Så gik den nat. Ikke med at sove, ikke med at tænke formålsløse tanker om næstedagens arbejdsmæssige gøremål, men ved at læse og læse og læse og prøve at undgå at kigge på uret, der ubarmhjertigt viste først 02.00, så 03.33 og så 05.45.
Natten var slidt helt op af Rosamund Luptons “Lyden af stilhed” - en slags øko-kærligheds-gyser-dannelsesroman i et højt gear. Den foregår i Alaskas sindssyge kulde og mørke, hvor Matt arbejder som dyrefotograf. Hans hustru, Yasmin, og lille døve datter, Ruby, er fløjet til lufthavnen Fairbanks fra London for at blive mødt af faderen.
Men faderen dukker ikke op. En politiassistent kan fortælle, at der i den lille flække Anaktue, hvor Matt skulle opholde sig, har været en katastrofal brand, og at alle nogle-og-20 indbyggere er døde, sikkert også Matt. Man har fundet hans vielsesring, men resten er fuldstændig forkullet. Og så går romanen ellers i gang.
Yasmin er uddannet astrofysiker og har en hjerne skarp som is, men den døve datter er heller ikke tabt bag en snescooter: Hendes døvhed betyder, at hun kan noget med at kommunikere via computer.
De to piger får virkelig brug for deres kompetencer, for Yasmin beslutter sig for at tage med en kæmpelastbil ud i det store mørke for at finde ægtemanden. Hun nægter at tro på, at Matt er død. Men der er nogen, der prøver at forhindre mor og datter i at finde frem til Matt, og disse ”nogen” er ikke venlige snemænd.
Ude ved de store oliebrønde foregår der ”fracking” - på dansk ”hydraulisk frakturering”, der er en metode til at indvinde olie og naturgas ved at bore sprækker i undergrunden. Der er ulemper ved frakturering: Giftige udslip kan nemlig forurene grundvandsmagasiner.
Og så skal jeg ikke røbe mere om dét, men mor og datter er mere end almindeligt seje kvindelige væsener, der ikke giver op.
Bogens fortællestil er solidarisk over for både mor og datter, og hele romanen er velskrevet, intelligent og meget, meget spændende. Samtidig rumsterer der en fin lille række af sidetemaer: kærlighed, historien om Yasmin og Matt, lille Rubys oplevelser i hendes skole og sidst, men ikke mindst, den dannelsesrejse, som Yasmin foretager over de mange kilometer i lastbilen.