”Ser du månen, Daniel” er medrivende uden at være storladen

Gidseldramaet ”Ser du månen, Daniel” er rørende uden at være melodramatisk, voldeligt uden at være svælgende. Et lokalt blik mod det globale genskin

Journalisten Puk Damsgaards dokumentariske bestseller er blevet til en væsentlig mainstreamfilm om fotografen Daniel Rye, der blev kidnappet af IS og løsladt 398 dage senere mod løsepenge. I filmen spilles Daniel Rye af Esben Smed. – Foto:
Journalisten Puk Damsgaards dokumentariske bestseller er blevet til en væsentlig mainstreamfilm om fotografen Daniel Rye, der blev kidnappet af IS og løsladt 398 dage senere mod løsepenge. I filmen spilles Daniel Rye af Esben Smed. – Foto:.

Så meget at bære på så lidet et skelet af håb. Så meget at vise på et enkelt, benet ansigt. Daniel Rye (Esben Smed) lever i 398 dage med længslen efter at komme hjem fra sit ubarmhjertige fangenskab i Syrien, kidnappet af IS under en reportagerejse.

Hjemme i Jylland er han ventet med længsel. Og Esben Smed skal bære historien. Ikke blot den virkelige historie om Daniel Rye, men den store historie. Om sønner, der måske aldrig bliver fædre. Om fædrelandssønner, der bliver svigtet. Om de forkælede, der bliver til fanger. Om et lille land i krig i den store verden. Om ondskab og venskab. Det er meget. Og især en enkelt scene afslører, at det også er for meget i Niels Arden Oplevs ellers fortættede og velforløste film.

Bag kidnapningen af Daniel Rye, der blev løsladt i 2013, og hvis historie er fortalt i bestsellerbogformat af mellemøstkorrespondent Puk Damsgård, står en gruppe IS-krigere. En af dem, kendt i pressen som Jihad-John, dræber i filmen en af Daniels medfanger.

Lige inden henrettelsen, første gang uden for Daniel Ryes, hans families eller gidselforhandleren Arthurs (Anders W. Berthelsen) synsvinkel, fæstner Eric Kress’ kamera sig på bødlen, mens denne hævner tager elefanthuen af. Og er det tvivl, selvovervindelse, selvhad, frygt, angst eller bæven, der løber over ansigtet i de lange sekunder, vi ser det? Skal vi føle sympati for ondskaben, forståelse for udåden, skam over at være krigsførende?

Denne enkelte knagende og nagende scene bryder med det formfuldendte skema af det mørke midtjyske parcelhus, hvor normaliteten og det gennemsnitlige i de første scener får hjemmelivet til at fremstå næsten amatøragtigt, også i skuespillet. Indtil det bliver tydeligt, at det netop er det tilsyneladende dilettantiske, der skaber troværdigheden. Der skaber indlevelsen i den stakkels familien Rye.

Niels Arden Oplev og medinstruktør Anders W. Berthelsen svælger ikke i familiens følelser, der er jysk anstand. Derfor er sorgen, der kravler ned ad væggene og siver ud i alle sprækker, desto mere gribende, jo mere det mulige dødelige udfald trænger ind bag handlekraften og snusfornuften.

Over for det tyste, jyske hus står det larmende Mellemøsten. Her sidder, ligger, står, kravler Daniel. Og midt imellem søn og familie er der Arthur. Gidselforhandleren er floskuløs eksmilitærmand. Men også her skaber klichéen den genklang, der må til for at begribe den ellers uvirkelige, virkelige historie om Daniels umenneskelige kamp for menneskelighed.

Arthur er altid i transit mellem det kolde nord og det brændende syd, mediator mellem de to verdener. Budbringer af håb, men ikke for alle. For James Foley, som de seneste 10 år er blevet symbolet på journalistisk ytringsfrihed, overlever ikke. Hans død er rammen om Daniels fortælling ligesom i Puk Damsgårds bog. Foley gøres til en helgen, lyset skinner næsten messiansk på ham, glorien stråler gennem cellen. Solen skinner aldrig i parcelhuset. Det er enkle greb, velkendte og tydelige i symbolikken, men det er fint, filmen forsøger ikke at være kunstlet.

Daniel Ryes kidnappere kræver løsepenge. Vognmands-far (Jens Jørn Spottag) og salgsassistent-mor (Christiane Gjellerup Koch) kan mønstre en million. Løsesummen stiger til 15 millioner. Og hele tiden dette kryds mellem hverdagen og undtagelsestilstanden.

Esben Smed er en vidunderlig kunstner, hvis markante træk kan trække ham ind i imponerende gestaltninger. En sjælfuld skuespiller. Sidst bar han Per Sidenius’ eksistentielle vægelsind i sin mimik. Som Daniel Rye kæmper han igen mod dæmonerne. De ydre. For de indre, den umenneskelige kamp for at bevare håb, menneskelighed og anstændighed i dødens forgemak, fortoner sig. Man kan savne den larmende stilhed indeni, hvad det gør ved et menneske ikke at være menneske.

Der er en selvmordsscene, der er lammende. Der er torturscener, der er grumme, men alligevel med en dansk afstand. Det er ikke Kathryn Bigelows udpenslende krigsdramaer. Det er brutalt, men ikke unødigt. Det er taktfuldt, ikke tabloidt.

Filmens stærkeste scene er derfor heller ikke i fængslet. Men på en provinscafé, hvor Daniels mor forsøger at få en af byens spidser til at donere penge til løsesummen. Beklemtheden, afstanden mellem arbejderklassen og den velhavende, mellem forretningsblikket og de evigt forgrædte øjne.

Helten er mor. Helten er far. Helten er storesøster. Helten er lillesøster. Mennesket er Daniel, og den danske stat er ingen hjælp. Systemer skaber krige og krigere. Mennesker skaber mennesker.