Ulla Terkelsen: Selvmedlidenhed er den værste af alle synder

Udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen synes ikke, hun har udrettet noget, og vil på længere sigt gerne gå i glemmebogen

Selvom Ulla Terkelsen har dækket mange store begivenheder verden rundt, synes hun ikke, at hun har udrettet noget nævneværdigt. Og hun regner heller ikke med at komme til det. –
Selvom Ulla Terkelsen har dækket mange store begivenheder verden rundt, synes hun ikke, at hun har udrettet noget nævneværdigt. Og hun regner heller ikke med at komme til det. – . Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Hvad er lykke?

At hente børnebørnene i skolen og vuggestuen og se dem blive glade, når de får øje på mig.

Hvad er en god gerning?

At lade være med at afbryde folk, der fortæller gode historier.

Hvad sårer dig mest?

Ingenting – efterhånden.

Hvad er den største synd?

Det overlader jeg til Vorherre.

Hvad kan du ikke undvære?

Handsker i koldt vejr.

Hvad er meningen med livet?

At nyde det nonstop.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

Læsning af god litteratur.

Hvordan vil du gerne huskes?

Vil helst gå hurtigt i glemmebogen, en stor og god bog.

Hvad er du bange for?

Fugle.

Hvem er dit livs største kærlighed?

Min søn Nicholas.

Hvad tror du på?

Gud.

De viseste ord?

Selvmedlidenhed er den værste af alle dødssynder.

Hvad fortryder du mest?

Ingenting.

Hvad er den største dyd?

Lydhørhed.

Hvilken genstand er din største skat?

Min vaskemaskine.

Hvordan vil du gerne dø?

Jeg vil overhovedet ikke dø, der er så interessant her på Jorden.

Hvad er din største bedrift?

Jeg har intet udrettet, der overhovedet kan beskrives som en stor bedrift. Regner heller ikke med at komme til det.

Hvad overvejer du for tiden?

At gå til regelmæssig fysioterapi med min skulder og arm, der brækkede for nylig og gør ondt.

Hvem beundrer du?

Daniel Barenboim.

Hvad vil du være bedre til?

At udfylde spørgeskemaer som det her med større originalitet.