Hver eneste dag kan vi blive udsat for andres ødelæggende uansvarlighed

Kristiane Hauers roman ”Kattefugl” viser stille en ødelæggende uansvarlighed

En ung musiker på cykel køres ned af en flugtbilist. Cyklisten bliver hjerneskadet og ligger længe i koma, inden han vågner op til en radikalt anderledes virkelighed med genoptræning. Han er blevet et hjælpeløst væsen, der beskyttes og afskærmes ”fra alverdens farer og udfordringer”. En fremmed, der – erkender hans nærmeste – aldrig igen bliver den, han var. Han er stadig til – og så alligevel ikke.

Om dette kunne en følelsesfuld roman skrives. Det er sådan set også, hvad Kristiane Hauer har gjort med ”Kattefugl”, hendes fjerde skønlitterære værk. Følelserne er imidlertid lagt ind i en slags saglighed – men med revner. Nøgternheden skælver. Historien, der fortælles af den tilskadekomnes søster, oprulles i en komposition uden en umiddelbart gennemskuelig kronologi, en stadig bevægelse frem og tilbage mellem fortid og nutid, mellem København og Berlin. En forklaring på den tilsyneladende tilfældighed gives: Søsteren føler, at noget er blevet ødelagt også i hendes hjerne. Og hun oplever, at en ”mærkværdig ny logik” vokser frem i bevidstheden – med ”uklare sammenhænge og forbindelseslinjer, spor, jeg måtte gennemløbe igen og igen. Mærkelige spring frem og tilbage mellem det samme og det samme, der så pludselig ændrede sig til noget helt andet”.

En styrke ved romanen er dens understregning af, i hvor høj grad en ulykke også rammer de pårørende. For søsteren gentager den sig uafbrudt, ledsagende hverdagens gøremål, et tragediens omkvæd.

Dertil kommer vreden mod flugtbilisten. På et tidspunkt indser søsteren, at hun har søgt at lægge låg på vreden. Hun ved, at den ellers ville have ødelagt hende. ”Man kunne ikke holde et barn i favnen med den vrede. Man kunne ikke elske nogen med den vrede.” Og hun har et lille barn, som hun skal holde i sin favn. Og en kæreste har hun også. ”Det eneste, man kunne, var at være i vreden, lade sig opfylde af den, selvom det var lige så pinefuldt, som var det én selv, der blev flået fra hinanden.” En yderligere anledning til vreden er, at flugtbilisten slap med et par måneders fængsel. Og den erstatning, han skulle betale, dækkedes af hans ansvarsforsikring.

”Kattefugl” gør den morale tydelig, at vi hver eneste dag kan blive udsat for andres ødelæggende uansvarlighed. På den måde handler romanen i princippet om os alle. Men så stille og indadvendt, som den er, må læseren selv gøre en del for at komme den i møde.