Manden er død. Datteren vil have 83-årige Edie (Sheila Hancock) indlogeret i dødens forgård, et fint plejehjem med blomsterbindingskurser og hæklede dækkeservietter på bordene. Men Edie er ikke klar til at blive gammel, for livet har endnu ikke foldet sig ud.
”Jeg gjorde min pligt, men det var det eneste, jeg gjorde,” siger hun med halvsentimental bitterhed.
Coming-of-old-age-dramaet ”Edie” er fortællingen om en kvinde, der burde give op. Og hendes møde med en ung mand, Jonny (Kevin Guthrie), der ikke vil lade hende opgive. Det klassiske umage par mødes ved foden af Suilven, da han skal guide hende op ad bjerget. De småskændes, bliver uadskillelige og lærer hinanden en ting eller to om livet. Det er set tusind gange før på film, mange gange mere overrumplende end her.
I forhold til æstetiske parametre og fortællingens flow er ”Edie” ikke vellykket. Til det er den for klichétung, musikken for melodramatisk, kameravinklerne for turistfølgagtige, og instruktionen forudsigelig. Alligevel rammer ”Edie” et sted i hjertet, hvor den har en berettigelse.
Den samtale, den ikke selv evner at udfolde, om det helt almindelige liv, der var en skuffelse, kan forhåbentlig finde sted efterfølgende blandt publikum. For hvis ”Edie” formår noget, er det – med syvtommersøm – at slå fast, at der i slutningen af et liv levet på skrømt er visdom og mod at hente.
Edie elskede ikke sin mand. Han holdt hende nede, holdt hende inde. Først med ord og fysisk magt. Siden med tavshed og lammelse. Edies mand har siddet 30 år umælende i en kørestol, da han dør i filmens første minutter. Edie drømmer sig op på Mount Suilven i Skotland, som hun skulle have besteget med sin far, inden hun kom i frivillig husarrest.
Livet har været en skuffelse. Men hver gang sorgens grimme ansigt titter frem, finder Edie en ny gøglergrimasse, musikken skrues op, og kameraet zoomer ud. Ud i landskabet, rundt om bjerget. Men det er ikke en enkelt bjergbestigning, der er livets udfordring. Det er dagene op til, de flere end 80 år forinden, men de fortoner sig. Og det er ærgerligt. For hjertet i ”Edie” er en historie, vi hører for sjældent. Historien om fortrydelse fra en helt almindelig kvinde med et helt almindeligt liv. Og hendes erkendelse af, at der kommer en dag, hvor livet ikke længere bliver til, men så småt i stedet bliver væk.
Alle de eksistentielle overvejelser bliver dog væk i denne klichékomedie, der alligevel anbefales, hvis dagen er lidt lang, og den blå time strækker sig ud over det tålelige. For selv banaliteter kan vække genklang. Højlandet er smukt. Og Sheila Hancock gør sig godt i friluftstøj.
Det er bare ærgerligt, at ”Edie” ikke tør være klogere.