Prøv avisen
Folkeudgave af romanklassiker

”Ulysses” er den ultimative roman – og nu er der en ny anledning til at læse den

”Jeg har prøvet at ramme et facetteret sammen- surium af satire og ynk og evigt knopskydende asso-ciationer,” siger Helle Frøsig om sine seks grafiske værker til Vandkunstens nye pragtudgave af ”Ulysses”. – Foto: Forlaget Vandkunsten

James Joyces store roman ”Ulysses” er både blevet kaldt verdens bedste roman og verdens mest ulæste roman, fordi den er så svær. Ny udgave på dansk af den legendariske roman med flere noter gør den imidlertid nemmere at læse, og kunstneren Helle Frøsig har tilføjet bogen en række grafiske værker, der går i dialog med romanen

Hver dag er en odyssé og et utæmmeligt tankeunivers. Ja, selv én almindelig dag i en annoncesælgers liv kan være nok til at skabe et stykke verdenslitteratur, som andre kan gruble over til deres dages ende. Et sådant værk er James Joyces kæmperoman ”Ulysses” fra 1922. I sin samtid skabte den skandale, og rent sprogligt var værket også revolutionerende.

Den nye oversættelse fra forlaget Vandkunsten er af oversætterne Bent Wiberg og Jens Feilberg forsynet med flere tusinde noter, og det kan virke tiltrængt. For selv med Karsten Sand Iversens klangfulde, digterisk dristige og anmelderroste oversættelse fra 2014, som her i avisen blev kaldt både musikalsk og vellykket, kan ”Ulysses” opleves som et vilddyr, eller måske rettere en litterær rodeotyr, der desværre kaster de fleste af sig. Og i spøg er ”Ulysses” derfor længe blevet kaldt ”verdens mest ulæste roman”.

”James Joyce havde det med at drille sine læsere med komplicerede henvisninger,” forklarer forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen, der hilser en ny udgave med flere noter velkommen.

”Da jeg læste litteraturvidenskab på universitetet lånte man ’Ulysses’ på biblioteket, og det var en tradition blandt de studerende at sætte et kors i marginen, når man gik død i romanen. Det var som regel omkring tredje kapitel, hvor jeg også gik i stå selv første gang. For hvert kapitel er struktureret efter alt fra farver til kropslige organer, men værket er også struktureret efter videnskaber. Og kapitel tre er proppet med så mange henvisninger til græske ord og fremmedord, så det er komplet umuligt at følge med, men allerede i næste kapitel bliver det en normalt-forståelig roman igen, da kapitlet begynder med, at hovedpersonen steger nyrer til morgenmad, fordi han nyder, at de lugter svagt af urin.”

”Sådan skifter romanen mellem svære henvisninger og umiddelbare sansninger. Og jeg fik engang det gode råd, at man skal pløje bogen igennem så hurtigt, man kan – og derefter gemme den i inderlommen resten af livet,” siger Kristian Ditlev Jensen, der har været dybt optaget af ”Ulysses”, siden han – alligevel ikke – skrev speciale om romanen på litteraturvidenskabstudiet, og siden fortsatte han med at læse romanen på Forfatterskolen, hvor daværende rektor Poul Borum betragtede ”Ulysses” som romanernes svar på Bibelen. For ligesom det er de færreste, der får stavet sig igennem hele Bibelens 66 vidt forskellige bøger, har alle alligevel er forhold til den.

”Jeg spurgte engang Poul Borum, om han selv havde læst den, fordi jeg syntes, at den var så svær, og så svarede han, at han havde læst så meget i den, at han vel havde læst den. Det, synes jeg også, var meget fint sagt. For romanen er ligesom Bibelen i den forstand, at selv hvis man har læst den, er der sikkert noget, man har læst så overfladisk, at man ikke har forstået det. Og under alle omstændigheder er det en bog, man hele tiden har lyst til at vende tilbage til. Der er passager i ’Ulysses’, som jeg måske har læst 50 gange og læst op for venner. For der er også steder i romanen, hvor teksten er så musikalsk, at den simpelthen lyder som det, den beskriver. For eksempel når Joyce beskriver en øltønde, der ruller over brosten og bliver knust, og hvis man læser det op på engelsk, lyder det præcis sådan – som en øltønde, der bliver knust mod brosten. Det er faktisk genialt,” siger Kristian Ditlev Jensen.

Ulysses er det latinske ord for ”Odysseen”, men Joyces roman er meget mere end det, forklarer han.

”James Joyce skrev engang i sin dagbog om ’Ulysses’, at den skulle være løseligt struktureret omkring Homers ’Odysseen’. Og jeg tror, at man kan finde nøglen til romanen i ordet ’løseligt’. For det er hverken bare en omskrivning af ’Odysseen’ eller katolicismen, men en løs henvisning til dem og forskellige videnskaber, så romanen får sit eget liv ved at stritte i så mange retninger. Og jeg synes faktisk, at det er verdens bedste roman. Det er i hvert fald den bedste roman, jeg har læst, fordi det simpelthen er den roman, der udvidede romanbegrebet mest. Og det er svært at overvurdere den som modernistisk foregangseksempel. Og så er den faktisk forbløffende morsom. Den er simpelthen sjov på alle mulige måder. I en omskrevet scene af ’Odysseen’ indtager en nationalist for eksempel rollen som enøjet kyklop, og det er enormt sjovt skrevet,” siger Kristian Ditlev Jensen.

Sådan oplevede billedkunstnerHelle Frøsig også læsningen af romanen, som hun nu har lavet seks billeder til.

”’Ulysses’ er ligesom dråben, der rummer havet med en handling, som i al sin forpinte og komiske ynkelighed udfolder sig på en enkelt dag. Havet selv er det ubegribelige rum af referencer og associationer, som vokser ud i alle retninger fra det mest højlærde til det vulgære og obskøne,” siger Helle Frøsig og fortsætter:

”De seks billeder, jeg har lavet, er ikke tænkt som illustrationer, det ville i mine øjne være en forkert måde at gribe opgaven an på. De er selvstændige billeder, som afspejler en stadig strøm af tanker og hændelser, der foregår samtidig. Billederne er et subjektivt bud på en oplevelse, som også gerne skulle åbne rum for læsernes egne forestillinger.”

For at understrege ”den ikke-illustrative hensigt” er de seks billeder ikke spredt jævnt rundt omkring i teksten. De er samlede to og to som små forløb ved indgangen til romanens tre overordnede afsnit.

”Ulysses” er konstrueret som en parallel til ”Homers Odyssé” og består af delene ”Telemacos”, ”Odysseus” og ”Hjemkomst”. De to første billeder kommer således ved indgangen til den parallelle beretning om sønnen, der leder efter sin far. Tredje og fjerde billede er placerede ved anden del, som beskriver Leopold Blooms dag. De sidste to billeder er dedikerede til hjemkomsten og Penelope alias Blooms utro kone, Molly.

”Som sagt fortæller billederne ikke, hvad der foregår. Men de består af en sum af elementer, som er trukket ud af teksten. De er så bragt sammen på måder, som ikke giver direkte aflæselig mening, men som jeg synes afspejler romanens stemning. Jeg har prøvet at ramme et facetteret sammensurium af satire og ynk og evigt knopskydende associationer. Rent praktisk har jeg brugt udklip fra bøger eller billeder af ting fundet på nettet. I nogle få tilfælde har jeg selv fotograferet, hvad jeg manglede,” siger hun.

Udsnit af gamle billeder fra Dublin anno cirka 1900 går igen flere steder som en slags flimrende baggrund, mens for eksempel øjne, ører, indvolde, græske skulpturer, ure, en flok grises bagdele fordeler sig på billederne og peger på alt det barokke, naragtige, erotiske, smertelige i romanen. Det eneste tegnede element er nogle kringlede strukturer, som forbinder sig med de andre genstande et par steder.

”De forestiller ingenting, men efter smag kan de jo tolkes som tankerækker, der ikke fører nogen steder hen, eller som indre organiske kredsløb, eller måske ruter i byen – hvad som helst. Betydningen skal aldrig kunne fastholdes,” siger kunstneren, der ikke havde læst ”Ulysses”, før hun blev præsenteret for opgaven:

”Nej. Jeg købte den i 1976, da jeg var 21 år. Jeg kan ikke som så mange andre sige, at jeg gik i stå. Jeg fik den ganske enkelt ikke åbnet. Og sådan er årene gået. Men nu har jeg læst den i sin helhed sideløbende med arbejdet med billederne. Den kæmpe store overraskelse er, at den er så sjov, og at den faktisk ikke er ulæselig. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg skulle have fattet det hele, ligesom mine billeder næppe heller har fået hele essensen med. Til gengæld tænker jeg, at man kan læse værket på mange forskellige niveauer og med forskellige hensigter. Det store noteapparat i denne her udgave åbner teksten kolossalt og viser, hvor endnu meget mere bidsk og sjov den er. Men man behøver ikke at kæmpe sig igennem værket som en lang rebus, og efter min mening kan man sagtens læse den brudstykkevis eller starte alle mulige forskellige steder og få et stort æstetisk udbytte af den.”