Prøv avisen
Interview

Under det gamle egetræ fløj Jens Smærup Sørensens tanker frit

På en naboejendom, som Jens Smærup Sørensens far købte og rev ned for at skaffe sig mere jord, stod et gammel egetræ. Det står der stadigvæk, nu helt frit på en mark. Som barn og ung satte forfatteren sig ofte under netop det træ og lod tankerne vandre frit. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Som dreng var det Jens Smærup Sørensen, der trak køerne ud på engen efter morgenmalkningen. Han lugede ukrudt i lange kartoffelrækker og skrabede sukkerroer til hestene. Men han stjal sig også til stunder, hvor sindet kunne vokse – og til stilehæfter med plads til alle ordene

Marken er høstet, og den sammenpressede halm ligger i store baller sådan lidt tilfældigt spredt.

”Det er et sørgeligt syn,” konstaterer Jens Smærup Sørensen, idet han løfter sit blik fra stubmarken og ser ud over de andre marker og gårde, der præger landskabet hele vejen derud, hvor blikket standser ved Limfjorden.

Forfatterens opvækst i og med landbruget fornægter sig dermed ikke. Det sørgelige består i, at kornet på grund af det knastørre forårs- og sommervejr er modnet alt for tidligt og med et alt for sølle udbytte.

Vi er i landsbyen Staun i det nordvestlige Himmerland. En lille by med et par håndfulde gårde, en klynge mindre huse og et samlet indbyggertal, der kunne løbe op i omkring de 300 dengang i 1940’erne og 1950’erne. Her blev Jens Smærup Sørensen født, året efter Besættelsen, som yngste søn af gårdejerparret på ”Jensminde”, og her boede han, lige indtil han som nybagt student fra Aalborg Katedralskole flyttede til Aarhus for at gå på universitetet.

”Det er en lille by, men den er smukkere end alle andre byer. Staun er det bedste sted på jorden. Det synes jeg sådan set stadigvæk. Selvom den er grimmere nu end dengang. Så snart jeg er her, og jeg ser markerne oppe ved skoven og udsigten over fjorden, så synes jeg, det ser dejligt ud. Det er en god fornemmelse at komme tilbage. Det er ikke et sted, jeg er taget væk fra, fordi jeg synes, det er forfærdeligt.”

Det grimmere ved byen hænger sammen med forfald. Det før så livsvigtige frysehus er sunket helt sammen. Både Brugsen og købmanden er for længst lukket. Det samme er landsbyskolen, hvor Jens Smærup Sørensen kun nåede til ”bette klasse”, inden en repræsentant fra Undervisningsministeriet ved en test opdagede, at han både kunne regne og stave, og derpå opfordrede hans forældre til at flytte ham ind til skolen i Nibe.

”Her i den ene ende boede læreren og hans kone, og i den anden ende var skolens eneste klasselokale,” siger forfatteren og peger ind mod den aflange rødstensbygning, der nu næppe kan anes fra vejen, fordi træer og buske ikke er blevet holdt nede. Fodboldbanen, hvor frikvartererne blev tilbragt, er helt væk. På den anden side af vejen ligger forsamlingshuset, som Jens Smærup Sørensen har udødeliggjort i sin prisbelønnede roman ”Mærkedage” (2007). Her holdt familien sine konfirmationer og runde fødselsdage, og derudover var huset ramme om årlige traditioner som juletræsfest, høstfest og dilettantforestilling. Men det er længe siden nu. Huset har ikke været brugt som forsamlingshus siden slutningen af 1960’erne og står nu, som resten af landsbyen, som et meget konkret vidnesbyrd om landbokulturens endeligt og modernitetens komme. Et emne som gennemsyrer hele Jens Smærup Sørensens forfatterskab – og hans liv.

”Det har været der hele tiden, men i mine første udgivelser var det kun noget, jeg strejfede. Dengang var jeg så optaget af den nye verden, jeg var kommet ind i. Allerede i romanen ’Byggeri’ fra 1975 er der dog tilbageglimt af et liv på landet, men der kommer det nærmest til at tage sig grotesk ud. Som en forladt, døende verden. Det var det jo også på en måde, men jeg skrev for distanceret. Året efter udkom et par noveller, hvor jeg skriver om det fra barnets synspunkt, så blev det straks noget andet. Efterhånden kom også det voksne synspunkt med, og jeg kom til at se mulighederne i det som en kontrast til den moderne verden. Altså en måde at skærpe billedet af begge dele ved at stille dem op over for hinanden,” siger han, alt imens han styrer sin bil ind på det, der nu er gårdspladsen på ”Jensminde”.

Gården hedder sådan efter Jens Smærup Sørensens fars farbror, som han er opkaldt efter. Denne Jens tog forfatterens far til sig som sin egen. Han havde ikke selv børn, og drengen kom fra en meget børnerig familie, der havde munde nok at mætte. Gården testamenterede han også til ham, og på den måde blev ”Jensminde” også Jens Smærup Sørensens barndomshjem.

”Du skal forestille dig en firlænget gård, hvor midten af den gamle gårdsplads var cirka der,” siger han, da vi er stået ud af bilen.

Der er intet tilbage af det gamle bygningsværk. Gården består nu af et moderne en-familieshus og højloftede lader, hvor kæmpestore traktorer står opmarcheret. Det er Jens Smærups Sørensens søstersøn, der driver ”Jensminde”. Nu udelukkende med planteavl, og dermed er gården, foruden de ydre rammer, en stor kontrast til landbrugsbedriften med heste, grise, malkekøer og høns i forfatterens barndom. Gården var dengang en af de største i Staun, og markerne med korn og sukkerroer strakte sig over mange tønder land i den lille by. Det samme gjorde de enge, hvor bedriftens 20 malkekøer om sommeren skulle på græs før og efter malkning. Som otte-niårig var det Jens Smærup Sørensens faste job at koble kreaturerne sammen fire og fire og trække dem ud på engen efter morgenmalkningen.

”Jeg nød tiden sammen med køerne. Jeg kendte dem alle, kunne skelne dem fra hinanden, og undervejs snakkede jeg til dem om alt muligt. Min yndlingsko var nummer 14, og det var som regel hende, der fik lov at gå forrest. Der var andre, der var mere uregerlige og kunne slå sig i tøjret, dem sørgede jeg så for kom til at gå bag ved typer, der var mere rolige,” siger Jens Smærup Sørensen.

At arbejdet med at trække køerne ikke var ufarligt, fik han to gange at mærke. Køerne væltede ham omkuld og løb hen over ham. Set i erindringens bakspejl kan han godt se, at det virker ret dramatisk, at en lille dreng bliver løbet ned af 20 kreaturer, men dengang tænkte han ikke så meget over det.

”Jeg er ikke engang sikker på, at jeg fortalte det til nogen. Den slags blev betragtet som almindelige hændelser, og knubs fik man jo altid som dreng,” siger han, mens vi kigger ud over engarealerne og Limfjordens vandoverflade.

Det handlede meget om arbejde i Jens Smærup Sørensens barndom, og faderen var ikke altid lige tilfreds med yngstesønnens indsats. Af og til udløste utilfredsheden en lussing og vrede ord om dovenskab. Snarere end dovenskab var der dog tale om, at Jens Smærup Sørensen allerede som barn følte et eksistentielt behov for alenetid. Det kunne eksempelvis foregå under det store, fritstående egetræ, der stadig troner midt på den nu høstede kornmark, der ligger lige over for ”Jensminde”. At sidde under træets vældige krone og skue ud over by og fjord hørte til yndlingsstunderne. Det samme gjorde cykelturene sammen med kammerater ud til savværket i den nærliggende skov eller ned til landingspladsen, hvor fiskerne kom ind med deres fangst af sild og ålekvabber eller stod og ordnede deres garn og ruser. Men tiden alene, eller sammen med køerne, hvor tankerne kunne flyve frit, var måske den vigtigste.

”Det er vigtigt med frirum og alenetid. Der er så enormt meget verden, der skal bearbejdes i løbet af de første leveår. Hjernen opfører sig, som den nu vil med en blanding af sanseindtryk og fantasier, og der sker givetvis en hel masse, som man ikke er sig bevidst, men som er en bearbejdning af hele den her opdagelse af verden. En opdagelse, der jo lægger grunden til ens måde at opfatte verden på,” siger Jens Smærup Sørensen og fortsætter:

”I min barndoms verden var der stemninger af både rædsel og glæde. Der var folk i byen, jeg var bange for, og der var dyr, også bare en flok skræppende gæs, som jeg frygtede, fordi de kunne finde på at trække min skjorte op af bukserne og nappe mig i det bare skind. Samtidig var der var en dyb ubevidst glæde over landskabet. Jeg har det stadig sådan, at hvis et landskab ikke har både vand og skov, så mangler der noget.”

Skiftet fra ”bette klasse” i Staun til skolen i Nibe førte senere til en studentereksamen fra Aalborg Katedralskole og en universitetsuddannelse i Aarhus. Alt sammen kom det til at stå i skærende kontrast til det, som aldrig blev sagt, men ingen alligevel var i tvivl om i 1950’ernes Staun, nemlig at Jens Smærup Sørensen skulle være landmand og overtage ”Jensminde” efter sin far.

Bonde blev han ikke, men livet i Staun er til gengæld en meget vigtig del af hans litterære grundstof.

”Erindring er nemt stof, for det er frit tilgængeligt. Men når jeg skriver, skelner jeg ikke mellem erindring og fiktion. Mine historier begynder næsten altid med en person, der er dukket op i mit hoved, og den verden, jeg så bygger op omkring den person, kan komme alle mulige steder fra. Sommetider er der meget barndom, andre gange næsten ingenting. Men det, der gør, at det ikke for alvor bliver til erindringsskrift, er, at jeg altid lader fantasien have førsteprioritet. Erindringen får ikke lov at bestemme,” siger Jens Smærup Sørensen.

Han har dog for nylig gjort en undtagelse, for den 18. september udkommer bogen ”Jens.

En fortælling”, der er det modsatte af, hvad der sker i romanerne. Her har han besluttet, at alt helst skal være, som han husker det. Så her følger vi Jens, fra han få dage efter sin fødsel ligger og kigger op i et æbletræ, til han er en ældre herre, der begynder at tænke på livets afslutning. Skriftlige kilder til den bog er der ingen af. Ganske vist fyldte Jens Smærup Sørensen som barn og ung det ene hæfte efter det andet med ord og sætninger. Men hæfterne er forsvundet.

”Jeg har på fornemmelsen, at det var stilehæfter, jeg stjal på skolen. Som enhver tyv har jeg nok sørget for at skaffe mig af med tyvekosterne,” siger han. Det ærgrer ham ikke. For erindringerne er lagret, og nu også nedskrevet i ”Jens”. Og Staun ligger der stadigvæk, lidt grimmere, men stadig smuk.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix