd i oldeforældrenes fodspor for at besøge de landsbyer, de kommer fra, og om muligt opstøve arkivmateriale, der kan føre til sandheden om Nykodyms identitet og forsvinden. Victoria støder panden mod den ene mur efter den anden, for uendeligt mange oplysninger er gået tabt – eller er simpelthen blevet destrueret i den postsovjetiske tid. Undervejs oprulles slægtens historie, og vi får indblik i Ukraines tumultariske, tragiske fortid: ”Asja og Serhij havde overlevet den bolsjevikiske revolution, borgerkrigen, Den Røde Terror, tvangskollektiviseringen, holodomor i 1932-33, de store udrensninger i 1937-39, Anden Verdenskrig, hungersnøden i 1946, 1970’ernes forfald og sammenbruddet i 1980’erne og de tidlige 1990’ere.”
De millioner af ofre for sult, udrensning, meningsløs krigsførelse og andre rædsler gør det næsten ufatteligt, at der stadig findes et ukrainsk folk. Men det gør der, vidner beretningen om. ”Jeg konstaterede, at denne fortid var et lager af tab og smerte, men også en kilde til modstandskraft og håb. Jeg så, at folk, der kom før mig, på trods af traumer og lidelser fandt lykke og bevarede deres værdighed. Selv i de mørkeste tider kunne de brodere rusjnyky og skabe en kirsebærlund.”
Undervejs i sin søgen og i samtaler med venlige lokale kommer Victoria tættere på det ukrainske folk og den kultur, som stædigt og nævenyttigt holdes i live i landområderne. Hun kommer også langsomt tættere på sin bedstemor, begynder endda at sætte pris på havearbejdet, og relationen mellem den moderne unge kosmopolit og den stædige gamle kone er kærligt og humoristisk skildret.
Belim er en engageret fortæller, men mod bogens slutning bliver den psykologiserende efterrationalisering, om at det i virkeligheden er sandheden om sin egen fars nylige død, Victoria søger, da hun rejser til Ukraine, lidt for svulstig og amerikansk efter denne anmelders smag. Ikke desto mindre giver bogen indblik i den splittelse og rodløshed, der kan ramme mennesker, som har forladt deres hjemland og på afstand er vidne til grusomme hændelser det sted, hvor de er vokset op, og slægten har sin historie.
Et sted skriver Belim: ”Tilbage i bilen tænkte jeg over, at på steder, hvor mænd bliver sendt i krig, påtager kvinderne sig rollen som mindevogtere. Asja var min kilde til fortællinger, mens Serhijs fremstod svagere. Valentyna lå på samme måde inde med nøglen til vores familiearkiv. Ukrainerne hyldede deres kvinder for deres modstandskraft og styrke, men jeg indså nu, at de også spillede en vigtig rolle som vogtere af den ukrainske fortælling.”
”De røde sirener” rummer mange af disse kloge og smukke betragtninger over, hvad der holder et folk og en kultur i live, som har måttet tåle så megen lidelse og undertrykkelse, som ukrainerne har. Historierne må fortælles, synes bogens mantra at være, og Belim fortæller medrivende sin families og sit lands historie med både stor indsigt og i et rigt, sanseligt sprog.
Victoria Belim: De røde sirener. Oversat af Hans-Jørgen Birkmose. 302 sider. 299,95 kroner. Klim.