Prøv avisen
Interview

Uledsagede flygtningebørn: Vi følte os først som børn, da vi endelig fik asyl i Danmark

Brødrene Mussa og Abdissa ventede i årevis på at få asyl i Danmark. Til sidst mistede de næsten håbet. Men nu tør de lege og drømme igen. Den ene vil være ingeniør - og den anden filminstruktør som Michael Graversen, der har de to drenge med i dokumentarfilmen ”Drømmen om Danmark”. - Foto: Leif Tuxen

De etiopiske brødre Mussa og Abdissa kom til Danmark som uledsagede flygtningebørn. Den lange uvished udskød deres barndom, men nu er de lykkelige for at have fået asyl. I modsætning til deres ven Wasi, der også er med i Michael Graversens dokumentarfilm ”Drømmen om Danmark”, der blev vist på DR 1 i søndags

De lykkeligste danskere bor på landet. Selv på en grå novemberdag føles himlen større her, hvor de sidste seje blade daler sikkert ned på jorden tæt ved statsministerens hjemegn i Græsted i Nordsjælland.

I en lille dam har en enkelt hvid and vandet for sig selv med en smuk, rød folkekirke i baggrunden. Og ved siden af bor de lykkelige danskere i et præstegårdslignende paradishus, der er som skåret ud af et H.C. Andersen-eventyr.

Postkassen byder velkommen ved den bugtede vej med otte arabiskklingende navne, men der dufter af danske traditioner inde i det gamle hus, hvor to ænder ikke er så heldige som den i friheden udenfor. De varmer i stedet op til mortensaften i ovnen.Og på stuens væg hænger en tegning med påskriften ”mormor”, som drengene her kalder en af de smilende moderlige pædagoger i Morelhuset.

Det ligner kort sagt ikke et drengehjem for store uledsagede flygtningebørn. Det ligner et hjem. Og de enorme sofaer foran pejsen og sofabordet fyldt med søde sager er formentlig også det blødeste sted, man kan falde ned i det danske velfærdssystem.

Her sidder filminstruktøren Michael Graversen over for de smilende nydanske brødre Mussa og Abdissa. Det er dem, der er så lykkelige. Brødrene er henholdsvis 16 og 18 år, men først da de flyttede ind her med opholdstilladelsen i orden sidste år, kunne de for første gang i hele livet ånde lettet op ved udsigten til endelig at blive behandlet som børn. For de seneste mange år har de kun haft hinanden. Og især storebroderen måtte længe indtage voksenrollen som den, der købte ind og lavede mad på asylcentret og passede på sin lillebror, mens de var på flugt.

Forældrene tilbage i Etiopien husker de kun i glimt. For i det meste af deres tidlige barndom var forældrene fængslet.

”De blev forfulgt for deres politiske holdninger. For dem, der var ved magten, undertrykte os andre. Og de kunne slå og fængsle folk uden grund”, siger Abdissa.

Det var drengenes onkel, der i 2009 fik dem til Frankrig, hvor de levede i fattigdom, uden asyl og stort set uden skolegang i flere år, inden de flygtede igen, fortsætter han.

”Under flugten forsvandt vores onkel. Og vi endte lidt tilfældigt i Danmark via Holland og på vej til Norge. Men her blev vi stoppet og fik valget mellem at søge asyl eller blive anholdt og sendt tilbage. Så vi søgte asyl,” forklarer Abdissa smilende.

Brødrene måtte dog vente længe, før deres sag blev afgjort. Myndighederne fejlbedømte i begyndelsen også storebroderens alder, så han blev sendt til voksenundervisning. Men nu går han i 10. klasse og drømmer om at blive ingeniør.

”Det bedste ved Danmark er, at uddannelser er gratis. Jeg elsker at gå i skole. Og jeg prøver også at arbejde hårdt, for der er meget at indhente,” siger han og tilføjer, at han en overgang var ved at miste modet, fordi asylsagen trak ud i årevis.

”Jeg tror ikke, at man tænker over, hvordan det påvirker motivationen til at lære dansk, når man lader os vente så længe i uvished. Jeg havde faktisk mistet håbet og var begyndt at tænke, om det overhovedet kunne betale sig at lære dansk, som kun fem millioner taler, hvis vi alligevel blev smidt ud. Det var en kæmpe lettelse, da jeg fik ophold, især fordi jeg først fik det en måned efter Mussa. Og vi var bange for, at vi blev skilt som brødre.”

Mussa nikker og tilføjer på flydende dansk:

”Ja, det var den vildeste optur, da vi fik ophold. Før havde jeg også resigneret lidt. Jeg turde nærmest ikke have nogen drømme. Men nu drømmer jeg om et liv her. Og jeg vil gerne være filminstruktør en dag,” siger den 16-årige nydansker, der i fritiden allerede laver sine egne små musikvideoer fra skolen.

Men han blev også allerede ven med en filminstruktør, mens brødrene boede på et asylcenter i Jægerspris, hvor Michael Graversen mødte dem.

”Jeg ville gerne skildre nogle af de skæbner, der ligger bag de efterhånden mange uledsagede flygtningebørn, som vi tager imod, men sender tilbage i stor stil, når de bliver myndige,” siger Michael Graversen, der nu har samlet sine klip og indtryk i dokumentarfilmen ”Drømmen om Danmark”.

Her medvirker brødrene, men hovedpersonen er deres ven Wasi, som de mødte på asylcentret og betragter som en ekstra bror. Men i filmen skildrer Michael Graversen Wasis rejse, fra han går under jorden, efter at hans asylansøgning bliver afvist, til han flygter til Italien, hvor han må leve som hjemløs i månedsvis, før han får plads på et asylcenter med store ar på sjæl og krop.

”Wasi var som Mussa og Abdissa meget motiveret for at blive dansker. Men vi afviste ham. Han kunne være blevet en ressource som Mussa og Abdissa, der begge knokler for at dygtiggøre sig, så de kan få et godt job og betale tilbage til Danmark. Men Wasi smed vi væk, så han til sidst endte i psykisk og fysisk fattigdom med hukommelsestab for at klare virkeligheden. Og min film sætter spørgsmålstegn ved den beslutning, der både har fatale følger menneskeligt, næstekærligt og økonomisk for det danske samfund. For hvad får vi ud af at tage imod uledsagede flygtningebørn, hvis vi sender dem tilbage efter flere år? Det er dyrt for os og menneskeligt dyrt for dem, når de først er begyndt at slå danske rødder i deres formative år. Og man skal tænke på, at de uledsagede flygtningebørn også er nemme at integrere. For de slæber ingen styrende voksne med sig, men lader sig påvirke her. Nogle konverterer ligefrem til kristendom,” siger Michael Graversen, inden Mussa supplerer.

”Det er rigtigt. Jeg kommer fra Etiopien, men jeg elsker den danske historie. Det er spændende at bo i et land, hvor der har levet vikinger. Og tro interesserer mig også. Jeg er selv agnostiker. Men allerede i koranskolen i Etiopien syntes jeg, at det var spændende at høre om andre religioner,” siger han, inden vi går ud i dagens sidste lys til ære for fotografen.

I filmen er der flere scener, hvor drengene leger sammen, så man i små glimt kan fornemme deres trang til at give slip på alle de voksne bekymringer.

Men nu tøver de to teenagere. Og først da den 35-årige instruktør begynder at smide blade mod dem, smider de selv hæmningerne, lyser op og kaster begejstret blade tilbage på ham.

For nu har de endelig lov at lege som andre børn i Danmark.