Sergej Sergejevitj er ikke alene på én måde, men på hele tre: Han er eneste mand tilbage i et krigshærget kvarter, hans hustru og datter er rejst fra ham, og han har modsat alle andre ikke valgt side i krigen.
Alene, alene, alene. Men Sergej, hovedkarakteren i Andrej Kurkovs ”Grå bier”, piver ikke dér i sin alenehed i Østukraines grå zone, hvor ukrainske soldater og pro-russiske separatister kan se hinanden i klart vejr. Midt mellem dem er kun Sergej. Og dog. I et andet bombet kvarter i landsbyen viser det sig, at Pasjka bor. De var dødsfjender i skoletiden, og Sergej har intet ønske om at tale med ham og vil bare have lov at pleje sine vinterstille bier. De er i det hele taget dét, der optager ham mest: Han fryser, han får kun sjældent madrationer, han er konstant i fare for at blive ramt af en bombe, men det er bekymringen for biernes ve og vel, der driver ham og også driver ham ud af byen, da krigen intensiveres. Så han rejser mod Krim, og Kurkov – der er ukrainsk med russiske rødder – beskriver drømmen om Krim med lavmælt sarkasme:
”Folk dér var stilfærdige og flittige. Og der var ikke krig. Beboerne på Krim havde jo selv bedt den russiske hær komme og hjælpe dem, det havde Sergej Sergejevitj selv set på russisk tv, og russerne var rykket ind for at opretholde freden. Lød det ikke næsten som et paradis, både for bierne og ham?”.
En anden kvalitet ved ”Grå bier” er, at den ikke vælger side i den igangværende krig. I stedet skildrer den mennesker, der lever med konsekvenserne, og på sin rejse med bierne støder Sergej på megen ulykke, men lige så megen hjælpsomhed og forslået livsvilje.
”Man skal jo overleve”, som én siger, og formuleringens blanding af resignation og selvopholdelsesdrift er sigende for romanen, der indimellem lyser op i stærke billeder. Som her: ”Hele næste dag tilbragte Sergej Sergejevitj i sengen, hvor han lå og lyttede til sin krop, som om den var hans barn, der lå syg.”
Andre steder døjer ”Grå bier” med overforklaringer og omstændeligheder, som en redaktør burde have elimineret. Kurkov bruger simpelthen for mange ord, læs bare her, hvor Sergej lige er vågnet i sin bil:
”Han fyldte benzin på bilen fra en af dunkene. Masserede sin lænd, der var øm, efter han havde siddet op og sovet.”
Der kunne bare have stået: ”Han masserede sin ømme lænd”. Så skulle læseren nok selv fatte, at ømheden skyldtes den ukomfortable nat i bilen.
Kurkov er en stjerne i Ukraine og har modtaget talrige internationale priser for sit forfatterskab.
”Grå bier” viser da også hvorfor: Portrættet af den naturelskende Sergej er fint og troværdigt, setuppet med bierne – de små livsbestøvere på rejse gennem det store, golde krigslandskab – er smukt tænkt, og den forhåbningsfulde tone i al ødelæggelsen er bevægende. Men det er altså også en lidt frustrerende læseoplevelse. Fordi romanen kunne have været endnu stærkere i lidt strammere redaktørtøjler, i en lidt strammere sprogdragt.